10 ledende embedsmænd får hård kritik af Minkkommissionen for ikke at have undersøgt, om der var lovhjemmel til beslutningen om at aflive alle mink. Er det nogensinde sket før, at en så stor gruppe ledende embedsmænd har fået så skarp kritik?
Nej. Men selvom kritikken af embedsmændene er bemærkelsesværdig, så er sagen i sig selv ikke særlig speciel. Man skulle tage stilling til, hvordan man skulle reagere over for smittefaren fra de danske minkbesætninger. Det ekstraordinære i situationen var, at tingene foregik over hals og hoved, og derfor sprang man nogle normale led over i sagsbehandlingen.
Det store mysterium er, hvorfor der blandt landets dygtigste embedsmænd ikke var en, der rakte hånden op og sagde til politikerne: "I skal lige tænke på, om der er lovhjemmel, før beslutningen om at aflive alle mink træffes politisk.” Hvorfor skete det ikke?
Jeg tror, rigtig mange stiller det spørgsmål. Vi har et beslutningsforum, som består af politikere og embedsmænd, og så er der ikke én, der har mod og mandshjerte til at stille det helt grundlæggende spørgsmål. Forklaringen har ikke noget med jura eller statskundskab at gøre. Jeg tror, vi skal rykke over i psykologiens verden, og det er hinsides, hvad jeg har forstand på.
Siger sagen noget om forholdet mellem embedsmænd og ministre?
Vi skal passe på med generaliseringer. Sagen viser, at embedsmændene har en kritisk rolle, når det gælder om at holde ministre fast i procedurer.
Statsminister Mette Frederiksen (S) nævner tidspres som forklaring på, at embedsmændene ikke sagde fra. Er det en plausibel grund?
Kommissionen skriver, at tidspresset ikke var af en karakter, så man ikke havde kunnet tilrettelægge overvejelserne om minkaflivningen bedre. Jeg kan for egen regning sige, at man hen over sommeren 2020 havde erkendt smittefaren fra mink. Men det var først, da vi nåede 2. november 2020, at sagen blev løftet op på det dramatiske niveau.
Hvad er rollen for den klassiske embedsmand?
Det er på den ene side at bistå ministre, så de kan komme igennem med deres politik. Den anden side af embedsmandspligterne er at sikre, at ministrene handler på et gyldigt grundlag. De beslutninger, der træffes, skal være lovlige. Det skal også sikres, at det faglige grundlag for de politiske beslutninger er i orden.
Viser minksagen, at den klassiske embedsmandsrolle er under pres?
Nej. Generelt vil jeg mene, at danske ministre uanset partifarve er ret gode til at håndtere embedsværket, og det er heller ikke et generelt problem, at embedsmænd ikke siger fra. Vi har set nogle eksempler på, at det er gået galt. I sagen om Inger Støjbergs ulovlige instruks om at adskille mindreårige asylpar så vi, at en minister fremturede til trods for, at hun var blevet advaret af embedsmændene. Hun blev straffet. I minksagen er der sket en centralisering af beslutningsprocessen, som har koblet de normale procedurer fra, fordi beslutninger er blevet trukket væk fra de enkelte ministerier og op til Statsministeriet. Statsministeriet er af gode grunde ikke klædt på til at håndtere fagligt indviklede spørgsmål. Grundproblemet er hele Mette Frederiksens regeringsmodel. Det forklarer så ikke, hvorfor ingen af de højt betalte og formelt set velkvalificerede embedsmænd ikke havde mod og mandshjerte til at spørge til lovgrundlaget.
Hvad tror du læren af denne sag bliver blandt embedsmænd?
Hvis vi går tilbage til Tamilsagen, så førte det til en form for selvransagelse i administrationen. Det samme skete efter Christiania-sagen i 2014. Minksagen er en ny anledning til selvransagelse. Spørgsmålet er så, hvor lang tid den selvransagelse holder.
Statsminister Mette Frederiksen (S) vil oprette et demokratiudvalg og se på offentlighedsloven. Er det tilstrækkeligt til at imødegå de problemer, du har nævnt?
Der er ikke til svare på, før vi har set, hvad det indebærer. Men det er i hvert fald en invitation til støttepartierne og de borgerlige.