Jakob Ellemann-Jensen (V) sagde inden besøget hos Dronningen torsdag, at forsvarsministerposten var valgt ”med hjertet”. Hertil kan man tilføje, at hjernen helt indlysende også har bidraget i beslutningsprocessen.
Ved at indtage posten positionerer Ellemann-Jensen sig i forhold til den blå blok, han har forladt, som borgerlig i ”Gud, konge og fædreland”-udgaven. Signalet til blå blok og særligt De Konservative er, at Venstre er mandater, der ikke blot arbejder, men også står vagt om nationen.
Forsvarsministeriet er en ideel platform for profilering af Venstre som den borgerlige del af midterregeringen og kan styrke både partiformanden og partiet – men ministeriet har også en række faldgruber, der kan blive farlige for Ellemann-Jensen. Det gælder udenlands, i ministeriet og i forsvaret samt i Folketinget.
I regeringsgrundlaget er Venstres største skalp, at det nationale kompromis’ mål om at bruge to procent af bruttonationalproduktet (BNP) på forsvar fremrykkes fra 2033 til 2030. De to procent er det løfte, alle Nato-allierede har givet hinanden, og når Ellemann-Jensen første gang er til Nato-møde i Bruxelles, så vil han få fortalt, at det kommende medlemsland, Finland, vil nå to procent af BNP i 2026.
Det danske 2030-mål vil ikke imponere i Bruxelles, hvor man udmærket ved, at hvad enten en dansk forsvarsminister er socialdemokrat eller fra Venstre, så er danske løfter til Nato noget, der ligger to-tre valgperioder ude i fremtiden.
Af de nordiske lande står Danmark på sidstepladsen i Nato og regeringsgrundlaget gør intet for, at den position kommer til at ændre sig – Ellemann-Jensen må finde på andre greb, hvis han vil øge Danmarks anseelse i Nato.
Regeringsgrundlaget siger også, at man vil se på ”forsvarets samlede organisering og ledelsesstruktur”.
Før 2013 var ministeriets departement sammen med Kirkeministeriet blandt de mindste i centraladministrationen, til gengæld var forsvarschefens magt omfattende – han var ikke politisk styret, men politisk kontrolleret.
Det er omvendt i dag, hvor tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S) klargjorde magtforholdet ved aldeles uelegant at kalde forsvarschefen for en ”styrelseschef”.
Det kommer Ellemann-Jensen ikke til, men han kommer heller ikke til at mindske departementets magt. Venstreformanden har brug for et stærkt departement for at være en stærk minister og høste fremgang til Venstre.
Han kommer til at se på reformer af forsvarets organisation, der på mange måde er dysfunktionel på områder som ledelse, fastholdelse, rekruttering og projekt- og budgetstyring. Reformerer han ikke organisationen, så skal den nok løbende producere sager og skandaler til ham – i organisationen ligger potentielle vejsidebomber, der kan kuldsejle Ellemann-Jensens projekt.
Regeringsgrundlagets formuleringer antyder, at der er uenighed om mange af målsætningerne på forsvarsområdet. Man vil blandt andet ”styrke værnepligten og at sikre mere ligestilling mellem mænd og kvinder”.
Her udtrykkes for det første, at man ikke kan blive enige om, hvorvidt værnepligten skal være obligatorisk for kvinder eller ej. For det andet, at man ikke har et fælles bud på, hvordan ”værnepligten styrkes”. Forlænges værnepligten, eller indkalder man flere til værnepligt, så sænker man samtidigt arbejdsudbuddet – som SVM-regeringen vil øge med 45.000 fuldtidspersoner i 2030.
I Folketinget venter der den nye forsvarsminister angreb fra to fronter. I regeringsgrundlaget vil man finansiere fremrykningen af to procent-målet med en afskaffelse af store bededag som fridag. At vi direkte skal arbejde mere for at købe krudt og kugler, er ikke født i SF’s eller De Radikales baghave – begge er med i det nationale kompromis og har ingen militaristisk tradition.
Men den politiske hovedudfordring for Ellemann-Jensen kommer fra De Konservative. I Venstre kan man godt huske, da Rasmus Jarlov (K) i 2016 førte an i en politisk storm mod daværende miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen, der til sidst måtte trække sig som minister.
Samme Jarlov, der som Ellemann-Jensen har en fortid i forsvaret, vil være De Konservatives skyggeforsvarsminister, og hans hovedopgave vil være at få Venstres leder til at tage sig dårligt ud.
Med sin politiske pondus løfter Ellemann-Jensen Forsvarsministeriets status – hans håb er, at ministeriet vil gøre det samme for ham. Der er der ingen statsgaranti for, men muligheden foreligger.
Jens Worning">Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger samt sikkerhedspolitik i Kristeligt Dagblad.