Prøv avisen
Interview

Forstander: Sag om PET-bog afspejler pressens selvhøjtidelighed

Der er noget galt i mediernes argumenter for at gå imod et fogedforbud og udgive den omdiskuterede PET-bog, mener Thue Kjærhus, forstander for Rønshoved Højskole. Foto: Andreasen Carsten

Mediernes argumenter for at udgive bogen om PET trods fogedforbud afspejler pressens selvhøjtidelighed og selvbedrag, mener højskoleforstander Thue Kjærhus. Der er ingen refleksion over, hvorfor man må bryde et grundlæggende princip, siger han

Lige der på skærmen afslørede pressefolk forleden deres selvbedrag ved at bekræfte hinanden i, at det er i orden at trodse en domstols beslutning.

Det var forstander på Rønshoved Højskole Thue Kjærhus’ oplevelse, da han i søndags så programmet Presselogen på TV 2 News. Her talte en række mediechefer om bogen ”Syv år for PET”, der torsdag i sidste uge blev standset med et fogedforbud fra Københavns Byret. Den beslutning brød dagbladet Politiken søndag ved at bringe hele bogen i et særtillæg, og flere andre medier har delvist offentliggjort indholdet.

Deres handling var til debat i TV 2-programmet, hvor Politikens chefredaktør, Christian Jensen, blandt andet slog på, at udgivelsen er mediernes pligt.

”Deres (mediecheferne, red.) analyser af pressens rolle i samfundet er i reglen uden selvkritik. Ingen i ’logen’ kunne se, at det var problematisk, at Politiken satte sig selv uden for retssamfundet og demokratiet ved at trodse loven. Det er et alvorligt problem, uanset hvad motivet er til fogedforbuddet”, lyder Thue Kjærhus’ reaktion på Facebook.

Hvorfor er mediernes beslutning et stort problem?

”Når en domstol har nedlagt et fogedforbud, så bryder man loven ved ikke at følge det. Det gælder også en chefredaktør på Rådhuspladsen, uanset om man synes, det er uretfærdigt, retfærdigt eller rimeligt. Andet er helt uacceptabelt.”

Politiken og andre medier mener, at det er en vigtig bog, som man ikke kan vente med at fortælle om, til PET giver lov.

”Man bryder jo magtens tredeling, og det er man ikke nødt til at gøre i et demokratisk samfund. Juraen er én ting. Den personlige moral og det situationsbestemte kan ikke gøres til et princip. Og der bliver talt en masse om en kamp om principper, men det er noget filosofisk vrøvl. Det hænger ikke sammen. Hvis Politikens chefredaktør havde talt om en moralsk forpligtelse til at gøre det, så ville det være noget andet. Så er handlingen måske ulovlig, men mere moralsk acceptabel. Men det var ikke tilfældet, og det afslører et tydeligt selvbedrag.”

Hvad mener du med det?

“Dansk presse er utrolig selvhøjtidelig og lever i en boble, hvor man bekræfter hinanden. I tilfældet med debatten om PET-bogen er der ingen filosofisk diskussion om principper. Det er en gruppe mediefolk, der mere minder om en brancheorganisation, der taler om pressen som den fjerde eller femte statsmagt. Der er ingen refleksion over, hvorfor man må bryde et grundlæggende princip. Selvtilfredsheden viser en manglende intellektuel selvindsigt og filosofisk forståelse.”

Hvorfor forholder det sig således, tror du?

”Det intellektuelle landskab i Danmark har kun én dagsorden. Hvis man har været inde omkring inderkredsen i dansk kulturliv, bliver det tydeligt, hvor smalt det intellektuelle liv er. Jeg får klaustrofobi bare ved tanken.”

Men siger det ikke mere om begrænsningen ved at være et lille land som Danmark?

”Det er en betingelse. Vi er et lille land, og det er de samme personer, der igen og igen bliver inviteret på tv og interviewet i aviserne, og de kender hinanden alle sammen.”

”Men sådan behøver det ikke at være. I gamle dage var der eksempelvis de såkaldte Asperupmøder (i alt syv mellem 1947 og 1968, red.) med blandt andre højskolefolk, teologer og forfattere. Der var Kaj Thaning, Ole Wivel, K.E. Løgstrup, Knud Hansen, Johs. Rosendahl og Richard Andersen. De formåede at skabe en intellektuel samtale, som var mere end det københavnske. Ole Wivel havde aldrig hørt om Løgstrup og blev overrasket over mødet med højskolebevægelsen og andre kulturer, der var en modintellektualitet til den herskende.”

Kan du komme med et eksempel på en anden mere aktuel sag, der mangler den indsigt, du her nævner?

”Ja, og et grelt et, som handler om danskhedsdebatten. Jeg bor i grænselandet, og siden 1830 har der været en diskussion om eksistens og danskhed. Denne teoretiske tilgang til den debat er slet ikke nævnt i dansk tv i dag. Det er meget sofistikerede teorier, både gode og dårlige, om, hvad danskhed og nationalitetsfølelse er, og det bliver slet ikke foldet ud i pressen. Man taler kun om, hvad man spiser og hvordan man taler.”