Der er flere grunde til, at man har zoologiske haver: Artsbeskyttelse, formidling, forskning og familieunderholdning. Spørgsmålet er bare, om disse grunde i dag er gode nok til at holde vilde dyr i fangenskab.
Den første zoologiske have, der havde til formål at vise offentligheden vilde dyr og samtidig forske i dem, blev åbnet i London i 1828. Flere fulgte, og i Danmark blev Zoologisk Have i København landets første i 1859.
Men efterhånden som viden og tidsånd har ændret sig, må man revurdere konceptet med at holde vilde dyr i fangenskab. Det mener teolog og bioetiker ved Københavns Universitet Mickey Gjerris.
Sammen med hollandske Sabrina Brando, der er direktør i den zoo-rådgivende organisation Animal Concepts, har han netop udgivet en videnskabelig artikel i Journal of Agricultural and Environmental Ethics. Og budskabet er klart: Vilde dyr i fangenskab kan på flere måder sammenlignes med forsøgsdyr i et laboratorium.
”Det er jo ikke for dyrenes skyld, vi holder dem indespærret. Derfor argumenterer vi for at give zoo- og akvariedyr nogle af de samme rettigheder som omfatter forsøgsdyr. Ligesom forsøgsdyr tjener de eksterne mål – altså mål, der gavner mennesket og ikke dem selv,” siger Mickey Gjerris.
Det er da heller ikke ofte, at de artsbevarings-programmer, som zoologiske haver ser som deres fremmeste opgave, resulterer i genudsætning af truede dyr i naturen. Det medgiver formand for Dyreetisk Råd og tidligere videnskabelig direktør i København Zoo Bengt Holst:
”Det er en kompleks affære at sætte dyr ud og det sidste skridt, man tager. Men da det i slutningen af 1960’erne kom frem, at der kun var 150-200 gyldne løveaber tilbage, lykkedes det at få et internationalt avlsprogram i gang, og i 1983 genudsatte man de første i Brasilien. Den bestand er vokset til omkring 3500, og det viser, at de zoologiske haver tog opgaven på sig.”
Forudsat at zoologiske haver arbejder på et videnskabeligt grundlag, er gen-arbejdet altså ikke et etisk figenblad for at vise vilde dyr frem, mener Bengt Holst.
”Men der er alt for mange zoologiske haver, der bare snakker om naturbevarelse for at skaffe sig et eksistensgrundlag. Og ja, de findes også i Danmark, ingen nævnt, ingen glemt,” siger han.
Hvis målet er at bevare en genetisk levedygtig bestand af truede dyr, som engang kan genudsættes, er der også det problem, at flere arter har udviklet en anden fysiognomi i fangenskab, mener Mickey Gjerris.
”Løver, for eksempel, er blevet fodret op på en diæt, så de ikke længere passer til den natur, de kommer fra,” siger han og henviser til en undersøgelse fra 2014, som viser, at zoo-løver har udviklet mindre kranier end deres vilde artsfæller.
Ud over at være frataget deres habitat og levemåde, foretages der også forskning på zoo-dyr. En stor del af den er rettet imod at blive klogere på naturbevarelse, men der er også tale om deciderede forsøg til fordel for mennesker. For eksempel i forbindelse med blodtryksforskning, hvor giraffer bedøves og testes, fordi de, til forskel for mennesket, er gode til at regulere deres blodtryk.
”Også derfor er det relevant at se på, om man ikke kan bruge de samme overvejelser i forbindelse med zoo-dyr, som man har med forsøgsdyr,” siger Mickey Gjerris og henviser til de principper for menneskets eksperimenter på dyr, der blev blev sat på skrift af forskerne Russel og Burch i 1959.
De to britiske zoologers landvinding for forsøgsdyr kan opsummeres i tre R’er: Replacement (er det muligt at finde en anden løsning, skal man det), Reduction (antallet af individer begrænses) og Refinement (forholdene skal være så gode som muligt).
Og selvom Bengt Holst ikke mener, man kan sammenligne forsøgs- og zoo-dyr, er han enig i, at zoologiske haver skal forsøge at ramme de tre R’er.
”Gennem de seneste 30-40 år har vi for eksempel reduceret antallet af arter i Københavns Zoo kraftigt. Det seneste eksempel er ulvene, tidligere udfasede vi de store rovfugle, fordi vi ikke kunne holde dem på en værdig måde, og gorillaerne kom til Givskud. På den anden side skal man være opmærksom på, at når man vil lave en reservebestand, kan man ikke udskifte en art med en anden,” siger han.
Vel har dyrene i zoologiske haverikke deres frihed, men de får maden serveret, får dyrlægehjælp og bliver sjældent lemlæstet af andre dyr. Så har de det ikke meget godt?
”Det er i hvert fald en fortælling, som zoologiske haver og akvarier har været rigtigt gode til at formidle,” svarer Mickey Gjerris og fortsætter:
”Det er lidt som at være i fængsel. Man sulter ikke, der er en læge til stede, og man bliver ikke revet i stykker af sine medfanger.”