Hans-Jörg Trenz:
I vores undersøgelse af mediernes nyhedsdækning af flygtningekrisen i 2015 og 2016 tegner der sig et klart billede af, at det, vi har valgt at kalde ”flygtningeskeptiske” stemmer, fyldte langt mere i avisspalterne end de stemmer, som var venligt stemte over for flygtninge. Vi har kigget på 700 holdningstilkendegivelser i artikler fra de tre landsdækkende aviser Morgenavisen Jyllands-Posten, B.T. og Politiken, og her var der en klar overrepræsentation af input fra især Dansk Folkeparti og regeringen.
Oppositionsstemmer og civilsamfundsaktører, som havde et mere solidarisk syn på flygtningestrømmen, skal man til gengæld kigge meget længe efter. Når vi har undersøgt det her, så er det først og fremmest, fordi det er interessant at placere den offentlige debat i Danmark i denne periode i en større, europæisk kontekst. Det viser sig nemlig, at nyhedsdækningen i de danske medier var markant anderledes, end den var i nabolandene Sverige og Tyskland i samme periode. Her var der en overvægt af udsagn, som generelt var meget mere åbne og velkommende, og hvor der blev fokuseret på internationale løsninger og solidaritet – både med flygtningene og med andre EU-lande. Her skulle Danmark finde sin egen position, og man valgte fra regeringens og andre magthavende politikeres side at rette fokus mod nationale temaer, for eksempel sikkerhed og økonomi, som så også blev det, medierne valgte at fokusere på i deres nyhedsdækning.
Og så kunne man jo tro, at det var helt naturligt, eftersom både de svenske og tyske politikere på det tidspunkt havde en langt mere flygtninge-solidarisk indstilling end de danske.
Men det interessante er, at selvom Dansk Folkeparti og Venstre er to af vores største partier, så reflekterede deres synspunkter langtfra hele folkestemningen i Danmark under flygtningekrisen. Ved at kigge på 300 facebook-kommentarer til forskellige avisers online-artikler i september 2015 har vi fundet ud af, at danskerne ikke generelt var så fjendtligt stemt over for flygtningene, som politikerne var.
Godt nok afspejlede 47 procent af kommentarerne nogle holdninger, som lignede regeringens og Dansk Folkepartis, men 35 procent af kommentarerne indtog helt andre synspunkter, som var mere venligt stemte over for flygtninge. Det synes jeg er et ret væsentligt mindretal, og derfor mener jeg, det var en skævvridning af debatten, at den polarisering, som altså fandtes i den danske befolkning, ikke kom bedre til udtryk i mediernes dækning.
Medierne kom på den her måde – utilsigtet godt nok, men alligevel – til at agere talerør for det politiske flertals holdning til flygtningespørgsmålet.
Christina Agger:
Jeg har kigget på vores dækning af flygtninge- og migrantkrisens første dage, og den indeholder synspunkter fra både den ene og anden lejr, ligesom den sætter fokus på såvel nationale som internationale løsninger. Den sætter fokus på dem, der hjalp flygtningene – dem, der mente, at Danmarks skulle hjælpe og tage imod – og dem, der mente det modsatte. Så vi forsøgte i denne første fase at være ekstremt nuancerede i vores dækning, som spændte over alt fra nyheder og reportager til perspektiverende baggrunde, analyser og meget, meget mere. Forskernes pointe om, at især ”de flygtningeskeptiske danske politikere” fik mest spalteplads i aviserne, har jeg ikke mulighed for at efterprøve lige nu. Men de har sikkert ret. Og det har jeg svært ved at se et problem i.
Flygtninge- og migrantkrisen kaldte på politiske svar – i Danmark og internationalt. Og i Danmark var et flertal af mandaterne i Folketinget det, som forskerne kalder ”flygtningeskeptiske”. Så mandaternes logik tilsiger, at de fik mere spalteplads end dem, der havde andre forslag, som aldrig kunne samle flertal. Det gælder generelt i den politiske journalistik, at de små partier af den grund kommer mindre til orde. Forskerne begår dog i min optik en fejl, når de ser de såkaldte flygtningeskeptiske politikere som en homogen størrelse.
Mange af vores artikler handlede om uenighed mellem de såkaldt flygtningeskeptiske partier. Som for eksempel da Lars Løkke Rasmussen (V) erklærede sig parat til at tage 1000 flygtninge, hvilket Dansk Folkeparti advarede mod. Derfor er jeg heller ikke enig i forskernes konklusion om, at det gav en skævvredet debat. Og bestemt heller ikke i, at ”aviserne i praksis kom til at fungere som talerør for det politiske flertal”.
Som sagt opstod der flere gange uenighed mellem blandt andet Dansk Folkeparti og regeringen, og derfor er det meningsløst at tale om det som om, at der var ”et politisk flertal” undervejs. Desuden gik vi kritisk til de forslag, som kom fra regeringen og såkaldt flygtningeskeptiske danske politikere. Det gjaldt for eksempel i vores dækning af den såkaldte smykkelov, hvor vi blandt andet skrev om eksperter, der advarede mod konsekvensen for Danmarks image. Og afdækkede, at smykkeloven var mere omfattende, end regeringen selv havde fremlagt. Jeg mener, det var kritisk journalistik, som gav læserne mulighed for selv at tage stilling til, hvad de mener.
Det samme, mener jeg, gjorde sig gældende i vores dækning af grænsekontrollen, hvor vi blandt andet afdækkede, at den massive politiindsats ved grænsen havde konsekvenser for politiets mulighed for at prioritere andre opgaver, herunder opklaring af den borgernære kriminalitet.
Derfor giver det ikke mening alene at tælle op, hvilke politikere og partier, som medierne – herunder Morgenavisen Jyllands-Posten – har citeret. Man er nødt til også at se på den kontekst, de er citeret i. Og der viser eksemplerne jo ganske tydeligt, at de ret ofte blev citeret i en kritisk kontekst.