Forældre mangler viden om internet

Fra ni-årsalderen bruger børn internet som den foretrukne legeplads for det spændende, farlige og forbudte, viser undersøgelse

Danske børn er fra en meget tidlig alder flittige brugere af internet, som i dag er kom til at spille en meget væsentlig rolle for børnekulturen.

Allerede fra ni-årsalderen bruger børn internet både til at eksperimentere med det spændende, farlige og forbudte og til skolearbejde. Derimod ved børnenes forældre ganske lidt om, hvad børnene foretager sig, når de er på nettet.

Det fremgår af en ny stor undersøgelse, SAFT, som kortlægger børns og forældres holdninger til og adfærd på internet, og som Medierådet for Børn og Unge offentliggjorde i går.

- Forældre har godt styr på at lave regler for den fysiske verden til deres børn og følge med i deres andre fritidsaktiviteter. Men det ser ud til, at mange forældre ved for lidt om, at børn i dag lever en stor del af deres ungdomsliv virtuelt, siger Karsten Gynther, der er formand for Medierådet for Børn og Unge. Undersøgelsen, der er gennemført i de skandinaviske lande samt Irland, viser blandt andet, at stort set alle danske børn har adgang til en computer, og 77 procent af de ni til 16-årige har internetadgang hjemme.

Desuden viser undersøgelsen, at danske børn har den største frihed til at lave, hvad de vil, når de er på internet, og at danske forældre ved mindst om børnenes internetaktiviteter.

Til gengæld kan de bekymrede beroliges med, at danske børn er de mest kildekritiske, og at de ofte bruger nettet til skolearbejde, når forældrene tror, at de bare »surfer«.

Dertil kommer, at pornosider herhjemme stort set kun ses af de halvstore drenge, og kun ét barn ud af 1000 har oplevet et overgreb som følge af en kontakt, der er opstået på nettet.

Filtre i hovedet

- Internet er blevet det klart vigtigste medie for unge. Her kan børnene undersøge grænselandet til voksenverdenens mysterier, de kan få et indblik ind i en farlig og forbudt verden, eller de kan eksperimentere med deres egen identitet i en chat, siger Karsten Gynther.

Han tilføjer, at de fleste børn samtidig ved, hvordan de skal begå sig på deres nye elektroniske legeplads, så de ikke udsætter sig for traumatiske billeder eller fysiske overgreb. Kun en lille gruppe udsætter sig for risiko eller bruger internet til at mobbe andre. Denne gruppe børn - og deres forældre - vil Medierådet for Børn og Unge og de andre deltagere i SAFT-projektet forsøge at nå gennem en oplysningsindsats.

Til efteråret lanceres derfor nogle uddannelsespakker om »færdselsregler på internet«, som er henvendt til ni-årige. Pakkene offentliggøres på internet og giver børnene gode råd om etik og kildekritik. Desuden lægger materialet op til, at forældrene skal være med.

- Der findes skræmmende og ubehagelig ting på internet, og derfor synes mange voksne, at vi skal prøve at begrænse børns adgang til det, for eksempel med computer-filtre. Vores holdning er, at internet er umuligt at dæmme op for, og derfor skal vi i stedet give børnene nogle filtre i hovedet, så de selv kan lære at sortere, siger Karsten Gynther.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk