Forsvarer: Støjberg var ikke involveret i instruks

Set fra Inger Støjbergs vinkel var instruksens videre gang ude af hendes hænder, siger forsvarer i Rigsretten.

Anklagerne i Rigsretten går efter at få Inger Støjberg idømt fire måneders ubetinget fængsel for at være ansvarlig for adskillelse af asylpar. Støjberg vil frifindes.
Anklagerne i Rigsretten går efter at få Inger Støjberg idømt fire måneders ubetinget fængsel for at være ansvarlig for adskillelse af asylpar. Støjberg vil frifindes. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Efter at Inger Støjberg i en pressemeddelelse den 10. februar 2016 meddelte et stop for, at mindreårige asylansøgere kunne bo med en ægtefælle eller samlever, blev et centralt opkald foretaget.

Afdelingschef i Udlændingeministeriet Line Skytte Mørk Hansen ringede til vicedirektør Lene Vejrum i Udlændingestyrelsen og fortalte om den nye ordning.

Hvad der nærmere blev sagt, er der stor uenighed om. Line Skytte har fortalt, at hun sagde, at de skulle overholde loven, og at der ville være undtagelser, hvor par ikke skulle adskilles. Lene Vejrum mener derimod, at hun fik besked om at adskille alle pågældende par.

Men uanset, hvad retten kommer frem til, at der blev sagt, er det ubestridt, at Støjberg ikke var en del af den samtale, fremhæver Støjbergs forsvarer Nicolai Mallet.

- Derfor var hun ikke involveret i den instruks. Hun blev heller ikke orienteret om indholdet af den.

- Set fra hendes vinkel var instruksens videre gang i ministeriet ude af hendes hænder, siger han.

Inger Støjberg er i Rigsretten anklaget for at være ansvarlig for, at Udlændingestyrelsen iværksatte og fastholdt en ordning, hvor asylpar, hvoraf mindst den ene var mindreårig, blev adskilt, i strid med loven.

René Offersen, den anden af Støjbergs forsvarere, fortæller, at Line Skytte i opkaldet kan have begået "en personlig fejl".

Han finder det også problematisk, at Lene Vejrum sad med indtrykket af, at hun blev bedt om noget ulovligt uden at få det be- eller afkræftet.

Sagen er torsdag nået til slutfasen, hvor Støjbergs forsvarere kommer med deres afsluttende bemærkninger. Det bliver formentlig også ud på eftermiddagen, at Støjberg selv får det sidste ord i sagen.

Flere støtter til Støjberg har torsdag taget plads på tilhørerrækkerne - heriblandt tidligere DF-formand Pia Kjærsgaard.

Anklagerne har tiltalt Støjberg for at overtræde loven om ministres ansvarlighed. De fremlagde onsdag et krav om, at Inger Støjberg bør idømmes mindst fire måneders ubetinget fængsel.

Støjbergs forsvarere går derimod efter at få hende frifundet.

I Rigsretten er en central del af Støjbergs forsvar, at hun dagen inden pressemeddelelsen - der ikke nævnte undtagelser fra ordningen - godkendte et notat, der tilsagde, at der i særlige tilfælde var undtagelser.

Nicolai Mallet mener, at notatet var den egentlige instruks, og han fortæller, at Støjberg ikke fik viden om, hvordan den blev videreformidlet til Udlændingestyrelsen.

- Hun blev ikke orienteret. Allerede her falder der en helt central hjørnesten i anklagen væk, siger Mallet.

Instrukskommissionen, der har gransket sagen, kom i 2020 frem til, at der var en instruks, som bestod af pressemeddelelsen og telefonopkaldet.

Heller ikke pressemeddelelsen var ifølge forsvareren en instruks, da det netop var en pressemeddelelse, lyder det fra forsvaret.

Dommen ventes afsagt før jul.

/ritzau/