En aften midt i april modtog Dina Amlund en kortfattet besked på Facebook.
”Jeg glæder mig til, at du får corona og dør din fede kælling,” skrev en fremmed mand uden at uddybe yderligere.
Beskeden kom ikke som nogen overraskelse. Nogle dage forinden havde Dina Amlund fået bragt en kronik i Dagbladet Information. Overskriften var: ”Hadet mod os tykke er massivt, og coronakrisen gør det kun værre”, og truslen fra manden var egentlig bare udtryk for et mønster, der gentager sig som andre af hverdagens trivialiteter. Rutinen er simpel. Dina Amlund blander sig i den offentlige debat. Efterfølgende modtager hun hadbeskeder. Hun tager så billeder af beskederne og gemmer dem på sin computer, så journalister, som undertegnede, kan få syn for sagen, når de spørger, om hadet mod tykke mennesker nu også reelt eksisterer i dagens Danmark.
Få dage før interviewet modtog hun endnu en besked. Igen fra en fremmed mand.
”Vi er mange, der er trætte af, hvordan du breder dig udover alle medier. Du er nok den største trussel mod folkesundheden, der findes. Hvor mange penge skal du have for at stoppe din terror? Giv et bud,” skrev han.
Dina Amlund griner, som forsøger hun at skabe en ironisk distance til de mange beskeder og det faktum, at hun i dag bor på en hemmeligholdt adresse. Hun kalder sågar den seneste besked for ”én af de bedre”. Hvorfor dog? Fordi den illustrerer essensen af den tykfobi, hun har gjort sig til talsperson for at fastslå eksisterer. Den symboliserer, at hun er ”et forkert menneske, der ikke kender sin plads”.
”Den viser, at jeg har forbrudt mig mod normerne. I samfundets øjne er det jo meningen, at jeg skal være på slankekur, og at jeg skal undskylde min vægt og sige, at jeg kæmper for at tabe mig, og helst også at jeg ikke altid har været tyk. Når jeg så derudover tillader mig at skrive en kronik, så bliver min forbrydelse endnu større, for nu optager jeg en plads i det offentlige rum og siger, at det ikke er mig, men samfundet, den er gal med.”
40-årige Dina Amlund har altid været tyk. Som barn, som ung og som voksen, og i en stor del af sit liv har hun skammet sig over sin vægt. Det gør hun ikke længere. Som tidligere koordinator i det såkaldte tykaktivistiske kollektiv, FedFront, har hun i årevis forsøgt at råbe op om de tykfobiske strukturer, hun mener, at samfundet er indlejret i både kulturelt og sprogligt. Ligesom man kender det fra andre af de identitetspolitiske bevægelser inden for eksempelvis køn og race, der har optaget mediebilledet de seneste år, så mener Dina Amlund og tykaktivisterne, at tykke mennesker er ofre for strukturel undertrykkelse og had. Det kan lyde lidt abstrakt, men Dina Amlund mener grundlæggende, at alle mennesker i dag fødes ind i en verden, hvor de opdrages til at tænke, at tykke mennesker er andenrangsborgere, der er uduelige og dovne. Hun ser strukturen i ord som fedmeepidemi og overvægt, hun ser det i historien og i religionen, hvor dødssynderne frådseri og dovenskab ofte forbindes med tykke mennesker, og så ser hun det i de kulturtilbud, samfundet ukritisk indoptager.
”Der er selvfølgelig mange, der vil benægte, at tykfobien eksisterer, ligesom der er mange, der vil benægte, at der eksisterer racisme og homofobi, fordi mange ikke har lært at genkende det. Jeg bebrejder dem ikke, for det er svært at genkende noget, man ikke er bevidst om, og tykfobien begynder i sproget, hvor vi uden at tænke over det bruger ord som overvægtig versus normalvægtig. Problemet består i, at ordet reproducerer et hierarki, hvor det overvægtige menneske står uden for normen. Det er derfor, jeg selv bruger det neutrale ord tyk,” siger hun.
Dina Amlund har en kandidatgrad i moderne kulturhistorie fra Københavns Universitet, og netop populærkulturen rummer utallige eksempler på tykfobi, forklarer hun og nævner først Harry Potter-serien og fremhæver Draco Malfoys to tykke kumpaner: Crabbe og Goyle. I filmene lader de ikke til at have meget mellem ørene, ligesom Bøffen fra ”Olsen Banden” parerer de mest bare ordre – ofte med ringe succes. Hun nævner animationsfilmen ”Terkel i knibe” af den populære komiker Anders Matthesen. I filmen ender karakteren ”Fede Dorit” med at kaste sig ud ad klasseværelsets vindue og begå selvmord på grund af mobning og ulykkelig kærlighed, hvotil rektoren udbryder, at ”det var godt, at der ikke var nogen, der fik den fede ko i hovedet”.
”Ofte går de tykke karakterer igen. De skal enten være latterlige, eller også skal det tykke menneske være ondt – men det er sjældent sådan ’mastermind ond’, for den tykke karakter skal samtidig være dum,” siger Dina Amlund.
Fremstillingen af tykke i filmens verden forplanter sig i hverdagen. Selvom Dina Amlund understreger, at det ikke sker på daglig basis, så ”sker det tilpas nok til”, at hun lever med frygten for at få kastet mad efter sig eller bliver udsat for skældsord.
”Jeg plejer, at kalde det for drive-by-tykfobi, for det sker oftest i forbifarten, at nogen lige råber, at jeg skal trække maven ind.”
Gennem interviewet slynger Dina Amlund om sig med undersøgelser, der bekræfter hendes pointe: At tykke udsættes for diskrimination.
Hun nævner en undersøgelse blandt Fagforbundet Ledernes medlemmer, der i 2017 viste, at flere end hver tredje leder ikke tilbyder ledige stillinger til mennesker, som er svært overvægtige. Hun refererer en rapport fra verdenssundhedsorganisationen WHO, der beskriver, at tykke patienter ofte ikke behandles med samme empati som slanke patienter. Netop sundhedsvæsenet, mener Dina Amlund, har et forskruet blik på tykke mennesker.
I dag rådgiver læger ofte moderat til svært overvægtige patienter om, hvordan de kan tabe sig, så de mindsker risikoen for at udvikle type-2-diabetes og hjertekarsygdomme, men også dette er diskriminerende og sundhedsmæssigt formålsløst, mener Dina Amlund.
”Vægttab mindsker ikke risikoen for blodpropper i hjertet og hjerte-kar-sygdomme,” siger hun og fastslår ufortrødent, at hun ikke mener, at ”der skal ligge nogen vægtabsprogrammer i kommuner”.
Anerkender du ikke, at eksempelvis motion, som jo kan føre til vægttab, mindsker risikoen for sygdomme som type 2-diabetes og hjertekarsygdomme?
”Det er sundt for alle at få noget motion, uanset om de er tykke eller tynde. Men jeg synes, man skal kigge på retorikken, for det virker som om, at tykke mennesker ikke af selv kunne finde på at dyrke motion, og det er ærgerligt. Hvis vi stoppede diskriminationen af tykke mennesker, ville mange flere tykke personer jo indgå i alle typer motionsfællesskaber og udøve motion.”
Men bør det offentlige hjælpe folk til at opnå vægttab, hvis de selv kommer og ønsker det?
”Jeg tror ikke, man taber sig af at dyrke motion og gå ture, derfor giver det ikke mening for det offentlige at blande sig i det. Jeg tror, at hvis vi holdt op med at diskriminere tykke mennesker, så vil alle mennesker, særligt tykke, blive gladere og sundere og lysten til at bruge kroppen på flere måder ville øges markant. Man kan sagtens være sund og tyk. Men diskriminationen er sundhedsskadelig.”
Hvis en mand vil være kvinde, så hjælper vi borgeren med det. Hvorfor skal vi ikke hjælpe en tyk, hvis vedkommende ønsker at være tynd eller for den sags skyld omvendt?
”Jeg tror aldrig, der kommer en tynd, der vil være tyk. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne udelukke det. Men sammenligningen med, at hjælpe en tyk til at tabe sig svarer til at hjælpe en transperson, holder overhovedet ikke. For hvis man er tyk og vil være tynd, så indordner man sig samfundets struktur i stedet for at kæmpe for retten til at være den, man er. Det er det modsatte med en transperson. Dit spørgsmål svarer til, at en transperson kommer og siger, at vedkommende vil være cisperson (mand eller kvinde, red.).”
Så ligegyldigt hvad bør vi som samfund ikke hjælpe, hvis nogen ønsker at tabe sig?
”Jeg synes, det er så ærgerligt, at tykke mennesker bruger så meget af deres tid på at indordne sig og forsøge at blive tynde. Men jeg kan godt forstå, at mange mennesker tror, at alle deres problemer forsvinder, hvis de bliver tynde, for det har de fået at vide hele deres liv. Det er trist, for vi har den krop, vi har, men det er svært at acceptere sin tykke krop, når folk kaster mad efter én,” siger Dina Amlund.