Prøv avisen

Forskere: Vi kan hjælpe flere med depression - men vi gør det ikke

"Vi er et u-land, hvad angår indsatsen over for psykisk sygdom, og det bliver stadig mere frustrerende at iagttage, at vi bliver ved med at lade alle disse mennesker i stikken,” siger professor og overlæge Poul Videbech fra Psykiatrisk Center Glostrup. Modelfoto. Foto: Nima Stock/ritzau

Alt for mange depressionsramte har det værre, end de kunne have det, men et fokus på hurtige snuptags-løsninger bremser indsatsen, mener professor

Efter 25 års arbejde med at bekæmpe depression gør en af landets førende forskere status. Og den er fuld af torne, for selvom vi i dag ved langt mere om, hvad der forårsager depression, og hvordan vi bedst behandler sygdommen, er antallet af depressionsramte steget, så det i dag er cirka 300.000 voksne danskere. Og hvad værre er: Vi udnytter ikke vores viden til at hjælpe dem, så godt vi kan, siger professor og overlæge Poul Videbech fra Psykiatrisk Center Glostrup.

”Langt størstedelen af de cirka 600 danskere, der tager deres eget liv hvert år, har en depression eller anden psykisk sygdom. Sætter vi ind med forebyggende arbejde gennem efteruddannelse af læger, pædagoger og socialarbejdere, kunne vi reducere det tal med en tredjedel. Så simpelt er det. Det har man gjort i andre lande, men vi diskuterer og famler os stadig frem. Vi er et u-land, hvad angår indsatsen over for psykisk sygdom, og det bliver stadig mere frustrerende at iagttage, at vi bliver ved med at lade alle disse mennesker i stikken,” siger han.

I et stort interview i Kristeligt Dagblad i dag fortæller han om de fremskridt, der er sket, men langer også ud efter en tendens til at fravælge de langsommelige løsninger. Vi venter på et medicinsk vidundermiddel, der kan hjælpe alle, men det kommer ikke. Og imens vælger politikerne de kortsigtede løsninger frem for det lange, seje træk, mener Poul Videbech.

Han får opbakning fra blandt andre formand for Psykiatrifonden Anne Lindhardt. Vi har nu i mindst 10 år vidst, hvilken vej vi skal gå, siger hun, men selvom internationale tal viser, at depression allerede i 2020 vil være den sygdom i den vestlige verden, som koster samfundet allermest, mangler der fortsat en grundlæggende anerkendelse af, at sygdommen skal tages lige så alvorligt som alle andre lidelser.

”Selvfølgelig sker der noget, men der er en generel blindhed, ikke mindst politisk, men også i befolkningen over for psykiske sygdomme, især depression. Fordommene trives stadig og næres af en skævvredet debat om, hvorvidt folk bare skal tage sig sammen,” siger hun.

Også formand for Folketingets Sundhedsudvalg Liselott Blixt (DF) mener, at det psykiatriske område er underprioriteret, præget af brandslukning og styret af en tankegang om, at vi først kan behandle depression, når folk er blevet syge. Hun savner dog, at fagfolkene bliver mere enige om, hvilken retning den forebyggende indsats skal gå i.

”Der mangler penge, retning og tålmodighed i forhold til behandlingen af psykisk syge. Der er ting i gang rundt omkring, men det, vi trænger til, er en stor, samlet indsats – ligesom der har været på kræftområdet,” siger hun.

Når den endnu ikke er kommet, hænger det formentlig sammen med, at vi generelt forholder os forskelligt til fysisk og mental sygdom, selvom de to ofte er tæt forbundet, mener Peter la Cour, sundhedspsykolog og leder af Videnscenter for funktionelle lidelser. Når vi taler om folkesundhed, taler vi om sund kost og motion, ikke om det mentale. Og vi opgør sundhed i leveår, men sjældent i livsværdi. Tidligere tiders åbne fokus på mentalhygiejne er i dag noget, vi er mere blufærdige med, siger han.

”Det er indbygget i hele vores idé om sundhed, at kroppen er uskyldig, mens hjernen er noget, vi hver især har et ansvar for. Den skal vi kunne kontrollere, og kan vi ikke det, er det flovt. Det har gjort det sværere at finde fodslag om at kræve politisk handling.”