Prøv avisen
Interview

Forskere: Mange mennesker misforstår empatiens væsen

Folk forveksler empati med sympati. Sympati er en slags medfølen med den anden. Empati indebærer, at man er bevidst både om sig selv og den anden. Den kræver, at man indtager et dobbeltperspektiv. Derfor kan den bruges som våben.

Menneskets evne til at sætte sig i andres sted kan også bruges i det ondes tjeneste, viser forskning. Mange har misforstået empatiens væsen, mener professor i antropologi Rane Willerslev

I Vesten er empati et yndet redskab, når velmenende terapeuter og antropologer forsøger at trænge ind i folks livsverden. Men faktisk kan vores evne til at sætte os i andres sted også bruges i det ondes tjeneste, fastslår Nils Bubandt og Rane Willerslev i en ny forskningsartikel.

Nils Bubandt (født 1964) er professor i antropologi ved Aarhus Universitet, hvor han står i spidsen for forskningsprogrammet ”Kontemporær Etnografi”. Han er især kendt for sin forskning i Sydøst-asiens politiske og religiøse forhold. Rane Willerslev (født 1971), professor i antropologi i Aarhus og Oslo, bestyrer Aarhus Universitets Center for Arktiske Studier. Han er især kendt for sin forskning i animisme samt for den folkelige livshistorie ”På flugt i Sibirien”.

De to antropologer ønsker at tage et opgør med idéen om empati som en dyd og efterlyser en mindre ”naiv og lalleglad” forståelse af, hvad det vil sige at være menneske. Kristeligt Dagblad mødte dem til en snak om empatiens mørke side, midt i bylivets summende verden af snyd, bedrageri og laden-som-om.

”Vi arbejder begge med folk, der bruger empati til voldelige formål,” fortæller Rane Willerslev.

Han har forsket i, hvordan jukagirerne, et jægerfolk i Sibirien, bruger en empatisk indlevelse i deres byttedyr som 'jagtteknologi', som han kalder det. Nils Bubandt har derimod specialiseret sig i politisk vold på Molukkerne i Østindonesien.

”Materialet er ret forskelligt,” medgiver Bubandt. ”Tundra og is versus jungle og tropisk klima. Vi sammenlignede vores data, og syntes alligevel, der var et skæringspunkt.”

”Vi mener, at mange mennesker har misforstået empatiens væsen,” forklarer Willerslev.

”Folk forveksler empati med sympati. Sympati er en slags medfølen med den anden. Empati indebærer, at man er bevidst både om sig selv og den anden. Den kræver, at man indtager et dobbeltperspektiv. Derfor kan den bruges som våben.”

Han bakkes op af Bubandt, der i sit feltarbejde løb ind i et grelt tilfælde af instrumentel indlevelsesevne:

”I 1999 opstod der en blodig konflikt mellem kristne og muslimer på Molukkerne. En ukendt gruppe, sandsynligvis muslimske bureaukrater, udgav sig i et brev for at være kristne. Her opstillede de et scenarie for en kristen overtagelse af øerne. Brevet blev distribueret i de muslimske bebyggelser. I forargelse over den tilsyneladende opfordring fra kirken til de lokale menigheder begyndte mange muslimer at angribe de kristne. Nu er det velkendt, at man i optakten til voldsepisoder dæmoniserer den anden. Og sådan en dæmonisering betragtes normalt som noget koldt og kynisk. Men i dette tilfælde var brevfalsknerne nødt til at leve sig passioneret ind i de kristnes verdensbillede, samtidig med at de lige så passioneret hadede de kristne. Her vil jeg skynde mig at tilføje, at de kristne i de efterfølgende optøjer - der varede i 18 måneder og krævede 2000 menneskeliv - ingenlunde stod tilbage i grusomhed.”

”Forbindelsen mellem efterligning - mimesis - og empati er åbenlys,” uddyber Willerslev.

”Det er jo ikke sådan, at man føler empati blot ved at efterligne nogen. Men den empatiske evne aktiveres gennem imitation, som det skete, da de muslimske brevskrivere forsøgte at gengive et kristent perspektiv. Det samme ser man i Sibirien, hvor jægeren forsøger at leve sig ind i dyrets perspektiv. Gennem ritualer og imitation af byttet foregiver jægeren, at dyret får en sexoplevelse, hvorpå det løber ud mod ham. Det sker, ved at man skaber et idealbillede. Dyret bliver forført af sin egen narcissisme. Det samme sker, når en hverdagscasanova scorer en pige i en bar. Han siger lige det, hun selv vil høre. Det er et fiktionsbillede af, hvad hun kunne blive, hvis de kom sammen. Han appellerer til hendes narcissistiske behov for at blive spejlet. På den måde skævvrides empatien.”

”Sæbeoperaer er et andet godt eksempel,” fortsætter Willerslev.

”I det øjeblik du tænder for skærmen, er du fanget af programmets empatiske evne til at forføre. Efter ti minutter sidder du som tryllebundet, selvom du har en kritisk opdragelse og egentlig mener, det er underlødigt“ Filmbranchen bruger 'den mørke side' til at forføre enhver tænkelig seer. Det er et et af de mest magtfulde redskaber.”

Hvis man lever sig ind i et andet menneske udelukkende for at narre, dæmonisere eller forføre vedkommende, er det så overhovedet empati? Burde I ikke kalde det noget andet?

”Moralfilosofferne Adam Smith og John Locke mente, at vi levede i et spændingsfelt mellem egoisme og sympati,” forklarer Bubandt.

”Mennesket var grundlæggende egoistisk. Heldigvis havde man også en social kontrakt, hvor man trods alt ville den anden noget godt. Denne dobbelthed var grundlaget for samfundet. Fra Smith og Locke har vi overtaget en sammenblanding af begreberne empati og sympati. Vi mener, at de to ting er adskilt. Hvis jeg er kriminalefterforsker ved politiet, skal jeg have en evne til at sætte mig ind i, hvordan forbryderen mon har tænkt og ageret. Det betyder dog ikke, at jeg selv er kriminel, eller synes, det er godt, eller vil den anden det bedste.”

De to forskere påpeger begge, at hverdagen er fuld af situationer, hvor sandheden forties eller omskrives af egoistiske og magtrelaterede årsager. Det typiske eksempel er gavegivning. Som sociologen Pierre Bourdieu viste, indebærer enhver gave en forventning om, at modtageren en gang i fremtiden vil gøre gengæld. Men ingen kan italesætte denne forventning, for så bryder det sociale spil sammen. På lignende vis var Bubandts muslimske informanter fanget i et spil:

”De fortalte mig, at de sådan set godt var klar over, at brevet var en forfalskning. Alligevel valgte de at tro på det. Det er et fænomen, man kalder dissimulation, og vi finder det overalt i verden. Her i Danmark ved man måske godt, at det parti man støtter, er fuldt af korrupte mennesker, man dybest set ikke kan respektere. Alligevel stemmer man på dem, fordi det har man altid gjort, eller fordi der ikke er noget godt alternativ. Eksemplet fra Indonesien viser, hvordan dissimulation kan provokere folk til vold. De følte sig mere eller mindre socialt tvunget til at vælge at tro på en virkelighed, de inderst inde godt vidste, var uægte. Brevfalsknernes 'taktiske empati' tror jeg slet ikke, er så usædvanlig; vi ser den blandt andet i de såkaldte nye krige i Afrika, Europa og Asien, hvor parterne udnytter indlevelsens dobbelthed til at opretholde eller endog skabe et billede af en etnisk eller religiøs 'anden'.”

Willerslev følger op:

”Den måde, man traditionelt har forstået ondskab på, er, at den går ud på at objektivisere folk, altså at lave mennesker om til numre. Men i praksis har man gjort det omvendte. Eksempelvis udstyrede nazisterne under Anden Verdenskrig deres bomber med en hylemekanisme med det formål at skabe frygt. Det kræver en indsigt i offerets psykologi. Min påstand er, at ondskaben ikke kan springe over det empatiske stadie. Man opretholder en grænse mellem sig selv og andre, og må sætte sig i den andens sted, inden man kan gøre vedkommende til et nummer i rækken.”

”Det var måske en ringe udviklet empatisk evne, der fik neandertalerne til at bukke under. Med det moderne menneskes fremkomst opstod der et væld af kunst og jagtteknologi. De 30.000 år gamle hulemalerier i Lausanne i Sydfrankrig bærer præg af spyd- og pilespidser. Det viser, at folk har skudt mod dem, som en slags jagtmagi. Man ser noget tilsvarende i udviklingen af fiskekroge med prop. Man skal sætte sig i fiskens sted. Du appellerer til noget i dyret. Empatien giver os magt til at manipulere verden.”

De to forskere er især inspireret af abeforskeren Frans de Waal, der mener, at den biologiske udvikling af indlevelsesevnen har været afgørende for, at individer overhovedet kan forholde sig til hinanden og danne samfund.

”de Waal sammenligner udviklingen med en russisk babusjkadukke,” fortæller Bubandt.

”Den lille dukke i midten er det, man kalder følelsessmitte (på engelsk: emotional contagion). Det ser man, når én fugl letter og hele flokken følger trop, eller når én bavian med lyde advarer de andre bavianer mod en løve, og alle bliver vældigt ophidsede. Både bavianer og fugle har en evne til at 'smittes' af andres adfærd. Den næste dukke i babusjkaen er evnen til at tage en andens perspektiv. Når en abe har noget mad, kan den godt finde på at gemme den for de andre aber. Den kigger væk fra maden, angivelig for at de andre aber ikke skal 'tro', den skjuler noget spændende. Den næste dukke er empati, altså en højere kognitiv indlevelse. Den kan eller kan ikke være forbundet med det moralsk gode. Men vi har den her idé, om at den skal redde os fra undergang og selviskhed og individualisme.”

”Ja, når alting brænder sammen, har vi altid empatien,” istemmer Willerslev.

Har I nogle tanker om jeres empatibegreb i forhold til kristendommen?

”Måske skulle man prøve at læse det kristne budskab mere nuanceret,” foreslår Willerslev.

”Hvordan ville det se ud, hvis empatien har en mørk side? Det gør det sværere at være kristen. Det undergraver ikke budskabet om kærlighed. Men hvis den gode side er inficeret med ondskab, bliver det at være god en langt større byrde.”

”Jeg tror i høj grad, at sympati og empati er fusioneret i kristendommen,” tilføjer Bubandt.

”Jesus døde for vores lidelser. Han satte sig med andre ord i vores sted, og valgte i sympati og forbarmelse at påtage sig al den lidelse. Til gengæld skylder vi ham, at vi kontinuerligt sætter os i hans sted, og gør hans vilje mod os selv. Denne moralisering af indlevelsesevnen har vi både fra kristendommen og den liberale filosofi. Men den står altså i vejen for at forstå alle de små tricks og kneb, som det sociale liv jo også består af.”

Antropolog Rane Willerslev.