De unge er presset i bund, lyder det ofte i medierne. De får stadig flere diagnoser og mere medicin mod psykiske lidelser. De føler sig ensomme og bruger præstationsfremmende stoffer for at kunne efterleve de hårde krav om topkarakterer og social tilstedeværelse døgnet rundt. Men er de bare mere skrøbelige og forvænte end tidligere, eller er forventningerne til dem faktisk større – og deres evner til at håndtere dem mindre?
Det er det hele, siger en række fagfolk, men faktum er, at det er sværere for mange unge at trives, end det var for tidligere generationer, siger blandt andre barndomshistoriker og professor Ning de Coninck-Smith fra Aarhus Universitet:
”Vi glemmer nogle gange, at indtil 1950’erne var det slet ikke vigtigt at komme i skole. I dag er skolen alt, der er ingen alternativer til dette meget institutionaliserede liv, og det har ændret unges evne til at klare sig selv og være livsrobuste. Og det har gjort det svært for de relativt mange, der ikke passer særlig godt til de krav, der følger med sådan et ungdomsliv.”
Alle undersøgelser og statistikker peger i samme retning. Antallet af selvmord er faldet, men ellers er det de seneste 20 år gået den forkerte vej i forhold til omfanget af blandt andet stress, ensomhed, depression og almindelig livstilfredshed. En del unge har også søvnproblemer og spiser stigende mængder hovedpinepiller.
Denne alarmerende udvikling oplever man også hos Børns Vilkår, hvor et stigende antal unge søger hjælp mod netop stress, angst og ensomhed, og det kæder direktør Rasmus Kjeldahl sammen med, at presset for at skulle præstere – på alle mulige fronter – er steget markant de senere år.
”Børn er bedre materielt stillet end tidligere, de møder større forståelse og mere ligeværdighed,” understreger han.
”Men de er samtidig vokset op i en tid, hvor den globale konkurrence har skruet op for de faglige forventninger, og internettet har skruet op for de sociale. Der fødes næsten kun ønskebørn, så forventningerne fra de stolte forældre er også steget. Der har altid været pres på ungdommen, men hvor det tidligere især var elitens børn, der var ramt, er det i dag alle samfundslag,” siger han.
Forklaringen skal ikke blot findes i den mere fremherskende konkurrencementalitet, men også i en række hverdagsstrukturer. Færre børn og unge i dag har fritidsaktiviteter, hvor de bliver en del af et socialt fællesskab, og flere isolerer sig i stedet foran skærme og på sociale medier, der ikke er mere sociale, end at de aldrig kan levere samme nærvær og følelse af at blive set, som virkelige fællesskaber kan. Det påpeger læge og forfatter til flere bøger om børne- og ungdomsliv Vibeke Manniche.
”Ungdommen er blevet mere ensom. Mange spiser ikke engang deres måltider sammen med andre, og med en generelt dalende følelse af at være villet og værdsat af andre i fællesskaber, der rækker ud over en selv, er det sværere at skabe et naturligt højt selvværd. Og uden det skal der mindre til for at knække under det stigende pres,” siger hun.
I sidste ende er det tidens tilgang til opdragelse, vi bør gentænke, mener børnepsykolog Margrethe Brun Hansen. Hun ser 1960’ernes og 1970’ernes opbrud i familiemønstret som den underliggende forklaring på mange af ungdommens udfordringer. For da familielivet begyndte at fjerne sig mere fra barne- og ungdomslivet, tabte vi en afgørende social dannelse af de unge. Den forsøger vi i disse år at indhente ved at kontrollere de unges liv. Alt bliver tilrettelagt og optimeret, og på den måde er der ikke ret meget af livets skole tilbage, siger hun:
”Børn og unge mangler friheden til at få skrammer og lære af dem, for det er sådan, man skaber troen på sig selv. Og den manglende menneskelige kompetence harmonerer dårligt med samfundets øgede krav.”