Når konsulenter på et jobcenter har en langtidsledig siddende over for sig, har det i årevis været sådan, at personens sag blev hentet frem på computerskærmen. Men mens computeren længe har leveret selve oplysningerne om personens uddannelse og tidligere arbejdsliv, er det i stigende grad på vej til at blive sådan, at kunstig intelligens i computeren også kommer med forslag til, hvad der skal ske med den ledige.
Ved hjælp af såkaldte algoritmer — regneforskrifter — er det nemlig muligt at få systemet til ud fra data om borgerens køn, alder, bopæl, uddannelse, indkomst, etnicitet og sygdomshistorik at beregne, hvor længe denne person sandsynligvis vil være i jobsøgnings-systemet. Men ifølge tre forskere fra Københavns Universitet er der etiske alternativer til at håndtere den enkeltes sag beregnet ud fra et generelt politisk mål om hurtigst mulig beskæftigelse.
”Man forestiller sig, at en algoritme kan hjælpe jobkonsulenten med at træffe den rette beslutning, men det kan lige så godt være, at borgerens muligheder ser ud til at være så ringe, at sagen ikke gives de fornødne ressourcer – og i stedet bliver sendt videre. Her er der for hver enkelt menneske et behov for, at der bliver set på sagen med friske øjne,” forklarer Naja Holten Møller, adjunkt på datalogisk institut på Københavns Universitet.
I stedet for at fokusere på den ledige, kan kunstig intelligens bruges til at skabe klarhed, så det bliver lettere for den enkelte at forstå jobcentrets processer.
Sammen med kollegerne professor Thomas Hildebrandt og professor Irina Shklovski har hun publiceret et studie, som viser, at det er muligt så at sige at vende algoritmerne om, så det ikke er mennesket, der skal tilpasses systemet, men så den konkrete jobkonsulent kan påvirke systemet på en måde, så systemet indretter sig efter den enkelte borger. Projektet præsenteres i dag på konferencen NordiCHI 2020.
At det offentlige system kan indsamle alle data om en borger og ud fra dette lade en computer fælde en dom — eller i hvert fald en beregnet sandsynlighed — over, hvilken fremtid på arbejdsmarkedet der venter den enkelte, lyder måske som en science fiction-historie. Men kort inden det seneste folketingsvalg i 2019 fik den daværende VLAK-regering vedtaget en lov, som går en sådan indsamling mulig, og allerede nu har Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering introduceret algoritmer, som skal bruges til at forudsige borgeres risiko for langtidsledighed. Flere eksperter i dataret har imidlertid advaret om det etisk problematiske i, at den enkelte borger på forhånd får et stempel om ”forhøjet risiko for langtidsledighed”.
De tre forskeres projekt handler ikke direkte om denne algoritme, men er gået ud på at udarbejde et alternativ, som har etikken med. Dette er blandt andet sket i samarbejde med Gladsaxe Kommune og virksomheden KMD, der specialiserer sig i it-løsninger til kommunerne.
”Dette arbejde med algoritmer er både et meget nyt område og et meget følsomt område, hvor dialog er afgørende for, at det er forsvarligt at anvende kunstig intelligens i arbejdet med mennesker,” siger Naja Holten Møller og tilføjer:
”Vores projekt går ud på at sikre, at der i arbejdet med borgere, som risikerer at falde udenfor, er et øje for den enkelte og en mulighed for at forankre udviklingen af kunstig intelligens i en faglig tilgang, i stedet for det overordnede politiske mål. Og vi kan se, at det er muligt at forankre dette hos enkelte jobkonsulenter, så algoritmen ikke bare er et færdigt værktøj, der kommer fra oven, men et værktøj, jobkonsulenten kan anvende tilpasset det enkelte menneske.”