Det har været et af mit livs store privilegier at vokse op på landet på Nordbornholm.
Mine forældre, der er kunstnere, flyttede til Bornholm i 1954 og rykkede ind et lille hus i bunden af en stor nordsydgående sprækkedal med det officielle navn Kampeløkke Ådal. Egnens excentriske særling, æbleavleren Helene, der boede i en ejendom ved navn Soldalen et par kilometer længere mod syd, kaldte hele dalen for Soldalen.
Min svigerfar har – mindre poetisk, men mere effektfuldt – altid ment, at jeg var opflasket i en spaltedal. Den har han tit sunget muntert om, når han for eksempel syntes, jeg faldt for meget i staver under kortspil.
Men uanset hvad var dalen en velsignelse. Huset, som mine forældre stadig bor i, ligger lidt op ad dalens vestskråning, så man mod øst ser hen over markerne, åen og engene i dalbunden og over på min fars yndlingsmotiv: den skovbevoksede skråning på den anden side af dalen 300 meter borte.
Bag huset mod vest rejser terrænet sig højt med vild skov, klipper, klippeheder, moser og søer.
Hele min fornemmelse for foråret har rod dér. På skråningerne ned mod huset voksede blå anemoner. Jeg har altid tænkt, at hvordan den blå anemone end er blevet til, er den ualmindelig godt fundet på. De stedsegrønne, læderagtige og trelappede blade synger på sidste vers i det tidlige forår, hvor de har mange visne pletter. Men bladrosettens mørke stilke viser vej mod en svulmende, violetgrøn knop, der er fuld af magi og hemmeligheder.
De små blomsterknopper er dannet inde i knoppen allerede inden vinteren og er klar til at vælde frem som en livsbekræftende flok silkebløde æg på stilke, så snart solen har magt til at lune skovbunden.
Hvert år på Bornholm var jeg på jagt efter forårets første blå anemone. I milde vintre kunne knopperne udvikle sig synligt gennem februar, men som regel brød blomsterknopperne først frem hen i marts på de luneste steder. Når solen endelig skinnede, og temperaturen nåede en halv snes grader, virkede det som et trylleslag. Blomsterstilkene voksede og rettede sig, og knopperne revnede og viste det første strejf af blåt under de bløde bægerblade. Og så pludselig en dag stod den blå blomst der og nikkede med sin flig af himlens tone.
Senere opdagede jeg Kaj Munks vidunderligt sansede hyldest til den blå anemone. Jeg var ikke alene. Han hentede den på Lolland. Min blå anemone i haven på Sydsjælland stammer fra Bornholm.
Netop som de første blå anemoner glimter i skovbunden, dukker et andet forårstegn op. Det er citronsommerfuglen, der er vågnet op til dåd og tumler sig gennem den lyse skov, hvor vinden og solvarmen har tørret skovbunden for første gang i månedsvis. Citronsommerfuglen har tilbragt vinteren i det fri mellem vedbendens blade eller andet løv, hvor den tåler op til fyrre graders frost. Nu er den citrongule han tøet så meget op, at den er på frierfødder og undersøger enhver hvid genstand i skovbunden, i håb om at det skulle være en af de lyse og parringsvillige citronsommerfuglehunner.
Når de silkeskinnende, gule følfod pludselig dukker op som små sole i grøftekanterne, kan et af forårets smukkeste tegn vise sig over den bare jord på landet. Det er våremmen, der danser som tågetunger i lydløs vals over markerne og fortæller, at jorden snart er tjenlig.
Under min barndoms ture med skolebussen gennem det kuperede landskab omkring Ols Kirke på Nordbornholm har jeg ofte set våremmen trække over markerne om foråret. I sin sansemættede, lille bog "Dansk vejr" skriver Martin A. Hansen: "I marts i år på en tur til Jylland så jeg klagen trække af jorden, som det kaldes på Sjælland. Da jeg på vej mod vest havde passeret Ringsted, begyndte markerne at dampe. Angen blev tættere og tættere. Den var helt hvid, som røg af fugtigt kvas. Det så ud, som var der ild under pløjelaget. Denne røg iler og iler, er ikke sen og koldblodet som almindelig tåge, mere stakåndet, dufter råt af jorden. Klagen får man ikke at se hvert år. Der er på een gang noget intimt og mægtigt ved den, som burde i grunden menneskeøjne ikke se dette mysterium, naturens beredelse. Vinteren drives ud af jordlaget af guddommelige kræfter."
Våremmens vals over markerne akkompagneres med usvigelig sikkerhed af lærketriller fra himlen og inciterende stæresang fra træernes toppe.
Lærken er mindst lige så genialt fundet på som den blå anemone og har med god grund en central plads i den danske sangskat. "Under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø, for en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø" skrev Halfdan Rasmussen i "Noget om helte". Og i "Den första gång jag såg dig" skrev Birger Sjøberg i 1922: "Då ljöd en sång från himmelen, så skön som inga flera; det var den lilla lärkan grå, så svår att observera." Jeg kender ingen sange, der smukkere forbinder forelskelsen og kærligheden med glæden over naturen. Vores svenske broderfolk kan noget med viser!
Så svær at observere ... Ja, alle kender forårets vedholdende lærkesang, der strømmer ned til os højt oppe fra himlen fra den lille fugl.
Lærken er kun en prik, der gang på gang forsvinder i lysflimmeret, når vi ser efter den. Biologerne fortæller, at sangen alene er et led i lærkens kamp for at tiltrække sig den bedst egnede mage. Men det er svært at tro, at sangen ikke også er en hyldest til lyset, varmen og markens grøde.
Fuglene udgør en hel hærskare af forårsbebudere, når den ene art efter den anden kommer fra syd: viben, vipstjærten, svalen, gøgen, nattergalen og mange flere. Da jeg gik i skole var stæren en særlig populær forårsbebuder af den meget jordnære grund, at vi fik fri, når den første stær gik i kassen. "Stærefri" hed det. Denne smukke skoletradition og opfordring til at tage ud og nyde foråret er desværre gået af mode, men i min søns skole holder de kastanjefri, når knopperne på skolegårdens kastanjetræ brister hen i april. Det sker mærkeligt nok altid meget praktisk på en fredag.
Stærens popularitet har nået nye højder, efter at marskens enorme flokke på hundredtusindvis af stære er blevet markedsført og landskendt som naturfænomenet sort sol. Før stærene spreder sig over det ganske land, fouragerer de nemlig i den sydvestjyske marsk, hvor op til en halv million fugle hver dag opfører en formidabel luftballet i skumringen, inden de går til ro i rørskove, krat og hegn. Sceneriet gentager sig om efteråret.
Stæren har en fin fornemmelse for forårsvejr. Den første forårsdag med stille sol og mere end 8-10 graders varme kan man være så godt som sikker på, at stæren sidder højt til vejrs et sted derude og synger i elektrisk ekstase. "Synger" er måske så meget sagt: Stæren går amok i en hormonrus og spjætter, ryster, hvæser og sprutter, mens dens metalglinsende fjer sitrer og skinner i sollyset i alle regnbuens farver. Det er ikke skønsang, men den er "åh, så fornøjet", og fornøjelsen smitter, så det er en fryd. Mon ikke!
I haverne kan nogle af forårsblomsterne dukke svigagtigt tidligt op i milde vintre.
Erantis og vintergækker har i de seneste mange lune vintre stået i fuldt flor allerede først i februar. Da er det ikke forår, og blomsterne er i virkeligheden også helt galt afmarcherede. De stammer fra egne, hvor der normalt er snedække til langt hen i marts, så de bliver forvirrede af den manglende sne og den våde og frostfri vinterjord. Men i snevintre som her i 2010 udvikler de sig, som det hører sig til i deres naturlige hjemegne i Mellemeuropa under sneens dyne og vågner op i marts, så snart sneen er smeltet. Og i solskinnet åbner erantisserne sig hurtigt som gule solfangere mod lyset og udsender deres intense duft af forår.
Samtidig dukker påskeliljernes spirer frem af mulden med potent kraft. Bladspidserne er tit lyse og lover godt for påskeliljetidens væld af gult. Utålmodige sjæle (sådan én er jeg) har i længsel efter foråret i de sidste mange år kunnet købe billige "sovende" påskeliljer i supermarkeder allerede fra kort efter nytår. Det er dejligt, men kun en afglans af havens påskeliljer.
Påskeliljen fortryller os, og som billede på lysets genkomst, opstandelsen og det evige liv har få beskrevet det bedre end Grundtvig i "Påskeblomst! hvad vil du her?" fra 1817:
"Påskeblomst! en dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger:
Hanegal og morgensang,
synes mig, af den udsprang;
vågnende jeg ser de døde
i en påske-morgenrøde."
Foråret og påsken minder os om, at naturen er bestandig. Alt vender tilbage med lyset og varmen. Foråret er en sand overdådighed af livsbekræftende tegn, og enhver kan vælge sine foretrukne bebudere.