Fortiden er ved at indhente Simon Spies

I ny DR-dokumentar fortæller tidligere ansatte om, hvordan Simon Spies betalte dem for sex og påført vold, mens de var helt unge. Det rejser fornyet debat om, hvorfor mange danskere i årtier accepterede grænseløsheden

Simon Spies i 1969.
Simon Spies i 1969. Foto: Aage Sørensen/Ritzau Scanpix.

I 1960'erne og 1970'erne blev danskerne inviteret med under dynen, når ugeblade og formiddagsaviser skrev om Simon Spies' sexliv med helt unge piger. Og med DR-dokumentaren "Spies og morgenbolledamerne", er vi med igen.

Men den store forskel er øjnene, der ser, siger feminist, journalist og foredragsholder Pia Fris Laneth. For det, der dengang blev opfattet som fest og frisind, fremstår i dag som umiskendeligt misbrug af purunge, ofte skrøbelige piger "fra arbejderhjem", som det siges i dokumentaren.

"De lå ganske enkelt under for en rig gammel gris i en løssluppen tid," siger Pia Fris Laneth og fortsætter:

"Den seksuelle revolution gjorde meget godt, vi kom fra et samfund med 16.000 illegale aborter, bortadoptioner, ingen seksualoplysning, uvidenhed, skam og angst for at blive gravid. Men enhver revolution går over gevind."

Der var masser af eksplosiv glæde og frisind i tiden, men der var også vild tøjlesløshed, husker Pia Fris Laneth, og siger, med Poul Henningsens ord, at der er forskel på frisind og tøjlesløshed.

"Når man nedbryder gamle moralbegreber, skal man etablere nogle nye, og det tager tid. Og når seksualiteten frisættes, uden nye normer, er det selvfølgelig den, der har magten i forvejen, som stiller præmisserne," siger hun.

Det var en offentlig hemmelighed, hvad der gik for sig, når de unge piger betjente rejsekongen. Og i dag kan man undre sig over, hvorfor der ikke var nogen, der prøvede at stoppe det, mener advokat Mads Pramming, der blandt andet har repræsenteret de tidligere beboere på børnehjemmet Godhavn.

Han vurderer, at det vil være meget svært for de tidligere Spies-ansatte at rejse et krav om erstatning mod Spies-koncernen, fordi både eventuelle straffesager og erstatningssager er forældede. Men til spørgsmålet, der bør falde en undskyldning fra Spies-koncernen, siger Mads Pramming:

"Moralsk og menneskeligt synes jeg selvfølgelig, de skal komme med en undskyldning. Det fortjener de børn, der blev misbrugt."

Når man læser Spies-koncernens skriftlige svar til Danmarks Radio, virker det ikke som om, der er en undskyldning på vej:

"Vi tager skarpt afstand fra den omgang med unge piger, som beskrives i dokumentaren. Det har intet til fælles med Spies Rejsers værdier. Det er 38 år siden, Simon Spies døde. Siden da har vi haft fire forskellige ejere og er et helt andet sted i dag, i en helt anden tid," skriver koncernen.

Men det er Mads Pramming uenig i:

"Det kan godt være, de har skiftet ejer fire gange, men det er stadig Spies' navn, der står på døren," siger han.

Det spørgsmål, mange nok sidder tilbage med, er, hvorfor ingen greb ind. Men ifølge filosof Arno Victor Nielsen har det igen noget at gøre med øjnene, der ser.

"Der er jo kun noget galt, hvis man kan se, der er noget galt," siger Arno Victor Nielsen, som tilføjer, at i sin samtid var Simon Spies "en del af noget større".

"Han repræsenterede overskudssamfundet. Det var ham, der fik os op at flyve for første gang, han gjorde det tilladt at rejse, æde, drikke og hore. Det var en revolution, og i det lys røg det seksuelle misbrug med i slipstrømmen," siger Arno Victor Nielsen, der mener, at man kan lave endnu en dokumentar, som handler om, hvordan Simon Spies fik os til at blive klimasvin.

"Det vidste man heller ikke var galt dengang. I overgangen fra nøjsomhedssamfundet til overskudssamfundet, som Simon Spies er billedet på, reagerede folk ikke, som vi gør, når vi nu kan se følgerne. Spies repræsenterede den frihed, som vi andre var på vej ind i, også den seksuelle frihed. I dag kan vi så se, at det var misbrug, men vi må ikke blande de to ting sammen, for så mister vi enhver forståelse for, hvad der er på færde," mener Arno Victor.

Når Simon Spies så længe forblev dansk folkeeje, hænger det også sammen med et sprogligt overskud, som folk lo af, når han sagde ting som: ”Det kan godt være, at man ikke kan købe kærlighed for penge – men man kan købe noget, der ligner til forveksling".

"Han var hurtig i replikken, ligesom sin ven Mogens Glistrup. Man faldt for overskuddet," siger Arno Victor Nielsen.

66-årige Pia Fris Laneth er jævnaldrende med nogle af de tidligere "morgenbolledamer", der stod frem i DR-dokumentaren, og hun oplevede selv en snert af løssluppenheden på egen krop.

"Jeg kommer fra en sød og ordentlig arbejderfamilie, som sørgede for, at jeg fik en uddannelse. Men det var også den familie, som i 1972 satte deres underskrift på, at jeg som 15-årig måtte lade mig fotografere uden tøj på i Ugens Rapport. Jeg ville selv, jeg skulle tjene til en ferie, og mine forældre ville mig det bedste, men når jeg tænker tilbage, kan jeg se, at frisindet gik over gevind. Det var en tid, der havde så travlt med at kaste det kropsforskrækkede af sig, at det simpelthen gik amok," siger Pia Fris Laneth og tilføjer:

"Lad være med at tro, at Simon Spies var den eneste. Han pralede bare med det. Og når der ikke rigtigt var nogen, der påtalte det eller greb ind, var det fordi det foregik alle steder. Overgreb har foregået altid. Det er Metoo-opråbet, der er nyt."

I dokumentaren "Spies og morgenbolledamerne" kan tidligere informationschef i Spies og ven med Simon Spies, Carl Bjerredahl ikke se, at der var noget forkert i "handlen" med de unge piger.

"De her piger så på det som et dejligt job og nemt tjente penge. Det var jo bare et lille knald, det var det hele," siger han blandt andet i udsendelsen.

Men at lægge hele ansvaret på pigernes skuldre, går ikke, siger Pia Fris Laneth. 

"Uligheden mellem den rige, erfarne og magtfulde mand og unge kvinder, hvis alternativ ofte var lavtlønnet, usselt arbejde, var enorm. Der var så nogle af de kønne, der valgte at blive morgenbolledamer. De kunne have gjort noget andet, men når de kunne tjene 10.000 kroner på en aften, var det langt over en månedsløn og nok svært at overskue konsekvenserne. Undskyldninger på andres vegne er grundlæggende absurde, men hvis jeg var deres presserådgiver, ville jeg alligevel råde Spies-koncernen til at sige undskyld," siger hun. 

Det vil Mads Pramming næsten også gætte på sker.

"Jeg tror da, det ender med, at der kommer en undskyldning," siger han.

I går voksede presset yderligere på Spies-koncernen, da Helsingørs borgmester Benedikte Kjær (K) lagde op til at diskutere en omdøbning af bysbarnet Simon Spies Plads, efter at dokumentaren på DR har skabt fornyet debat om rejsekongens omgang med helt unge piger.

Pladsen har heddet Simon Spies Plads siden 1993, knap ti år efter at han døde.