Forskeren har mistet sin status som folkehelt

Selvom antallet af forskere er vokset eksplosivt, er forskeren gledet i baggrunden som helt og autoritet. Den geniale ener er erstattet af store hold af specialister, og der er i tiden så mange bud på ekspertise i omløb, at det kan være svært at genkende den videnskabeligt funderede

Mange forskere er i dag anonyme og er i stedet blevet erstattet med et helt hold af specialister. Enkelte skiller sig dog ud, som for eksempel Eske Willerslev, der er professor ved Københavns Universitets Center for Geogenetik.
Mange forskere er i dag anonyme og er i stedet blevet erstattet med et helt hold af specialister. Enkelte skiller sig dog ud, som for eksempel Eske Willerslev, der er professor ved Københavns Universitets Center for Geogenetik. Foto: Astrid Dalum/ritzau.

Enhver, der får en dansk 500-kroneseddel i hånden, får samtidig et billede af den mest arketypiske videnskabsmand, Danmark har fostret. Atomfysikeren Niels Bohr, der modtog Nobelprisen i 1922, var vidt berømt og respekteret i sin samtid, og endnu i nutiden skatter vi ham så højt, at han i pålydende værdi kun overgås af Solvognen og Storebæltsbroen på 1000-kronesedlen.

Men selvom vi i årene siden Niels Bohrs død i 1962 har fået mange flere forskere, og forskerne har fået mange flere penge, er det i dag svært at få øje på forskere, der er lige så oplagte kandidater som motiv på fremtidige pengesedler. Ifølge en række iagttagere står billedet af forskeren som helt og autoritet nemlig svagere.

”Der er de seneste 50 år sket en ekstrem specialisering af forskningen, som gør, at den kan være vanskelig at forstå. Samtidig lever mange forskere i deres egen lukkede verden, hvor det, der tæller, er omtale i videnskabelige tidsskrifter. Det betyder ofte, at forskeren som person bliver mere anonym, og at borgere, patienter, forældre, politikere, embedsmænd og medier har svært ved at finde frem til den person og den viden, som er videnskabeligt funderet,” siger David Budtz Pedersen, professor i videnskabskommunikation ved Aalborg Universitet.

Han peger på, at en hel række forhold omkring måden, hvorpå forskning bliver bedrevet, finansieret og kommunikeret i dag, har sløret offentlighedens udsyn til den enkelte forsker i forhold til Niels Bohrs tid, hvor beslutningstagere endnu ikke så midler til forskning som en afgørende investering i landets konkurrenceevne:

”I dag ses forskning som alt for vigtig til at overlade til forskerne selv, og siden midten af 1990’erne er der sket en udvikling, hvor videnskab har tabt til teknologi. Det har samtidig ændret idealbilledet af forskeren fra den ensomme atomfysiker, der står ved den grønne tavle og forklarer sine tanker om verdens indretning, til et mere entreprenørielt ideal.”

Ifølge Kasper Risbjerg Eskildsen, lektor, ph.d. i videnskabshistorie ved Roskilde Universitet, er forskning blevet stadigt mere anonymiseret, lige siden de studerende i 1830’erne blev trænet i at bruge ens metoder. Udviklingen mod det, man på tysk kalder ”Groβwissenschaft” og på engelsk ”Big science” udvandede, hvem der skulle tage moralsk ansvar, når for eksempel tyske forskere udviklede giftgas under Første Verdenskrig og et stort hold forskere i Manhattan-projektet under Anden Verdenskrig skabte atombomben.

”Atombomben viste, at det, videnskaben skaber, ikke nødvendigvis er godt. På den vis mistede videnskabsmanden endegyldigt sin tidligere status som en moralsk autoritet,” forklarer han.

I dag er der så megen viden og så mange meninger i omløb, at det kan være svært for borgerne at finde og anerkende det, der virkelig har substans og gyldighed ud over nuet, mener Timme Bisgaard Munk, direktør og chefredaktør for netmediet Kommunikationsforum.

”Vores anerkendelseskultur er meget fanget i et nutids-glimt. Den er meget fokuseret på, hvem der lige netop nu er berømt og har noget at bidrage med,” siger Timme Bisgaard Munk, som i et debatindlæg i Berlingske i 2014 omtalte videnskabsmanden som ”den glemte helt”.

Han mener, at nutidens helte i stedet er sportsmanden, mesterkokken, YouTube-stjernen og iværksætteren. Og vel at mærke den iværksætter, der sælger sit firma og får maksimal profit ud af det, snarere end den, der holder fast i livsværket. Men han tilføjer, at forskermiljøet selv bør gøre mere for at blive bemærket og anerkendt.

”Hvis videnskabsmændene gemmer sig i deres peer review -hule og kun snakker med tre andre i Kina om noget hemmeligt, så er det jo andre, der går ind og udnytter det hul og spiller på den bane. Og så bliver det kendis-idioti og von hørensagen,” siger Timme Bisgaard Munk

Ifølge Kasper Risbjerg Eskildsen er der dog endnu nogle, som skiller sig ud fra mængden af dygtige, men anonyme danske forskere:

”Der er forsat videnskabsfolk som Holger Bech Nielsen og Willerslev-brødrene, som er offentlige figurer. Vi vil nemlig stadig gerne have nogen til at fortælle os, hvordan verden hænger sammen. Nogle videnskabsfolk får stjernestatus, fordi de på sammenhængende vis kan give os sådanne svar.”