"Esther Kirstine Christensen, født den 11. juni 1921 i Hammer, Fladså, boende Blankavej, 2500 Valby, er afgået ved døden på bopælen den 21. september 2005. Eventuelle pårørende bedes rette henvendelse til Københavns Kommune."
Det var sparsomt med oplysninger, da Københavns Kommune i september 2005 satte en annonce i dagbladet Politiken for at finde nogen, der kendte den ældre, afdøde kvinde. Den slags efterlysninger dukker jævnligt op i landets aviser og får nok mange læsere til at gyse ved tanken om at dø, uden at nogen rigtig opdager det.
Den dengang 29-årige Ida Holst, cand.merc. og skribent på sin egen internetblog, gøs også. Men hun blev frem for alt nysgerrig, hver gang hun så én af disse dødsannoncer, som udstillede et tilfældigt menneskes ensomhed. Hvem var den afdøde? Hvad levede hun af? Hvad kunne hun lide at bruge sin tid på? Og hvorfor er der tilsyneladende ingen, der savner hende?
I 2005 besluttede Ida Holst sig for at undersøge nærmere, hvem der gemte sig bag disse triste annoncer. Hun tog alle "pårørende efterlyses"-annoncer i Politiken i en hel måned og gik på jagt efter oplysninger om de døde.
Det blev til 11 i alt, og Esther Kirstine Christensen var den sidste i rækken. I anledning af bogen "Velfærdsfortællinger", som udkommer i dag og indeholder uddrag af Ida Holsts fortællinger om menneskene bag annoncerne, møder Kristeligt Dagblad hende ved det gamle tingsted i Valby i København – Esther Christensens lokalområde gennem en menneskealder.
Med hjælp fra bedemand, kommune, præst og lokale beboere kan Ida Holst i dag genfortælle store dele af Esthers liv.
Esther voksede op på Sydsjælland i 1920?erne og 1930?erne med sine forældre og små søskende. Som 13-årig måtte hun ud af skolen for at tjene, og de næste otte år tilbragte hun som hjælper på flere af gårdene på den flade hjemegn. Hendes 21-års fødselsdag faldt, mens tyskerne havde magten i Danmark, og da flyttede hun til hovedstaden for at arbejde som rengøringsassistent. Efter kort tid indlogerede hun sig i den lejebolig, hun mange år senere skulle dø i.
"Vi har boet mindre end et kvarters gang fra hinanden, og vi havde fødselsdag med to dages mellemrum," fortæller Ida, mens vi går ned ad Blankavej, hvor Esther havde adresse.
"Det får mig til at identificere mig lidt med hende, og jeg har tit tænkt på, at jeg måske har passeret hende på gaden eller siddet i samme bus som hende. Måske har vi handlet samme sted."
Blandt de massive, røde murstensbygninger finder vi den opgang, hvor der i mere end 60 år stod Christensen på dørtelefonen for første til højre. I dag står døren åben ud til det, der tidligere var Esther Christensens mørkegrønne altan. Måske har hun siddet her og nydt eftermiddagssolen. Måske brugte hun den aldrig.
Men Ida Holst ved mange andre ting om Esther. For eksempel at hun var gift med havnearbejder Ebbe Christensen fra 1967 til hans død i 1986. Og at hun gjorde rent for andre i det meste af sit liv. Først på en restaurant på Vesterbrogade, siden på en forsikringsanstalt, i trappeopgangene i sin egen ejendom og på Valby Kro, hvor hun også kom som kunde nogle gange om ugen.
"Hun var meget grundig og effektiv i sit arbejde. Esther Christensen var altid sød og smilende, men hun holdt sig meget for sig selv," har varmemesteren i ejendommen fortalt.
Selv er Ida Holst nærmest blevet mere nysgerrig af de historier, hun har kunnet opstøve om de 11 mennesker, hun har "efterforsket". Og der har været både positive og ubehagelige oplevelser.
"Jeg ville inderligt ønske, at jeg kunne få lov at møde dem alle sammen i live. Halvdelen af dem har vist sig at være ganske almindelige mennesker, som har haft familie og venner, men som ikke har fået børn og har overlevet alle deres nærmeste. De har haft et godt liv, men er døde alene, fordi der ikke var nogen tilbage. Den anden halvdel har været alkoholikere, som har levet et hårdt liv og ikke rigtig haft familie. Men også i de tilfælde har det faktisk vist sig, at der var nogle, som kendte dem og kunne lide dem, nemlig stamgæsterne på det lokale værtshus. De ser bare ikke annoncerne i en avis som Politiken," siger Ida Holst.
Nede om hjørnet fra Esther Christensens lejlighed ligger en stor frisørsalon på en stille vej. Her blev Esther klippet i alle de 60 år, hun boede på Blankavej – for hende var det en luksus i et ellers nøjsomt liv. Det har den tidligere ejers søn fortalt. I mange år fik hun farvet håret i en varm ?hasselnøddeblond?. Og halvanden måned før hun døde, fik hun insisteret sig til en akut frisørtid, så hendes tynde, krusede hår kunne få en omgang farve, fordi hun med egne ord skulle "noget vigtigt."
Et stykke ude ad Valby Langgade stikker et smukt tårn op fra Timotheus Kirke, hvor Esther blev bisat den 13. oktober 2005. Til stede var præst Margrethe Tranberg, kirketjeneren, to kirkesangere og Ida Holst.
Margrethe Tranberg oplever højst en gang om året at skulle bisætte et menneske uden pårørende. Én gang har hun holdt tale ved en bisættelse, hvor der ikke var et øje, så hun fik bedemanden og kirketjeneren til at sætte sig på bænkene som tilhørere.
"Uanset om personen kendte nogen eller ej, synes jeg, det er vigtigt at markere afslutningen, for der har været et menneskeliv, og alle mennesker hænger på en eller anden måde sammen. Vi har betydning for hinanden, selvom sammenhængen kan se tynd ud. Som præst vil jeg gerne holde fast i, at vi ikke bare er vores egen lykkes smed, men at vi ved at hjælpe hinanden med ganske små ting i hverdagen kan give andres liv mening. Det kan for eksempel være at lade folk komme foran én i køen, hvis de har travlt, eller at huske at besøge de gamle i vores omgangskreds," siger hun.
Vi slutter vores tur på Esther Christensens stamsted, Valby Kro. Og her viser det sig, som Ida Holst havde forudsagt, at der faktisk var folk, der kendte Esther.
"Lille Esther? Ja, ja, hun sad altid ved bordet derhenne ved vinduet," siger Marianne, som ser ud til at være en af kroens yngre stamgæster. Og så går snakken lystigt blandt alle dem, som kendte den noget stille kvinde, som dog blev "skæg og gemytlig", når hun fik et par øl eller en flyversjus, og som efter sigende havde en kæreste, også i sine sidste år. Esther kan ikke have været meget mere end 155 centimeter høj, vurderer stamgæsten Alice, og folk om bordet er enige om, at hun var en rar dame, som dog for det meste holdt sig i baggrunden.
Nu er det præcis fem år siden, hun døde. Ida Holst håber, at offentliggørelsen af historierne om Esther og de andre afdøde vil få folk til at tænke lidt over, hvad de egentlig selv gør for deres nærmeste.
"Jeg tror, mange undskylder sig med, at ensomme mennesker nok selv har valgt det. Men den tror jeg altså ikke på. Det er så utrolig nemt at fralægge sig ethvert ansvar og fokusere på sig selv og sit eget liv. Det er trist, for nogle gange skal der så lidt til at gøre en forskel," siger Ida Holst og fortæller om en ældre dame, hun mødte i en bus for nylig:
"Hun sagde, at hvis bare hun talte med ét sødt menneske hver dag, så var hele dagen reddet. Tankevækkende."
