Moskéer, som modtager donationer fra lande som Qatar og Saudi-Arabien, fik i sidste ende den socialdemokratiske regering til at sætte foden ned.
Den har indgået en aftale med Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance om at indføre en forbudsliste, der skal bremse udenlandske donationer fra organisationer og personer i en række antidemokratiske lande til trossamfund i Danmark.
Som reaktion herpå har Alternativets kirkeordfører, Sikandar Siddique, præsenteret sit bud på, hvordan man kan komme den udemokratiske indflydelse til livs uden at gøre brug af et forbud. Han mener, at man bør lade sig inspirere af Norge, hvor man i stedet for at betale kirkeskat fordeler midlerne mellem trossamfund på kommunalt plan baseret på deres medlemstal for på den måde at sikre trossamfundenes økonomi.
”At tilbyde vores trossamfund den service, som i dag kun gælder folkekirken, vil sikre, at vi ikke påvirkes udefra,” sagde han i lørdags til Ritzau.
Siddiques forslag har allerede mødt en del kritik, også fra regeringen, der fortsat mener, at et forbud vil være den bedste løsning.
Alternativets udspil bliver fra flere fronter anset som værende et voldsomt indgreb, men så banebrydende er forslaget ikke nødvendigvis. Lisbet Christoffersen, der er kirkeretsforsker ved Roskilde Universitet, påpeger, at den norske model bringer tankerne tilbage til en debat, som vi allerede har haft én gang på dansk grund.
”I 1920 diskuterede man, om staten stadig skulle støtte folkekirken økonomisk. De, der hidtil havde været kirkeejere, overgav på dette tidspunkt kirkerne til menighedsrådene, og man begyndte at diskutere præsternes lønninger, da de ikke længere kunne leve af præstegårdene. Det afgørende argument for at indføre kirkeskatten, som dengang kom fra Socialdemokratiet, var, at man var nødt til at sørge for kirkernes økonomi, hvis man ville undgå radikalisering,” forklarer Lisbet Christoffersen.
Socialdemokratiets logik var dengang, at det uden penge ville blive dem, som var parate til at gå længst og betale mest for deres tro, der ville komme til at lede kirken.
Man frygtede derfor, at de mest ekstreme kristne trossamfund ville tage styringen, og denne logik er ifølge Lisbet Christoffersen også relevant i forhold til den ydre trussel, som de muslimske trossamfund i dag oplever i form af udenlandske donationer.
”Socialdemokratiet bør gå tilbage i deres egne annaler og undersøge, hvad det var, der drev dem til at blive kirkestøttende. Jeg kan simpelthen ikke forklare, hvorfor man i Danmark ikke har ladet sig inspirere af Norge.”
Argumentet for at sikre trossamfundenes økonomi og undgå radikalisering er ikke gået helt i glemmebogen, siden Socialdemokratiet fremførte det for 100 år siden.
Eksempelvis advokerede den nu afdøde tidligere formand for Det Etiske Råd, Erling Tiedemann, flere gange for at lade andre trossamfund blive finansieret gennem en form for kirkeskat. Men hos Socialdemokratiet, hvor idéen oprindeligt blev født i 1920, forholder man sig kritisk.
”Man må huske på, at den kontekst, som kirkeskatten blev indført i, er en helt anden end i dag. Meget har ændret sig i løbet af de seneste 100 år,” siger Socialdemokratiets kirkeordfører, Julie Skovby.
Hun påpeger desuden, at medlemmer, der betaler til andre trossamfund i Danmark, har mulighed for at få fradrag i skat, og at den norske model af den grund ikke er fuldstændig anvendelig i en dansk kontekst.