Forskere vil undersøge mere efter Grindsted-forurening

Tre undersøgelser skal ifølge forskere give bredere billede af sygdomsforekomst i Grindsted efter forurening.

Siden oktober sidste år har en gruppe forskere kigget på, om der var behov for at undersøge sundheden i Grindsted i Sydjylland yderligere.

Nu er anbefalinger klar. Der anbefales endnu tre undersøgelser. Det oplyser Region Syddanmark i en pressemeddelelse tirsdag.

Arbejdet startede, efter at regionen blev gjort opmærksom på nye tilfælde af nervesygdommen ALS.

Det gav tvivl om, hvorvidt der alligevel var en øget sygdom blandt indbyggerne efter forurening fra blandt andet det tidligere Grindstedværk.

Tidligere har forskerne undersøgt, om der var en øget sygdomsforekomst blandt borgerne. Men det var ikke tilfældet.

Den undersøgelse levede ifølge formanden for den udvidede forskergruppe, Jesper Bo Nielsen, op til formålet.

Tre undersøgelser mere skal dog give et endnu bredere billede af forekomsten af sygdom i Grindsted.

- Det er også vores klare håb, at undersøgelserne vil være med til at skabe mere tryghed, som vi klart fornemmer, at borgerne i Grindsted søger, siger han i meddelelsen.

Den ene skal give regionsrådet en opdatering af den oprindelige undersøgelse af sundheden. Den dækkede årene frem til 2017. Det anbefales, at data frem til 2021 tilføjes.

Det kan også overvejes at gentage opdateringen hvert femte år, lyder det.

Derudover anbefales der også en undersøgelse, der ser på risikoen ved at bo i Grindsted i fremtiden.

Endelig anbefales en undersøgelse, hvor borgere inviteres til at beskrive bekymringer og symptomer til læger.

Der vil også blive lavet en vurdering af de enkelte borgeres udsættelse for konkrete forureningsstoffer.

Undersøgelserne anbefales gennemført så snart som muligt. Men først skal de forbi regionens forretningsudvalg.

Det kommer de, når uddybede projektforslag er klar, efter at de er blevet præsenteret på et borgermøde 3. februar. Først derefter bliver de behandlet i regionsrådet.

Det er ifølge Jesper Bo Nielsen fra forskergruppen afgørende, at borgerne bliver præsenteret for anbefalingerne. Det skal sikre, at forventningerne er blevet afstemt.

- De nye undersøgelser vil både fokusere på sygdomsforekomst, borgernes bekymringer og de stoffer, der befinder sig i miljøet.

- Vi kan ikke på forhånd love, at de nye undersøgelser vil bidrage til mere konkret viden om årsagssammenhænge, siger han i meddelelsen.

/ritzau/