Prøv avisen

Fra bygdedreng til verdensmand

Dines Mikaelsen har fået flere medaljer for sit gode hundespand med 15 hunde. De spiser sælkød, så det kræver en del fangst. Men det er turisterne, der fylder det meste af arbejdslivet. – Foto: Karin Dahl Hansen

INTERVIEW: 30-årige Dines Mikaelsen er en af de unge i Østgrønland, der har formået at forene fortid og nutid. Han nedlægger isbjørne og sæler, men med sine gode sprogkundskaber er det turisterne, han lever af

Dines Mikaelsen taler i en håndfri mobiltelefon forbundet med en ledning op til øresneglen, mens han går op ad en af Tasiilaqs stejle veje. Smiler hvidt med sit blændende tandsæt i det vejrbidte ansigt og hilser hjerteligt. Undskylder at forbindelsen forbliver i øret, men hvert øjeblik kan telefonen ringe. Fra USA eller Tyskland. Schweiz eller New Zealand. Dines Mikaelsen er en verdensmand, men med rødderne solidt plantet i Østgrønland, hvor han er født og opvokset. Han har kystens bedste hundespand, har nedlagt et utal af sæler og en håndfuld isbjørne. Ikke så sært, at han er mange drenges forbillede og idol.

Mange børn har problemer her i byen, fordi forældrene drikker derhjemme. Jeg kan ikke lide at se, at børnene har det så skidt og får dårlig samvittighed, siger Dines Mikaelsen.

For at lette på samvittigheden og fordi han oprigtigt ønsker at flere unge skal få livsmod og robusthed, har Dines Mikaelsen i flere år været en del af et projekt for udsatte unge. Her fortæller han om de mange gode ting, livet har at byde på. De kører hundeslæde og lærer om den kultur, de er rundet af, men som mange unge ikke længere kender fra hverdagen.

Og Dines Mikaelsen er på mange måder et glimrende forbillede, for ingen kan påstå, at han bare har flydt oven vande altid og aldrig stødt på modstand. Også han kender til de udfordringer, som livet giver på Grønlands Østkyst.

Således blev han født i den lille bygd Isertoq som søn af en fanger. Her boede familien, til Dines var 12 år, og hans far besluttede, at de skulle flytte til Østkystens hovedby, Tasiilaq, fordi han ønskede at give sine børn nogle bedre uddannelsesmuligheder.

Da vi kom hertil, havde jeg kun gået i en bygdeskole og kunne ikke tale andet end østgrønlandsk. Jeg kunne ikke engang sige ja eller nej på grønlandsk, og dansk kunne jeg selvfølgelig heller ikke, fortæller Dines Mikaelsen hen over køkkenbordet, hvor en voksdug fra Marimekko lyser op.

Men han lærte sig, på trods af det dårlige udgangspunkt, først rigsgrønlandsk, så dansk og til sidst engelsk under et skoleophold i New Zealand. Derefter flyttede han til Nuuk for at blive student, men det glippede. Dines Mikaelsens storesøster begik selvmord på den måde har han også mistet flere fætre og kusiner.

Det er hårdt, når man mister nogen på den måde, og efter min søsters død gik jeg psykisk ned. Derfor har jeg aldrig fået en formel uddannelse. Men min far har lært mig, at man aldrig skal give op, men bare fortsætte, også selvom det er hårdt, forklarer Dines Mikaelsen.

Hans gode sprogkundskaber har været nøglen til verden. Han har således været rundt i flere dele af Norden og fortælle om, hvordan det er at leve i Grønland, ligesom han ved flere lejligheder har ledsaget grønlandske politikere som tolk. Han er også en talentfuld tegner og har udstillet i Schweiz og udgivet en illustreret børnebog i Tyskland.

Jeg har haft mange muligheder, men mit liv er her. Jeg elsker naturen, menneskene og hundene og vil gerne have, at flere børn og unge får livsmod og øjnene op for mulighederne, forklarer Dines Mikaelsen, der er stolt af sit store hundespand på 15 velplejede slædehunde.

Dem bruger han, når turisterne kommer til byen. De kan lære at køre hundespand eller få en tur ind på indlandsisen. I det hele taget tror han, at fremtiden for det lille samfund i høj grad afhænger af at få nogle af verdens globetrottere til at tage turen Grønland. De skal tilbydes klatring på isen og i bjergene og har brug for kvalificerede guider, der kender naturen.

Selvmordstallet skal ned, og jeg vil gerne, med min måde at leve på, vise børn og unge, at der er en anden vej. De skal sørge for at lære sprog og være tålmodige, siger Dines Mikaelsen, der endnu ikke selv har stiftet familie sammen med sin kæreste gennem syv år, Drusilla.

Når der ikke er turister, kører han ud og fanger sæler op til 35 om dagen. Skindet sælges, og kødet bliver brugt til hundefoder. Og Dines Mikaelsen er optimist, hvad angår fremtiden.

Da jeg var barn, var her ingen uddannede lærere, ingen psykologer og ingen idrætshal. Det har de unge i dag, og desuden taler man meget mere om problemerne og gør noget ved dem. Det er godt, for så kan børnene komme videre med deres liv.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk