Misinformeret. Ministre føler sig misinformerede af deres embedsværk, og folketinget og offentligheden kritiserer ministrene for at misinformere. Det har vi endnu en gang set eksempler på i de seneste par uger.
Justitsminister Mette Frederiksen (S) mente, at Politiets Efterretningstjeneste, Pet, havde misinformeret hende om beredskabet ved den jødiske synagoge i København i forbindelse med terrorangrebet i midten af februar. Og det fik konsekvenser for Pet's chef, der blev forflyttet til andre opgaver.
Flere af Folketingets partier mener imidlertid, at Mette Frederiksen har misinformeret dem i sagen.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, har klaget til Folketingets Præsidium over, at finansminister Bjarne Corydon (S) ikke vil vise medlemmerne af Folketingets Finansudvalg de alternative tilbud, der blev afgivet på aktierne i Dong Energy, da disse blev solgt til det amerikanske investeringsselskab Goldman Sachs i efteråret 2013.
Bjarne Corydon har ikke villet give disse oplysninger af konkurrencehensyn og af frygt for, at medlemmerne ville lække de fortrolige oplysninger til pressen. Det har Folketingets Præsidium underkendt.
Endelig har tidligere forsvarsminister Søren Gade (V) meldt sit kandidatur til det kommende folketingsvalg, efter han ellers havde forladt Folketinget og det politiske arbejde, fordi han som forsvarsminister havde tilbageholdt væsentlige informationer for Folketinget i blandt andet den såkaldte lækagesag og i jægerbogssagen.
Hvad har disse eksempler til fælles? På forskellig vis er fortrolighedshensyn blevet brugt til at trumfe ønskerne om indsigt i væsentlige beslutninger og dispositioner truffet af offentlige myndigheder. Og fortrolighedshensynene bliver ofte forbundet med sikkerhedshensyn. Det så vi ikke blot i lækagesagen og jægerbogssagen, men også i Christiania-sagen, der førte til justitsminister Morten Bødskovs (S) afgang i januar 2014, og som dannede grundlag for den nyopfundne undskyldning for at misinformere Folketinget, en nødløgn.
Spørgsmålet er imidlertid, om det demokratisk set er holdbart at give fortrolighedshensyn mulighed for at trumfe Folketingets og offentlighedens ønske om indsigt i regeringers og offentlige myndigheders embedsførelse.
Folketingets Præsidiums nylige underkendelse af Bjarne Corydons tilbageholdelse af information om salget af Dong til Goldman Sachs viser, at der er saglige hensyn, der også har en vægt. Det er afgørende for, at et demokratisk samfund fungerer, at der er mulighed for demokratisk indseende i lovgivningsarbejdet og for demokratisk kontrol med regeringers magtudøvelse, både i Folketinget og offentligheden som sådan.
Derfor er Bjarne Corydons reaktion på flere folketingsmedlemmers ønske om at få indsigt i de alternative tilbud bekymrende demokratisk set. Det er netop udtryk for den glidebane, som kritikere af begrebet en undskyldelig nødløgn, som Christiania-sagen mundede ud i, frygtede.
Corydon viser - ligesom Bøds-skov - ikke tillid til, at Folketingets medlemmer er i stand til at håndtere fortrolige oplysninger. Den mistillid blev kodificeret med begrebet nødløgn. Og det er blandt andet grunden til, at halvdelen af vælgerbefolkningen også har mistillid, nemlig mistillid til de folkevalgte på tinge, som den seneste valgundersøgelse viste.
Det fører os videre til eksemplet Søren Gade (V). For det er i ugens løb blevet rejst som spørgsmål, om man kan have tillid til ham som politiker taget hans tidligere misinformation af Folketinget i betragtning. Vil hans fortid indhente ham og vise en blakket moralsk integritet?
Da han valgte at gå af som forsvarsminister og forlade dansk politik, tog han ansvaret på sine skuldre og vurderede, at forsvaret havde brug for ro og derfor bedre af en anden minister. Om det så har været et lærestykke for ham, og han vil handle derefter, kan man kun gisne om.
På samme vis forlod tidligere udviklingsminister Christian Friis-Bach (R) sin post med en vis ære i behold, da det i december 2013 stod klart, at han havde været med til at godkende de rejseregler i GGGI, som Venstres formand Lars Løkke Rasmussen fulgte med voldsom kritik af overforbrug og økonomisk misbrug til følge.
Et velfungerende demokrati afhænger altså af både magthavernes respekt for folkestyrets spilleregler, så alle relevante informationer kommer fyldestgørende frem for Folketing og offentlighed. Og det handler om, at vores politikere har moralsk rygrad, så vi som almindelige vælgere kan have tillid til dem, når vi afhænder vores magt i stemmeurnerne.