Forslag om at beslaglægge flygtninges værdier vækker opsigt

I både USA og Europa giver lovfor-slaget om at konfiskere flygtninges værdigenstande medieomtale

”Mennesker, der kommer til Danmark på flugt fra krig og fordrivelse, vil af Lars Løkke Rasmussens regering (V) blive bedt om at gå til kassen allerede ved ankomsten,” skriver Spiegel Online.
”Mennesker, der kommer til Danmark på flugt fra krig og fordrivelse, vil af Lars Løkke Rasmussens regering (V) blive bedt om at gå til kassen allerede ved ankomsten,” skriver Spiegel Online. . Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Regeringens forslag om, at politiet skal kunne beslaglægge flygtninges værdigenstande ved ankomsten til Danmark, vækker opsigt over hele verden.

Det ansete tyske magasin Der Spiegel bragte allerede nyheden i sin netudgave den 11. december, dagen efter offentliggørelsen af lovforslaget.

”Mennesker, der kommer til Danmark på flugt fra krig og fordrivelse, vil af Lars Løkke Rasmussens regering (V) blive bedt om at gå til kassen allerede ved ankomsten,” skriver Spiegel Online.

I torsdags bragte den amerikanske avis Washington Post historien under titlen ”Danmark vil konfiskere smykker og kontanter fra flygtninge”, og siden er sagen blevet taget op af en række andre medier i både USA og Europa. Ifølge de udenlandske mediers fremstilling har Danmark nogle af verdens mest restriktive flygtningelove.

”Danmark styrker endnu en gang bestræbelserne på at undgå at tage imod de flygtninge og migranter, der ønsker at søge om asyl,” skriver det portugisiske magasin Expresso.

Det amerikanske magasin Time pointerede i sin netudgave i går, at ”hvis loven vedtages, vil det være landets seneste forsøg på at afskrække de syriske flygtninge fra at søge beskyttelse inden for dets grænser. Danmark har også skåret i hjælpen til nyankomne flygtninge og indrykket en annonce i en libanesisk avis for at afskrække potentielle migranter fra at forsøge at nå frem til landet”.

Gratisavisen 20 Minuten sammenligner i sin schweiziske udgave den danske flygtningeindsats med den svenske og peger på, at Danmark hver dag tager imod 200 flygtninge og regner med at modtage i alt 25.000 flygtninge i år.

”Det svarer til en tiendedel af det antal, nabolandet Sverige har modtaget,” skriver 20 Minuten.

I Østrig peger dagbladet Kronen Zeitung på, at også Sverige har strammet sin flygtningepolitik, men understreger, at ”Danmark er kendt for at have den strengeste asyllovgivning i Nordeuropa. Nu skal asylsøgerne også selv betale for deres ophold,” skriver Kronen Zeitung og forklarer, at ”derfor skal politiet have lov til at beslaglægge deres værdigenstande”.