Joachim Finkielmans arbejde er egentlig ganske enkelt.
Hans altoverskyggende opgave er at få politikerne til at skabe bedre rammer og vilkår for 90 danske virksomheder, der blandt andet producerer komponenter og teknologier til våbensystemer, der kan bruges i konflikter og krig, og som ultimative kan koste menneskeliv.
Sådan lyder i hvert fald den kritiske udlægning.
Den anden udlægning er, at han via sit arbejde er med til at sikre vores sikkerhed, frihed og trivsel mod fremmede magter med onde hensigter.
Selv hælder han mest til den sidste udlægning, når man spørger ind til implikationerne af hans virke som forsvar- og sikkerhedspolitisk chef i Dansk Industri.
”Jeg betragter ikke mig selv som værende i en kontroversiel branche. Jeg synes selv, jeg har et dybt meningsfuldt arbejde. Vores sikkerhed er en forudsætning for den danske velfærdsstat og for, at vi kan nyde livet, som vi kender det,” siger Joakim Finkielman.
Han påpeger, at det er en politisk beslutning, at vi har et forsvar i Danmark, og når alt kommer til alt, handler hans arbejde om at understøtte dem, der sætter livet på spil for flertallets skyld.
”Vi har alle en interesse i, at de mænd og kvinder, der bliver ansat i Forsvaret, har det bedst mulige udstyr og de bedst mulige forudsætninger for at løse deres opgaver.”
Men er du ikke med til at hjælpe virksomheder, der grundlæggende har økonomiske interesser i krig og ufred?
”Nej. Vi arbejder for fred og sikkerhed. Vi bidrager ikke til krig. Vi må konstatere, at der er en grund til, at vi er medlemmer af NATO. Det blev vi i 1949, fordi vi ikke kan forsvare os selv. Vi er dybt afhængige af at have partnerskaber og samarbejder med strategiske allierede, så vi ved, at der er nogle, der kommer Danmark til undsætning, hvis vi en dag skulle komme i klemme. Og det er også derfor, vi har en aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitik. Vores opgave er at bidrage til det system.”
Joachim Finkielman har været branchedirektør i Dansk Industris afdeling for forsvar og sikkerhed siden april. Men området er ingenlunde fremmet for ham. Han kommer fra en stilling som vicedirektør i Beredskabsstyrelsen og har mange års erfaring fra Forsvarsministeriet. Han har også en fortid som forsvarsrådgiver ved de permanente danske repræsentationer i NATO og EU.
Det er altså en erfaren herre, der nu skal varetage branchens interesser overfor beslutningstagerne på Slotsholmen og på Christiansborg.
”Jeg blev ansat, fordi industrien ønsker en tættere relation til det politiske niveau. Der er et ønske om, at vi i langt højere grad end tidligere skal være en naturlig sparringspartner for beslutningstagerne, når der skal udvikles nye idéer og muligheder i ministeriet og styrelser.”
Den aktuelle lobbyindsats drejer sig især om, at regeringen og forsvarsminister Trine Bramsen (S) for tiden er i gang med at opdatere den nuværende forsvarsindustrielle strategi fra 2014. Det er især den øgede militære aktivitet i Arktis, der skal indarbejdes i den nye plan.
Her opfordrer Joachim Finkielman til, at regeringen fokuserer på områder, hvor Danmark i forvejen er blandt de førende i verden. Det gælder blandt andet overvågningsteknologi, satellitter og software.
”Det er et område, hvor Danmark har særlige kompetencer og interesser. Vi skal fastholde den ekspertise, vi har i det arktiske område på danske hænder.”
Han anbefaler også et endnu stærkere fokus på cyber-sikkerhed.
”Corona har vist, at man ikke altid kan stole på, at ens samarbejdspartnere er modstandsdygtige i krisetider. Derfor er der en ny debat om forsyningssikkerhed og evnen til at varetage sikkerhedsinteresser, som er utrolig vigtig.”
Joachim Finkielman repræsenter en industri, der ifølge ham selv er ”meget lille.” I hvert fald hvis man sammenligner med andre våbenproducerende nationer.
Selv repræsenterer han lidt mindre end 90 virksomheder, hvor langt hovedparten udvikler og producerer større eller mindre komponenter til våbensystemer i forskellige afskygninger.
Den årlige omsætning er på cirka fire milliarder, hvoraf eksporten til udlandet fylder cirka 80 procent.
Hovedparten af de danske virksomheder er underleverandører til andre større, internationale systemer. Der er kun ”nogle ganske få, der laver hele kapaciteter.”
Danmark er især fremme i skoene, når det kommer til nanosatellitter, radarer, overvågningsteknologier og software, der kan styre militære operationer. Der bliver ikke produceret ”krudt og kugler” i Danmark, så det foregår i udlandet, når det danske forsvar skal købe ammunition og kampvogne.
Virksomheden Terma, der har hovedsæde i Lystrup lidt udenfor Århus, er den største og mest kendte spiller i den danske forsvarsindustri.
Firmaet, der blev grundlagt i 1949, startede egentlig med at fabrikere termometre. Men over årene har virksomheden udviklet sig til at være en verdensomspændende producent af højteknologisk udstyr, der blandt andet bruges i helikoptere og jagerfly. Men også til satellitter og rumfart.
Blandt kunderne er det danske forsvar, samt det amerikanske og hollandske luftvåben. Den århusianske virksomhed har også fungeret som underleverandør til den amerikanske gigant Lockhead Martin, der står bag det nye F35-kampfly, som Danmark og en række andre lande kommer til at tage i brug inden for de kommende år. Sidste år havde Terma en omsætning på 1,9 milliarder.
Ifølge Joachim Finkielman er der brug for et stærkt politisk fokus, hvis flere danske forsvarsvirksomheder skal vokse i de kommende år.
”Hvis vi bliver tænkt ind tidligt i processen, inden man begynder at lave udbud, så er der en god chance for, at danske virksomheder kan komme med i nogle internationale konsortier og blive en større del af det, vi investerer i som samfund.”
Han har store ambitioner på vegne af den danske forsvarsindustri.
”Branchen er vokset i de sidste ti år. Og vi har en ambition om at vokse yderligere. Vi vil gerne fordoble omsætningen, eksporten og antallet af arbejdspladser.”
Den danske forsvarsindustri er især fremme i skoene, når det kommer til nanosatellitter, radarer, overvågningsteknologier og software, der kan styre militære operationer. Når der skal købes krudt og kugler, foregår det i udlandet.