Prøv avisen

Forsoning mellem offer og gerningsmand har svære kår

Tegning: Rasmus Juul

Selvom der ikke kan måles en effekt af mødet mellem offer og gerningsmand, har loven været det hele værd, siger SF’er bag konfliktrådsordningen. Men det var måske for optimistisk, hvis man troede, at gerningsmanden fik noget ud af det, siger anklager

Det havde været en lang og sej kamp, måtte man forstå, men det endte som en glædens dag, mente politikerne.

Den 27. marts 2009 enedes det samlede folketing om et værdipolitisk nybrud i dansk retspleje. Efter årelange diskussioner, forsøgsprojekter i flere politikredse samt skelen til udenlandske erfaringer stemte politikere med både liberale og konservative syn på straf for L158: Forslag til lov om konfliktråd i anledning af en strafbar handling. Dermed var mødet mellem et offer og en gerningsmand nu blevet et landsdækkende og permanent tilbud.

Frem til udgangen af 2017 er der blevet gennemført 4744 konfliktråd om særligt voldssager, og det glæder Meta Fuglsang. Hun var SF’s ordfører tilbage i 2009 og har været en af de fremmeste fortalere for konfliktrådene. Sammen med sit parti foreslog hun endda, at konflikt-rådene blev et alternativ til straf. Det forslag fik dog en kold skulder.

”Jeg tænker stadig, at det var rigtigt at indføre konflikt-råd,” siger hun.

Når det er interessant at spole tiden tilbage til indførelsen af konfliktrådene, skyldes det, at virkeligheden har artet sig noget anderledes, end både politikere og eksperter forestillede sig i 2009. Kriminolog Flemming Balvig udtalte eksempelvis, at konfliktråd var et sikkert middel til at nedbringe kriminalitet, mens det fra politikere som daværende justitsminister Brian Mikkelsen (K) lød, at ”forurettede får bearbejdet den vrede og den angst, som den kriminelle handling kan have medført.”

Problemet er blot, at antagelserne ikke holdt vand. Først konkluderede Justitsministeriets Forskningskontor i 2016, at deltagelse i konfliktråd ikke hindrede kriminelle i at begå ny kriminalitet, og for nylig viste en rapport fra samme instans, at der heller ikke blandt ofrene kunne påvises en positiv effekt i forhold til mindsket brug af blandt andet psykologer.

Trods det mener Meta Fuglsang ikke, at permanent- gørelsen, der trådte i kraft i 2010, var en fejl, der bør give anledning til at revurdere konfliktrådsordningen.

”Egentlig ikke. Min nysgerrig går snarere på, hvad vi har fundet ud af med kon-fliktrådene indtil videre, og om vi kan trække på de erfaringer, vi har gjort. Min oplevelse er, at tonen omkring kriminalitet er blevet skærpet, og at vi er gået længere væk fra den forebyggende tankegang i forhold til kriminalitet. Og for mig handler det også om den tankegang og det menneskesyn, vi har i forhold til kriminalitet og straf,” siger Meta Fuglsang.

Konfliktrådene symboliserer da også mere end blot den tilføjelse til retsplejeloven, som det på papiret er. ”Et halvt skridt imod et anderledes retssystem”, beskrev juraprofessor Eva Smith det som i 2010.

Hun er en af de forskere, som har været mest positiv i forhold til konfliktrådenes effekt. Ved flere lejligheder har hun understreget, at konfliktrådene ”virker,” og kort efter, at konfliktrådene trådte i kraft i 2010, beskrev hun konfliktrådene som ”en klar styrkelse af offerets rolle og retsstilling”. Hendes positive tilgang skyldtes blandt andet, at lignende forsøg i Norge og England havde haft en positiv effekt.

”Derfor undrer det mig også, at det slet ikke har haft nogen effekt på de kriminelle, for vi ved jo fra vores egen børneopdragelse, at det virker, hvis man fortæller sine børn, at den ugerning, de gør, er forkert. Desuden har jeg haft kendskab til konkrete eksempler, hvor konfliktrådene har haft en meget stor virkning. Men måske skyldes det, at vi griber det anderledes an end i de lande, hvor det har en positiv effekt,” siger Eva Smith.

Heller ikke Britta Kyvs- gaard, forskningschef i Justitsministeriets Forskningschef, vil forkaste konfliktrådene, selvom de ikke har en målbar effekt. I den omtalte rapport fra forskningsrapport fra i år vurderer hun i stedet, at den manglende effekt af konfliktrådene skyldes den metode, der er brugt til at undersøge mødet mellem offer og gerningsmand. Det understregede hun også over for Information forleden.

”Vi kan sige, at det ikke har nogen effekt i forhold til de parametre, vi har målt på. Men det kan konfliktmægling sagtens have på andre parametre, som vi bare ikke har haft mulighed for at undersøge,” sagde hun.

Trods gentagne henvendelser er Britta Kyvsgaard ikke vendt tilbage på Kristeligt Dagblads forespørgsel om et interview. Heller ikke professor Flemming Balvig, som med sine forsikringer om konfliktrådenes effekt var medvirkende til, at de blev gennemført, er vendt tilbage, trods gentagne henvendelser.

Der var imidlertid også fagfolk, som advarede imod brugen af konfliktråd. Det gjaldt blandt andre professor Ask Elklit, som var leder af Videnscentret for Psykotraumatologi. Til psykologernes fagmagasin Psykolog Nyt anbefalede han i 2010, at man bør være meget påpasselig med at sætte et offer over for sin gerningsmand. Særligt hvis der ikke er lavet en grundig psykologisk undersøgelse af gerningsmanden.

”Det er tit karakterafvigende typer, der begår overgreb som voldtægt og grov vold. Det kan være svært at gennemskue, om de reelt angrer forbrydelsen. Hvis de udviser en empati, som ikke stikker så dybt eller måske endda er det rene spil for galleriet, så kan offeret risikere at blive taber endnu engang,” sagde han.

Samme erkendelse har anklager og fungerende advokaturchef, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Skipper Pelle Falsled, gjort sig.

”Man kunne have håbet på, at gerningsmanden ville sige til sig selv, at ’det var frygteligt, hvad der var sket’, når han mødte offeret. Men det var måske også for optimistisk, hvis man havde den idé om det,” siger han.

Han var i 2008 leder for Nationalt Forebyggelsescenter og sad i den forbindelse med i Justitsministeriets udvalg vedrørende konfliktråd. Trods de manglende effekter af konfliktrådene er han dog stadig tilhænger af ordningen.

”Det er lidt surt, at det ikke slår mere igennem, for jeg kan huske fra den spæde start af ordningen, at både offer og gerningsmand fortalte, at de kom ud af det som hele mennesker. Derfor overrasker det mig, at man ikke kan måle mere af det. Men jeg tror stadig, at det kan give offeret en form for ro, hvis hun møder sin gerningsmand og finder ud af, at hun i virkeligheden var et tilfældigt offer, og at han aldrig kunne drømme om at komme efter hende igen. Men de parametre er nok svære at måle,” siger Skipper Pelle Falsled.