Der bør stilfærdigt være et andet menneske i dets nærhed, indtil livstegn ophører.
Sådan hedder det blandt andet i en ny vejledning til landets fødeafdelinger, som Sundhedsstyrelsen har udformet om, hvordan sundhedspersonale bør yde omsorg til børn, der stadig er i live efter en provokeret eller spontan abort.
LÆS OGSÅ: Norsk hospital praktiserer ulovligt sene aborter
Det er børn, som er uafvendeligt døende, men som stadig for eksempel trækker vejret, har hjerteslag eller tydelige bevægelser.
Fagfolk har tidligere skønnet, at der er livstegn hos cirka ti procent af de børn, der kommer til verden ved sene provokerede aborter, det vil sige efter 12. graviditetsuge. Dem blev der foretaget 877 af i 2010. Det er ikke alle mødre, der ønsker at have barnet hos sig, og derfor har det siden 2005 i en vejledning heddet, at personalet skal yde fornøden omsorg.
Men de nye retningslinjer går i detaljer med, hvad det vil sige. Sundhedsstyrelsen skriver blandt andet, at barnet ikke bør lades alene, at det skal lejres i passende fysiske rammer, og at det skal sikres smertelindring, hvis det er nødvendigt.
Det er et vanskeligt område, men at sikre omsorgen for det barn, der ikke kan leve længere, er højst nødvendigt. Det handler blandt andet om at have en struktur på afdelingen, der gør det muligt at få plads og tid til den proces, hvor et lille barn, som er uafvendeligt døende, bliver behandlet med værdighed. Arbejdspres og travlhed må aldrig betyde, at der ikke bliver givet hjælp til det allermest skrøbelige, vi har, siger Jordemoderforeningens formand, Lillian Bondo.
I langt de fleste tilfælde dør fostrene, inden de fødes, men i nogle tilfælde lever barnet i minutter eller timer efter aborten. Og eftersom antallet af sene provokerede aborter er steget i takt med den øgede brug af fosterdiagnostik, er problematikken blevet endnu mere synlig for personalet, vurderer Anne Vinggaard Christensen. Hun er videnskabelig assistent på Enhed for Medicinsk Kvinde- og Kønsforskning på Københavns Universitet og forsker i, hvordan sundhedspersonale oplever at arbejde med aborter:
Jeg ved fra mine samtaler med blandt andre jordemødre, at fostre, der udviser livstegn, er den største bekymring hos sundhedsmyndighedspersoner i forhold til at tage sig af aborter. Og en af de måder, man kan håndtere den bekymring på, er ved at have helt klare retningslinjer. Det kan give tryghed i en sitaution, der ellers kan være svær at håndtere. Samtidig sender det også nogle klare signaler om, at man anser det her som et liv, og at man skal tage sig ordentligt af det, indtil det liv er ovre, siger Anne Vinggaard Christensen.
De nye retningslinjer kommer efter pres fra Folketingets ombudsmand, der satte en undersøgelse i gang, efter at en række avisartikler i Ekstra Bladet i april 2011 såede tvivl om, hvorvidt de aborterede fostre med livstegn fik den fornødne omsorg.
Folketingets ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, kalder det vanskeligt at fastsætte regler på menneskelivets absolutte yderområder:
Normalt har vi at gøre med klager fra rigtige levende mennesker, så det er usædvanligt, at vi går ind i sådan en sag. Men hovedproblemstillingen var, at de små børn blev efterladt på en måde, der kunne rejse spørgsmål i forhold til menneskerettighederne om en værdig behandling. De ansvarlige læger og jordemødre manglede vejledning i, hvordan de skulle håndtere det, og der opstod situationer, som personalet fandt etisk uacceptable, blandt andet fordi det var uklart, hvem der havde ansvaret. Men efter at vi har ført en dialog med myndighederne, er der kommet mere præcise retningslinjer, siger Jørgen Steen Sørensen, der stadig følger sagen.
Sundhedsstyrelsen vil om et år skrive til fødeafdelingerne for at sikre, at der er udarbejdet lokale instrukser, og ombudsmanden har bedt myndighederne om at holde ham underrettet.