Valget den 15. september blev historisk ikke mindst fordi landet fik sin første kvindelige statsminister. Det har sat gang i spekulationerne om, hvilken betydning det vil få for måden, landet nu bliver ledet på. Og hvilke emner der vil præge den politiske debat de kommende år.
LÆS OGSÅ: Danske kvinders kringlede vej mod magten
Flere eksperter fra særligt erhvervslivet har peget på, at kvindelige ledere har tendens til at være mere empatiske og bedre til at forhandle. Og at det kan få indflydelse på den førte politik. Fra en række kønsforskere lyder det dog, at det historiske skifte kun vil få symbolsk betydning. Flere piger og yngre kvinder har fået en markant rollemodel, og det højeste glasloft er brudt i forhold til, hvor langt kvinder i Danmark kan nå. Reel politisk forandring kommer der næppe.
Men hvorfor egentlig ikke? Kvindelige statsministre og toppolitikere har i høj grad påvirket dagsordenen i Norge, Island og Sverige, hvor blandet andet kvindekvoter og øremærket barsel for længst er virkelighed. Forklaringen er, at køn og ligestilling stadig ikke er højpolitiserede emner i Danmark, mener Christina Fiig, lektor i køn og europæiske studier ved Aarhus Universitet. De seneste to årtier har emnerne simpelthen ikke været politisk særskilt interessante.
Vi har et særligt forhold til staten i Danmark, hvor det ikke er særlig legitimt, at staten regulerer privatlivet, eksempelvis gennem barselsordningerne. Vi er et mere liberalt og mere individualiseret land end resten af Skandinavien, og derfor bliver kønskortet meget sjældent spillet i politik. Det var meget kendetegnende, at da Lene Espersen forsøgte det ved at prioritere sin familie over et møde med Hillary Clinton, udløste det store protester, siger hun.
Den manglende politiske prioritering ses også i, at der mangler detaljeret statistik over lønforskelle mellem kønnene. Andelen af kvinder i statslige råd, nævn og udvalg er det heller ikke nemt at finde frem til. Mange af tallene eksisterer endda, men ingen efterspørger dem, mener Christina Fiig:
I Sverige definerer toppolitikere sig som feminister. Det ville aldrig ske i Danmark. Rødstrømperne fik institutionaliseret mange af deres krav i 1970erne, men medierne og den generelle debat har efterfølgende været med til at skabe et negativt billede af en feminist. Hvis Helle Thorning spillede kønskortet, ville hun derfor blive alt for sårbar. Hun skal netop bevise, at hun ikke bliver blød i knæene, men kan lede lige så konsekvent som en mand.
På Aalborg Universitet er professor Birte Siim leder af Videncenter for Køn, Ligestilling og Diversitet. Hun fremhæver også, at kønnet i sig selv ikke spiller nogen rolle i dag. Men en kvindelig statsminister har demokratisk betydning, fordi samfundets top nu i højere grad afspejler befolkningens sammensætning. Og sætter man kønsskiftet sammen med et nyt politisk flertal ledet af en rød regering, der traditionelt prioriterer blødere værdier højere end en blå, så kan det meget vel vise sig at få en bredere betydning. Faktisk vil hun blive overrasket, hvis det ikke gør.
Jeg forventer, at en ny regering ledet af Helle Thorning vil sætte mere fokus på kønsperspektivet i lovgivningen. Eksempelvis hvad en ophævelse af efterlønnen eller en nedlæggelse af regionerne vil betyde for henholdsvis mænd og kvinder rammer det skævt, fordi kvinder i højere grad arbejder i den offentlige sektor og mænd i den private? Det samme gælder de 12 minutter. De vil formentlig også tage fat i at få ligeløn gennemført i praksis og være mere positive over for øremærket barsel, siger hun.
Og det er ikke bare fornemmelser. Alle undersøgelser viser, at kvindelige politikere generelt ønsker at prioritere familie- og socialpolitik højere, hvis det stod dem frit for. Det samme gælder i øvrigt i Europa-Parlamentet, påpeger Birte Siim. Nu, hvor hele tre stærke kvindelige partiledere kommer til at dominere de næste års politik sammen med flere stærke kvinder i SF, har de en unik mulighed for at lave alliancer omkring socialpolitiske emner hvis altså de kan blive enige.
LÆS OGSÅ: Ligestilling: Liberal Alliance dumper og Dansk Folkeparti topper
Det er en historisk chance for at sætte ulighed i bred forstand på dagsordenen ikke blot i forhold til køn, men også etniske og sociale grupper. Det er helt rigtigt, at ligestilling ikke er noget, man snakker højt om i Danmark. Men jeg tror faktisk, at det godt kan ændre sig. Vi ved fra flere andre lande, at effekten af en kvindelig statsminister kan have en stærk effekt på flere generationer af kvinder. I Norge siger man, at efter 10 år med Gro Harlem Brundtland som statsminister begyndte de norske drenge at spørge: Kan mænd også blive statsminister? Men lad os nu se, hvad den danske version bliver. Vi er jo anderledes. Og tiden er anderledes.