Prøv avisen

Forslag om forbud mod omskæring vil blive nedstemt. Alligevel bliver forslaget fremsat

SF, Enhedslisten, Nye Borgerlige, Alternativet og Liberal Alliance går alle ind for et forbud. Men Socialdemokratiet og Venstre vil ikke stemme for forbuddet. Dermed er det ikke sikkert, at forbuddet bliver til noget. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Løsgænger Simon Emil Ammitzbøll-Bille ved godt, at der ikke er flertal for forslag om forbud mod omskæring, men fremsætter det for debattens skyld

Den danske befolkning er ikke i tvivl. 9 ud af 10 danskere mener, at omskæring af drengebørn under 18 år bør forbydes.

Det viser en meningsmåling foretaget af Megafon i september. Og løsgænger i Folketinget, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, er heller ikke i tvivl, og derfor har han fremsat et beslutningsforslag, der vil forbyde omskæring af drenge af ikke-medicinske årsager, hvis de er under 18 år. Forslaget førstebehandles i Folketinget i morgen.

Dog har Folketingets to største partier, Venstre og Socialdemokratiet, tidligere meddelt, at de ikke vil støtte et sådant forslag, og dermed er det sikkert og vist, at der ikke bliver tale om et forbud. Så hvorfor lader Simon Emil Ammitzbøll-Bille ikke forslaget falde, når han ved, at det ikke er muligt at få det nødvendige flertal?

”Hvis der er noget, der er svært for folketingspolitikere, så er det at blive tvunget ned i salen og skulle stemme for noget, de faktisk ikke selv mener. Jeg tror på, at det vil hjælpe at få gang i debatten og få en afstemning. Det kan godt være, at vi ikke får et forbud i 2020, men måske engang i 2023,” siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der som tidligere medlem af Liberal Alliance har været økonomi- og indenrigsminister.

For Simon Emil Ammitzbøll-Bille er målet med et forbud at sætte en stopper for det, han kalder en ”krænkelse af små drengebørns kropslige integritet”. Hvis et forbud blev stemt igennem, ville Danmark være det første land i verden til at forbyde religiøs omskæring af drenge under 18 år. Og det ville være positivt, mener han:

”Hvis ikke et af de mest moderne lande i verden, som om nogen har sat menneskers rettigheder på dagsordenen, skulle være foregangsland, hvilket land skulle så?,” spørger politikeren, som ikke køber argumentet om, at et forbud vil gøre det umuligt at leve som jøde i Danmark.

”Det er en påstand, at et forbud vil få jøderne til at flygte ud af Danmark. Derudover mener jeg, at det er et retorisk trick, som skal prøve at tilsmudse tilhængerne af drengebørns rettigheder og fremstille dem som hele eller halve antisemitter,” siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Modsat stilleren af forslaget mener retsordfører i Socialdemokratiet Jeppe Bruus, at der ikke er noget positivt ved at være det første land, der laver et forbud, da det vil sende et signal om, at Danmark ikke tager hånd om landets jøder.

Han understreger, at partiet grundlæggende mener, at der skal være en medicinsk begrundelse for omskæring af drenge under 18 år. Når Socialdemokratiet alligevel ikke vil støtte et forbud, handler det om historien.

”Vi har lovet jøderne efter Anden Verdenskrig, at der ikke igen må komme en situation, hvor jøderne ikke kan føle sig fuldt og helt som en del af vores samfund,” siger han.

Dermed vejer den historiske bagage tungere end drengenes mulighed for samtykke.

”Det er et spørgsmål, der er fuld af dilemmaer, men der er altså andre faktorer i spil, hvorfor vi ikke kan støtte et forbud,” siger Jeppe Bruus.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstre, men partiets formand, Jakob Ellemann-Jensen, har tidligere udtalt, at han bakker Socialdemokratiet op.

SF, Enhedslisten, Nye Borgerlige, Alternativet og Liberal Alliance går alle ind for et forbud.