Det var trangt med pladsen foran Finansministeriets glasdør, da fem ministre og ordførere fra syv andre partier onsdag morgen lancerede en ny aftale om en såkaldt Ukraine-fond. 159 af Folketingets 179 medlemmer stod bag og vil sikre Ukraine militær, humanitær og erhvervsmæssig støtte for syv milliarder kroner i 2023.
Enhedslistens leder, Mai Villadsen, ville også gerne have mast sig ind i gruppen, men hendes parti var ikke inviteret til forhandlingerne.
Det var Alternativet heller ikke, fordi ingen af de to partier støtter regeringens og Natos mål om, at Danmark skal bruge to procent af sit bruttonationalprodukt på forsvaret. Det var adgangsbilletten til forhandlingerne.
Umiddelbart tåler beslutningen om at bruge syv milliarder kroner på hjælp til Ukraine dog ikke sammenligning med, hvad det vil kræve at øge forsvarets udgifter til de to procent. Et tidligere lækket notat fra Forsvarsministeriet viser, at over en mulig 10-årig forligsperiode vil det svare til en samlet ekstra udgift på 130 milliarder kroner. Og hvor udgiften til Ukraine-fonden er midlertidig, er de øgede forsvarsudgifter permanente. Det gør nationaløkonomisk en meget stor forskel, selvom krigen mellem Rusland og Ukraine kan trække ud i flere år og kræve endnu flere hjælpepakker.
SF’s formand, Pia Olsen Dyhr ,glædede sig onsdag over, at pengene til fonden ikke tages fra den offentlige velfærd, men i høj grad finansieres ved at bruge af statens overskud i år. Hun kunne også have sagt, at man tager pengene af kassen. Dog bruges tillige 1,2 milliarder kroner af udviklingsbistanden, som De Radikales leder, Martin Lidegaard, beklagede, selvom hans parti altså er med i aftalen.
I et historisk perspektiv er den brede politiske enighed om at bruge flere penge på krudt og granater bemærkelsesværdig. Den opstod første gang for et år siden med det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik, men den står endnu stærkere i dag. Der er rent ud sagt rift om at komme til at sidde med ved bordet, når et nyt forsvarsforlig skal forhandles, formentlig til maj. Som partipolitisk kampplads er forsvaret dødt, i hvert fald hvis spørgsmålet er, om man skal bruge flere penge på det.
Inden forhandlingerne går i gang, vil regeringen have styr på, hvordan det kunne gå så galt med økonomistyringen i den nuværende forligsperiode fra 2018 til 2023. Et kasseeftersyn skal afdække årsagerne til, at en række initiativer er blevet stærkt forsinket, for eksempel etableringen af en brigade og indkøb af missiler. Det har Rigsrevisionen og Statsrevisorerne tidligere påtalt.
Det er fortsat tvivlsomt, hvordan de mange ekstra milliarder kroner kan bruges meningsfuldt på kun syv år. Men så meget desto mere vil Folketingets partier gerne være med til at bestemme, hvad der skal investeres i som det første. For et parti som SF er det nærliggende at fokusere på for eksempel en bæredygtig modernisering af forsvarets bygninger og på cybersikkerhed. Regeringspartierne vil til gengæld styrke forsvaret med nye våben så hurtigt, det er praktisk muligt og økonomisk forsvarligt.
Partierne taler endnu knap så højt om, hvor pengene skal komme fra. Trods store bededags afskaffelse er regningen for fremtidens forsvar slet ikke betalt endnu. Umiddelbart blev pengene til det nationale kompromis sidste år taget af det økonomiske råderum. Det var en anden måde at sige, at der i fremtiden bliver færre penge til velfærd og klima.
Det vil partier som Socialdemokratiet, SF og De Radikale formentlig bestride. SF vil nævne, at man nemt kunne skaffe flere penge til de områder, for eksempel ved at undlade at give skattelettelser for syv milliarder kroner, som SVM-regeringen vil.
Muligvis kommer regeringen til at opgive nogle af skattelettelserne, men regningen for forsvaret kan også let blive meget højere, end det ser ud til i dag. Nato-landene holder regeringstopmøde i Litauens hovedstad Vilnius i juni, og der går rygter om, at landene vil forhøje målet for forsvarsudgifter til langt over de nuværende to procent.
Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde for nylig ved en konference i en samtale med Børsens chefredaktør, Bjarne Corydon, at Danmark vil gå med, selvom Nato skulle sætte målet for forsvarsudgifter til tre procent af bruttonationalproduktet.
Sker det, bliver politikernes vilje til at øge forsvarsudgifterne for alvor testet.
Dette er en politisk analyse.