Forskere på humaniora har dårlig tid til at forske

En arbejdsmiljøundersøgelse fra Københavns Universitet viser, at især forskerne på humaniora har svært ved at finde tid til at forske

Københavns Universitet, Amager.
Københavns Universitet, Amager. . Foto: Borberg Asger RyØ / Ritzau Scanpix.

Når Carsten Meiner, professor i fransk litteratur, skal have refunderet udgifter fra en konference i udlandet, skal han selv scanne alle bilag og taste oplysningerne ind i et system. Tidligere afleverede han en konvolut til en sekretær, der ordnede rejseafregningen for ham. Den samme historie fortæller Birgit Eggert, der er lektor og navneforsker.

”Mange fra det administrative personale er blevet afskediget i tidligere fyringsrunder, så nu æder administrative opgaver af vores tid. Resultatet er det omvendte af effektiviseringer, for vi bruger de her programmer så forholdsvist sjældent, at det tager uforholdsmæssigt lang tid for os at gøre arbejdet i forhold til en sekretær, der ville være inde i systemet.”

Eksemplet med at bruge tid på afregning af rejser er blot ét tilfælde af administration, der æder af forskernes tid. Sammen med en række andre administrative og koordinerende opgaver sluger arbejdet især af professorer, lektorer og adjunkters tid til at forske.

Det billede bekræfter en arbejdsmiljøundersøgelse blandt de ansatte på Københavns Universitet med al tydelighed. Forskning tager prisen for at være den mest pressede og underprioriterede opgave blandt humanioras videnskabelige personale. Udsagnet: ”Jeg har tilstrækkelig tid til mine arbejdsopgaver” får blandt de ansatte på det humanistiske fakultet i alt 2,6 point ud af maksimalt 5 point. Det er et 0,5 point under gennemsnittet for de ansatte på Københavns Universitet. I alt mener 53 procent af de ansatte på fakultetet, at de er uenige i udsagnet. Ud af i alt 54 spørgsmål vedrørende arbejdsmiljøet er udsagnet den absolutte bundscorer, efterfulgt af ”Jeg har tilstrækkelig tid til at arbejde med mine undervisningsopgaver.”

Det vil sige, at det videnskabelige personale på humaniora oplever, at de har de absolut dårligste vilkår, når det kommer til at udføre jobbets to kerneopgaver. Men forskningen er især udsat, da der ikke er konstante dead- lines.

Peter Harder er professor i engelsk og bekræfter, at forskningen kommer bagerst i køen:

”Forskningen kommer man til, når man har gjort alt det andet, man skal. Undervisning og administration er der en konkret frist på. Forskning bliver udskudt og er en sten i maven i løbet af semestret, hvor man håber, der er tid, når undervisningen er overstået.”

For Birgit Eggert er det hendes professionelle hjerteblod, der konstant må ofres for at indfri alle de andre opgaver.

”Den frie forskning, som ikke er ophængt på noget, som andre er afhængige af, bliver nedprioriteret. Det er ens konstant dårlige samvittighed, og så var det for mit vedkommende også grunden til, at jeg valgte mit fag og retning. Forskning er den opgave, jeg allerhelst ville bruge min tid på.”

På institut for engelsk, germansk og romansk er det videnskabelige personale ifølge undersøgelsen også under pres. Her er tilfredsheden vedrørende ordentlig tid til forskning nede på 2,2 point ud af 5.

Peter Harder forklarer, at problematikken især skyldes nedskæringer i personale, hvor der senest i foråret var en stor fyringsrunde.

”Hvis færre mennesker skal holde butikken i gang, så bliver muligheden for at klemme forskningen ind i en hverdag systematisk ringere. Vi er presset til at holde hverdagsaktiviteterne i gang, og her bliver frirummet, der skal til for at få geniale idéer, mindre og mindre.”

Carsten Meiner fra fransk-studiet på samme institut vurderer, at han bruger en tredjedel af sin tid på undervisning, en tredjedel på administration og en tredjedel på forskning. Fordelingen til forskning er kun så forholdsvis høj, fordi han bruger to-tre timer hver aften på at forske. Han siger dog, at man i universitetsverdenen altid har inddraget sin fritid til at arbejde.

Ifølge prodekan på det humanistiske fakultet, Jens Erik Mogensen, burde det videnskabelige personales arbejdsfordeling være 45 procent til henholdsvis forskning og uddannelse og 10 procent til administration og diverse udvalgsarbejde.

Han fortæller, at man i fakultetets ledelse tager resultaterne vedrørende tiden til forskning fra den nye arbejdsmiljøundersøgelse meget alvorligt.

”At få belyst og gjort noget ved situationen er en af de vigtigste opgaver i den kommende tid. Det er et stort problem, når 53 procent af forskerne giver udtryk for, at de ikke har tilstrækkelig tid til forske.”

Prodekanen forklarer problemet med, at fakultetet siden 2016 har nedlagt omkring 150 fuldtidsstillinger fra både det administrative og videnskabelige personale ud af en stab på 800.

Han mener dog, at der bliver produceret lige så meget god forskning som tidligere. Der er dog en væsentlig bagside:

”Forskningen lider ikke, men forskerne lider. De arbejder for meget og må bruge fritid og ferier. Det er en af vores væsentligste og højest prioriterede ledelsesopgaver at gøre noget ved det. Der skal være tid til god undervisning og tid til at forske inden for en normal ansættelse.”