Prøv avisen
Politisk analyse

Forsvarsudspil gendanner koldkrigens frontlinjer

I korte træk foreslår regeringen, at der ansættes 500 ekstra værnepligtige, at der oprettes en brigade på 4000 soldater, at fregatterne udstyres med missiler, at forsvaret inddrages mere i terrorbekæmpelse og bevogtningsopgaver, samt at man styrker det såkaldte cyberforsvar. Foto: Henriette Dæhli, Polfoto/ritzau

De borgerlige partier, De Radikale og Socialdemokratiet kommer igen til at bære forsvarspolitikken, efter at regeringen har lagt op til at øge udgifterne de kommende år. Om Rusland er den potentielle trussel, er regeringen og støttepartiet Dansk Folkeparti dog ikke helt enige om

At Danmark og de øvrige Natolande skal arbejde på at bruge to procent af deres bruttonationalprodukt på forsvaret, er ikke nogen ny idé. Det blev introduceret i 2001, efter at samtlige Natolande gradvis havde høstet den såkaldte fredsdividende efter Murens fald. På et forsvarsministermøde i Riga i 2006 enedes man om at have de to procent som mål, men siden kom finanskrisen i vejen. Først i 2014 blev det officielt besluttet på et topmøde i Wales med alliancens stats- og regeringsledere, at medlemslandene i løbet af 10 år skulle nå de to procent.

Det når Danmark under ingen omstændigheder, heller ikke med udspillet til en ny forsvarsaftale, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) fremlagde i går.

Men efter syv magre år venter seks lidt federe år for forsvaret. I korte træk foreslår regeringen, at der ansættes 500 ekstra værnepligtige, at der oprettes en brigade på 4000 soldater, at fregatterne udstyres med missiler, at forsvaret inddrages mere i terrorbekæmpelse og bevogtningsopgaver, samt at man styrker det såkaldte cyberforsvar. Som noget nyt skal forliget løbe i seks år.

Politisk er det usædvanlige, at regeringens sandsynlige forligspartnere – Socialdemokratiet, De Radikale og Dansk Folkeparti – allerede i flere måneder er blevet forhåndsorienteret om planerne.

Claus Hjort Frederiksen har udnyttet sine erfaringer fra tiden som finansminister og har på forhånd sikret sig, at alle har vidst, hvad der kom. Derfor er der også lagt op til et af de mest ukomplicerede forhandlingsforløb i lang tid for regeringen.

De centrale stridspunkter kendes allerede. Det handler særligt om antallet af værnepligtige, værnepligtstiden, og hvilke opgaver de værnepligtige skal løse.

Dansk Folkeparti ønsker en længere værnepligt end de nuværende fire måneder, ligesom partiet gerne vil have endnu flere værnepligtige.

Det mener De Radikale modsat ikke, at der er brug for, og hvis de alligevel kommer, vil partiet slås for, at så mange som muligt placeres i Beredskabet, så de kan gøre nytte ved oversvømmelser og andre katastrofer.

Et interessant ideologisk tvist er, at DF principielt ikke betragter Rusland som en fjende, men alligevel vil partiet styrke forsvaret. Så hvor regeringen vil skrive ”Vladimir Putin” på de missiler, der skal placeres på danske krigsskibe, vil Dansk Folkepartis forsvarsordfører nøjes med at skrive ”fjenden”.

I praksis gør det dog ingen forskel for investeringerne.

Baggrunden er dels, at USA’s præsident Donald Trump har lagt pres på de europæiske lande for, at de skulle betale en større andel af Natos udgifter. Dels er det Natos ønske om, at Danmark bidrager med mere til forsvaret i Østersøen.

Efter at forsvarsdebatten i årtier har handlet mest om krige og terrorbekæmpelse langt fra Danmarks grænser, er territorialforsvar igen blevet nøgleordet. Ruslands besættelse af Krim, trusler mod de baltiske lande og landets generelle oprustning er den officielle forklaring på, at Danmark nu også må yde mere.

Logikken i argumentationen bliver der dog sat spørgsmålstegn ved fra partierne til venstre for Socialdemokratiet, men også fra De Radikales forsvarsordfører Martin Lidegaard. Natos slagkraft er allerede 20 gange større end Ruslands, og et russisk angreb på et Natoland ville være militært selvmord, lyder det. SF’s forsvarsordfører Holger K. Nielsen frygter, at oprustning i Østersøen kan begynde et nyt rustningskapløb ude af kontrol.

Da SF første gang kom med i forsvarsforliget fra 2010, var det et historisk nybrud, som blev cementeret i 2013, da den daværende SRSF-regering vedtog det gældende forsvarsforlig. Men cementen krakelerede, da den kolde krig for alvor vendte tilbage. SF trådte ud af forsvarsforliget, da de andre partier minus De Konservative i juni 2016 vedtog at købe 27 nye jagerfly. Med regeringsomdannelsen for et år siden indtrådte De Konservative igen i forsvarsforliget, og dermed er de gamle fronter i dansk forsvarspolitik tilbage ved start.

De borgerlige partier, Socialdemokratiet og De Radikale tilrettelægger forsvarspolitikken, mens venstrefløjen kritiserer den unødvendige oprustning.