Da regeringen i går præsenterede sin vækstplan, gjorde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) meget ud af, at det er en plan og ikke bare endnu en pakke. Man måtte forstå det sådan, at en plan er mere vidtrækkende. Det overordnede formål er at forbedre dansk erhvervslivs konkurrenceevne, så der bliver skabt flere private job, mens det offentlige sparer og holder igen for at sikre fremtidens velfærd.
Midlerne er den meget omtalte lettelse af selskabsskatten, større fradrag for hotelovernatninger, farvel til forskellige miljøafgifter og bedre arbejdsbetingelser for erhvervsdrivende fonde.
Der er store tal i luften. 150.000 nye job i det private erhvervsliv. 10 milliarder kroner til vækst i 2014 stigende til 15 milliarder kroner i 2020. Og der er de små tal: en vækst i det offentlige forbrug på kun cirka en halv til trekvart procent de kommende år. Det er meget tæt på den nulvækst, Venstre talte for på sit landsmøde i efteråret.
Derfor bliver det heller ikke det store problem for regeringen at få en aftale om planen med de borgerlige partier. Deres største indvending er, at der mangler forslag, som kan dæmpe grænsehandelen.
En nærlæsning af Vækstplan DK viser imidlertid, at tallene skal tages med et gram salt eller ti.
Tag for eksempel de ekstra 150.000 private job. De skal skabes frem til 2020. Dermed vil man stort set have indhentet det store tab af private arbejdspladser, Danmark har lidt, siden krisen brød ud i 2008.
LÆS OGSÅ: Regeringen høster ros fra uventet kant
Der er imidlertid mange andre kilder til de kommende job end regeringens vækstplan. Isoleret set kommer der kun 5000 nye private job fra den. Dertil indregner regeringen effekten af de øvrige aftaler og reformer, der er på vej eller allerede indgået. Det gælder for eksempel skattereformen fra sidste sommer og reformerne af kontanthjælp, førtidspension og Statens Uddannelsesstøtte.
I alt bidrager reformerne til 33.000 private job. Yderligere 37.000 job skal komme som følge af ændringer i demografien og andre tiltag som tilbagetrækningsreformen fra den tidligere regering. Derudover håber regeringen på et økonomisk opsving, som kan bidrage med 80.000 nye, private job, i alt 150.000.
Så er der det med, at de offentlige udgifter skal holdes i stram snor. Der bliver plads til en lille vækst, som samlet kan give plads til 10.000 fuldstidsstillinger i det offentlige frem til 2020, hedder det. Det kan lyde af en del, men eksperter har tidligere fremhævet, at alene det demografiske pres med flere ældre vil kræve en større vækst, hvis man skal undgå ringere, offentlig service.
I virkeligheden bliver væksten højere end de 0,4-0,75 procent, som regeringen nu lægger op til for de kommende år.
Årsagen er, at en væsentlig del af de offentlige investeringer i planen betales uden om skattebilletten og derfor ikke regnes med i den offentlige vækst. Der skal renoveres almennyttige boliger i stor stil, og pengene kommer fra Landsbyggefonden. Regeringen vil bruge yderligere fire milliarder kroner herfra til bedre boliger, men de penge tæller ikke med i det samlede offentlige forbrug. Når der i det hele taget bliver råd til at investere mere i skoler, daginstitutioner, ældreboliger og veje skyldes det, at kommunerne har været dygtige til at holde på pengene de seneste år. Der er blevet sparet og afskediget tusindvis af medarbejdere, så der nu er luft til de ekstra aktiviteter.
Forhandlingerne om reformen begynder i morgen, og det ligner en formssag for regeringen at kunne enes med Venstre og De Konservative om den.