Forskere: Hvidhedens største privilegie er at være blind for sig selv

Hvidhedsstudier slog for alvor igennem som et akademisk felt i 1990’erne. I dag har emnet hvidhedsidentitet bredt sig til andre dele af samfundet og lagret sig i sproget. For eksempel tales der igen om race, og det er blevet almindeligt at udpege ”gamle hvide mænd” som nogen, der bør gøres op imod. Erkendelse af hvidhed handler om omfordeling af ubehag, siger forskere

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

Hvis du, kære læser, er hvid, bør det måske få dig til at tænke lidt over, hvor privilegeret du er. Alt for længe har du sikkert gået der og ladet som ingenting, ja måske ikke engang skænket din hvidhed en tanke. Men det kan du ifølge hvidhedsforskningen gøre bedre.

Eller som den svenske hvidhedsforsker Tobias Hübinette formulerer det, er det godt at blive bevidst om, at race nogle gange har betydning, ligesom køn har.

”På grund af historien og den måde de nordiske, europæiske og vestlige samfund ser ud på, er det oftest en fordel at være hvid mand. Et råd er derfor, at man som hvid bliver mere bevidst om, at race indimellem har betydning,” siger lektor i interkulturelle studier ved Karlstads Universitet, Tobias Hübinette.

I hvidhedsforskningen knytter begrebet hvid sig til det neutrale, ’normale’ og det, man ikke behøver at forklare, siger Mathias Danbolt, der er lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

”Hvidhed er en magt, man ikke mærker, fordi dem, der genkendes som hvide, ikke behøver tage stilling til den. Hvidhed gør, at det er komfortabelt at være i et rum og føle sig berettiget til at tale. Men i dag stiller flere med forskellige baggrunde spørgsmål til status quo, ved hvidheden, mandeklubberne og alle de strukturer, som gør det nemmere for nogen at komme til orde end andre,” siger han.

Men hvorfor bruge farve til at kæmpe for lighed?

”Jeg forstår, hvad du mener. Længe har man jo i Danmark haft en farveblindhed, hvor man mente, at talte man ikke om forskellene, var de der ikke. Det har bare vist sig, at forskellene ikke forsvinder på den måde, for så ville vi jo have haft et andet samfund. Så termer som hvidhed og sorthed er ubehagelige i den forstand, at de beskriver grupperingslogik,” siger han.

”Det handler om omfordeling af ubehag. Så det ikke altid er de andre kroppe, de brune kroppe, der skal bære ubehaget. Danskhed knytter sig implicit til den hvide krop, mens kroppe, der ser anderledes ud, bliver ’racegjort’. Så længe man har racistiske logikker, som ’racegør’ nogle kroppe, mens andre forbliver neutrale, må vi tale om farve for at kunne pege på disse processer. Og mange hvide kan blive bedre til at mærke det ubehag, der følger med at blive udpeget som anderledes,” siger Mathias Danbolt.

Også Helle Stenum, lektor i kulturstudier ved Roskilde Universitet, taler om omfordeling af ubehag i forbindelse med en større bevågenhed overfor det at være født hvid.

”Det er ikke dig, der bliver stoppet, hvis du har glemt cykelnøglen og bærer cyklen hjem, eller dig, som bliver tjekket grundigt i lufthavnen. Måske tager du ligefrem ordet først i forsamlinger uden lige at se efter, om der er ikke-hvide til stede, som burde have ordet først? Hvis man ikke synes, at den slags uligheder er i orden i vores samfund, er det en god ting at blive mere bevidst om, hvordan man selv er,” siger hun.

Ifølge Helle Stenum handler det om at ”justere sin oplevelse af virkeligheden” og prøve at forstå, hvordan det er at være ikke-privilegeret, og adspurgt giver hun disse råd med hensyn til, hvad en hvid selv kan gøre:

”Hun kan overveje, om hun i sin egen måde at omtale ikke-hvide er med til at reproducere stereotyper og ekskludere. Hun kan overveje, hvad det er, hun læser i medierne og være mere opmærksom på, om nogen bliver generet i offentlige transportmidler. Overveje, hvad det betyder, at der ikke er mange ikke-hvide i hendes omgangskreds. Hun kan i sin egen læringsproces opsøge steder, hvor hun kan lære mere om forskellen mellem at tilhøre majoriteten og tilhøre en minoritet. Det er vigtigt både individuelt og kollektivt at reagere på, at hvide og ikke-hvide kroppe bliver aflæst forskelligt, for eksempel i det offentlige rum.”

På Roskilde Universitet forsker Rikke Andreassen i hvidhed, og hun peger på de sociale medier, hvor aktivisme spredes hurtigt, som en årsag til, at hvidhed i dag debatteres bredt.

”Det er ikke fordi, hvidhedsdiskussionen er ny, eller at der ikke har været opmærksomhed på det før, men for helt almindelige hvide danskere er der kommet en stigende opmærksomhed på hvidhed, fordi de sociale medier udbreder budskaber hurtigt, og fordi vi har nogle store bevægelser som ’Black Lives Matter’ (amerikansk bevægelse, opstået som en reaktion på blandt andet politifolks drab på sorte, red.). Den udvikling gør, at vi får et stigende fokus på hvidhed,” siger Rikke Andreassen.

Ifølge hende er det er en misforståelse at tro, at det kun er på de højere læreanstalter, der tales køns- og hvidhedsidentitet.

”Man skal ikke være blind for, at det er del af den almindelige humaniorabashing at få det til at lyde som om, at det er nogle få virkelighedsfjerne mennesker, der beskæftiger sig med de emner, men det er meget mere udbredt.”

Mange sager er dog opstået på Københavns Universitet. For eksempel mexikanerhatte-sagen, hvor juridisk fakultet efter tre anonyme klager henstillede til at ændre festtemaer og påtale af, at en underviser i statistik på biologi har brugt eksempler med mænd og kvinder i undervisningen.

”Ja, men hvem er det, der bringer de sager videre? Det er medierne,” svarer Rikke Andreassen, som medgiver, at der på universiteterne i USA og Europa de seneste år har været et fokus på hvidhed.

”Men samtalen om, hvordan vi italesætter minoriteter og køn, foregår også rundt omkring på skoler og i almindelige vennegrupper. At tro, det kun handler om humaniora i København, er at ignorere de utroligt mange mennesker i hele resten af Danmark, for hvem hvidhed spiller en rolle,” siger hun og giver på opfordring nogle eksempler.

”Hvidhed spiller en rigtig stor rolle for både den, der frit passerer gennem en lufthavn og den, der stoppes. Vi som er hvide og har vores rødbedefarvede pas, opdager det bare sjældent, med mindre vi rejser med en sort kollega eller bliver kæreste med en brun mand. Hvidhed spiller ind på alle mulige hverdagspraksisser. Når jeg har glemt nøglen til min cykel og bærer den låst gennem byen, bliver jeg ikke stoppet af politiet, som spørger, om jeg har stjålet den,” siger hun.