Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) vil ikke gå ind og styre og dirigere forskningen. Og hun har ikke tænkt sig at bryde med noget armslængdeprincip.
Men hun vil gerne appellere til, at den migrationsforskning, som for en uges tid siden kom under heftig beskydning fra både politikere og forskere, sørger for at levere relevant viden. Og hun vil også gerne minde om, at armslængdeprincippet ikke kun går fra politikere til forskere.
”Vi skal ikke fra politisk hold ind og blande os i forskningskonklusionerne. Men armslængdeprincippet går begge veje, så man skal heller ikke som forsker sidde og tro, at man skal agere politisk med sin forskning. Så har man misforstået opgaven,” siger Ane Halsboe-Jørgensen.
Anledningen til interviewet med ministeren er de beskyldninger mod universiteternes forskning i migration, som en reportage i Weekendavisen fra Nordens største konference for migrantforskere i Helsinki og den efterfølgende debat her i avisen har affødt.
I Kristeligt Dagblad i fredags kaldte politikerne Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF) den danske migrationsforskning for blandt andet ”pseudovidenskabelig” og ”venstredrejet identitetspolitisk aktivisme”.
To forskere inden for feltet, Henriette Frees Esholdt, dansk terrorforsker ved Lunds Universitet i Sverige, og Sofie Danneskiold-Samsøe, som forsker i vold i etniske minoritetsfamilier ved Københavns Professionshøjskole, supplerede med at påpege, at forskningen er teoretisk ensporet og i høj grad fokuserer på at påpege racisme alle vegne.
Ane Halsboe-Jørgensen fortæller, at hun skam er opmærksom på de identitetspolitiske strømninger i forskningsmiljøet og understreger, at det er vigtigt, at der ikke er ét perspektiv, som bliver for dominerende.
”Vi skal være meget opmærksomme på, om nogle strømninger bliver så stærke, at de lukker ned for andre perspektiver. Et for ensidigt fokus gør både vores offentlige samtale og vores demokrati fattigere,” siger hun.
Hun er dog ikke parat til at gå så langt som hendes franske kollega, minister for videregående uddannelser Frédérique Vidal, der har anklaget de franske universiteter for at være ”gennemsyret af islamo-gauchisme” – et venstredrejet syn på islam.
”Jeg har ikke forudsætninger for at kaste en lignende dom over et helt forskningsfelt herhjemme. Men det er ikke det samme som at sige, at der ikke kan være eksempler på forskning, hvor jeg tænker, at det er skudt helt ved siden af i forhold til, hvordan jeg selv ser verden,” siger hun.
Kan du give et eksempel på det?
”Hvis man omtaler genopdragelsesrejser som noget, der ’potentielt kan åbne op for et eventyr, en følelse af sikkerhed og lighed samt nye muligheder for både børn og voksne’, så er man ikke bare langt, men kilometervis fra mit politiske ståsted,” siger hun med henvisning til en norsk forsker, der gjorde netop det på konferencen i Helsinki.
Og hvis forskernes konklusioner er for afkoblede fra den virkelighed, politikerne skal agere i, så ender forskningen med ikke at kunne bruges til særlig meget, mener hun.
”Vi trækker på forskning i alle dele af, hvad vi laver politisk, og vi vil meget gerne bruge den til at blive klogere. Men hvis der er hele forskningsmiljøer, der ligger for langt fra, hvad der er den gængse opfattelse hos et bredt flertal i Folketinget, så bliver forskningen bare ikke særlig relevant for os,” siger Ane Halsboe-Jørgensen.
Hun afviser, at det at have en politisk holdning til forskningskonklusioner udfordrer forskningsfriheden eller bryder med armslængdeprincippet.
”Jeg kan have virkelig mange politiske holdninger til de her forskningsresultater, og det vil jeg påberåbe mig ret til at have. Men det er ikke det samme som at påberåbe mig ret til at fyre de forskere, der sidder og laver det, eller direkte blande mig i, hvad der forskes i. Så det er en balance. Jeg mener også, der ligger et ansvar hos vores forskningsmiljøer i at være relevante.”
Er det relevant at tale om, at vi lever i et ”hvidt overherredømme”, som det blev gjort på konferencen i Helsinki, eller at anbefale koranundervisning som værn mod social kontrol, som forskerne bag den omdiskuterede RUC-rapport ”Magt og (m)ulighed” gjorde?
”Jeg deler i hvert fald ikke præmissen om, at vi lever i et hvidt overherredømme, og hvis alt forskning på feltet ser sådan på det, så har vi en udfordring. Og jeg mener også, at der i så fald er brug for, at vi har en diskussion om det.”
Hun påpeger igen, at hun ikke skal sidde og være smagsdommer over, hvad der må forskes i. Men hun siger samtidig, at hvis man i forskningsverdenen vil undgå diskussioner, hvor politikere mener, der er behov for indblanding – som det er tilfældet med Henrik Dahl og Morten Messerschmidt – er det nødvendigt med en grad af selvjustits blandt forskerne:
”Hvis vi politikere ikke skal blande os, så skal de heller ikke bedrive aktivisme og politik med deres forskning. På den ene side må forskningen gerne være nysgerrig og provokerende, men på den anden side skal det have en objektivitet og en kvalitet for overhovedet at kunne kaldes forskning. Det er universitetsledelsernes ansvar at sikre, at forskningen har den kvalitet.”
Men I må som politikere vel også gerne stille nogle krav til, hvad samfundet får for de 24 milliarder offentlige kroner, der på finansloven er afsat til forskning i år?
”Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at der bliver bedrevet uendeligt meget vigtig forskning i Danmark, og det er en af hjørnestenene og en del af fundamentet i vores demokrati. Når mine kolleger og jeg beder befolkningen om at betale skat og bruger en del af de penge på offentligt finansieret forskning, så skal forskningen både have en vis relevans for vores samfund og en vis kvalitet. Det har forskerne en pligt til at levere.”
Men hvis de ikke lever op til den forpligtelse, kan I så blive nødt til at gribe ind? Kunne I for eksempel finde på at sige, at vi simpelthen ikke kan have forskning, der tager udgangspunkt i, at vi lever i et ”hvidt overherredømme”, hvilket nok også de færreste i den befolkning, som i sidste ende finansierer forskningen, kan genkende?
”Jeg vil ikke gøre mig til dommer over hvert enkelt forskningsprojekt, men jeg vil gerne appellere til, at man i vores forskningsmiljøer bestræber sig på at bidrage med noget relevant og med ny viden til samfundet.”
”Det er en særskilt opgave og et stort ansvar, når man får 24 milliarder kroner fra det offentlige. Samtidig kan man heller ikke sætte to tykke streger under, at al forskning i landet skal have stor nytte for hver enkelt dansker. Det er heller ikke al forskning i medicin eller grøn omstilling, der kommer noget ud af. Sådan er det med forskning. Men som samlet billede kan man godt insistere på, at forskerne har øje for at bringe samfundet relevant viden.”