Forskere: Danmarks åbne debatkultur beskytter mod politisk vold

Skoledrabene i Sverige er blot seneste eksempel på en lang historie fuld af politisk motiverede forbrydelser i vores naboland. I Danmark er der næsten ingen tilfælde, og det skyldes formentlig den åbne debatkultur, vores nabolande ellers ofte kritiserer, mener forskere

Folk lægger blomster og tænder lys for ofrene for ”politisk motiveret vold og drab”, som myndighederne kaldte begivenheden i torsdags, hvor en 21-årig mand dræbte to personer på en skole nord for Gøteborg i Sverige. Foto: Adam Ihse/TT/Scanpix

Sverige er igen ramt af politisk motiveret vold og drab. Sådan lød den foreløbige konklusion i går fra det svenske politi, som afviste, at der var tale om terror, da en 21-årig mand i torsdags dræbte to personer og alvorligt sårede to andre på en skole i Trollhättan nord for Gøteborg.

Dermed kan vores naboland føje endnu et eksempel til en tragisk lang liste over vold og drab, som er direkte forbundet med politiske overbevisninger.

Mest kendt er mordene på daværende statsminister Olof Palme i 1986 og daværende udenrigsminister Anna Lindh i 2003. I Danmark skal vi helt tilbage til 1800-tallet for at finde tilsvarende eksempler, og det er ikke helt tilfældigt, mener historiker Lars Hovbakke Sørensen fra Københavns Universitet.

Lidt paradoksalt hænger det sammen med, at svenskernes selvforståelse er tæt knyttet til neutralitet. Igennem historien har Sverige holdt sig fri af de store, internationale konflikter. Man har i stedet lagt vægt på at være afbalanceret, åben og tolerant i sine synspunkter og handlinger.

”Ønsket om ikke at træde nogen over tæerne ligger dybt forankret i svenskerne. Men det gjorde både Palme og Lindh med en meget aktivistisk udenrigspolitik. Og interessant nok også Dag Hammerskjöld, den svenske generalsekretær i FN, hvis død nu også undersøges som et muligt politisk motiveret drab. I Danmark har vi længe haft tradition for at lægge vægt på ytringsfriheden, og derfor skal der langt mere til for virkelig at skille sig ud og provokere nogen i en grad, så de begår vold eller drab,” siger han.

Hertil kommer, at man med en åben, dansk debatkultur giver ekstremister mulighed for at tage toppen af deres frustrationer, påpeger Lars Hovbakke Sørensen. Og det kan virke som en ventil, der er medvirkende til at forhindre, at voldsom tale bliver til voldsom handling.

Samme vurdering har forsker Ann-Sophie Hemmingsen fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS. Især højreekstremistiske grupper har hærget Sverige i årtier. Det samme gælder i Tyskland, hvor debatkulturen også er mere afdæmpet end i Danmark.

Men at der sker politisk motiverede drab netop nu skal samtidig ses i sammenhæng med den seneste udvikling i indvandringen til Sverige. Her forventer man at modtage op mod 190.000 asylsøgere alene i år, hvilket er flere end nogensinde før. Og det har givetvis fået mange højreekstremister til at føle sig truet på deres identitet og eksistens, siger hun:

”Det er meget svært at se drabene som et løsrevet tilfælde, når der samtidig er så mange brandattentater på asylcentre lige nu. Jeg håber, jeg tager fejl, men det ligner, at frustrationerne under overfladen i Sverige nu har nået et punkt, hvor tale bliver til handling. Og det er nemt at frygte, at der vil komme flere tilfælde af politisk motiveret vold eller endda drab.”

Herhjemme er der almen forfærdelse over drabene og drabsforsøgene på den anden side af sundet. Især på de sociale medier er der dog også en udbredt undren over de afdæmpede reaktioner fra de svenske myndigheder. Hvorfor vil man eksempelvis ikke kalde drabene for terror? I Danmark var man ellers hurtige til at bruge netop terrorbetegnelse om drabene i februar ved Krudttønden og synagogen på Krystalgade i København. Er det os, der er for ivrige, eller svenskerne, der er for tøvende, spørges der?

Ifølge Ann-Sophie Hemmingsen er det netop læren fra den lange historie af vold og drab i Sverige, som får de svenske myndigheder til at være tilbageholdende med at bruge terrorbegrebet. For når man definerer noget som terror, sætter det gang i voldsomme bevægelser, hvor det skete og gerningsmændene tillægges en større vægt, end hvis det defineres som hadforbrydelser.

”Terrorbegrebet bruges, når formålet opfattes som værende at sende et budskab til staten, mens 'hadforbrydelse' bruges, når budskabet opfattes som værende rettet mod nogle uden reel magt. Der ligger dermed en form for anerkendelse af forbrydelsens betydning i at kalde den terror, og derfor risikerer man at puste til ilden ved at kalde noget for terror,” siger hun.

Den lektie har svenskerne lært på den hårde måde, men vi er så småt også ved at blive mere tilbageholdende i Danmark, mener Ann-Sophie Hemmingsen:

”Jeg oplevede et skifte i forbindelse med Breiviks drab i 2011, hvor der hurtigt var forskere og andre ude for at sige, at drabene var inspireret af al-Qaida. Hvilket jo viste sig at være helt forkert. Herefter har især forskere virket mere tilbageholdende med at bruge terrorbegrebet, før de nærmere fakta ligger klar.”

Det er endnu svært at afgøre, hvilke varige spor drabene i Trollhättan vil sætte, men der er næppe tvivl om, at begivenheden blot har motiveret de svenske politikere til at blive enige om at stramme landets udlændingepolitik, mener Lars Hovbakke Sørensen.

Drabene vil formentlig også påvirke den generelle debatkultur i Sverige, for allerede nu taler mange svenskere om, at det netop er den afdæmpede debatkultur, som bærer en stor del af skylden.

”Nogle vil selvfølgelig sige: Se, drabene beviser netop faren ved den øgede indvandring. Men min fornemmelse er, at langt flere vil presse på for en mere åben debat, som vi har det i Danmark, så folk ikke behøver begå forbrydelser for at få deres budskaber ud,” siger Lars Hovbakke Sørensen.