Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Fra de nøgne grækere til de næsten nøgne modeller

Diskoskasteren. Kopi af græsk bronzestaute fra cirka 450 før Kristi fødsel. -- Arkivfoto. Foto: arkivfoto

Krop, kunst og kultur: Synet på kroppen har ændret sig markant gennem tiderne. Fra at være adgangen til det guddommelige blev kroppen skjult og afstødt fra sjælen for igen at blive dyrket -- dog mest for vores egen skyld. Det skiftende syn har påvirket kunsten, kulturen og ikke mindst de religiøse strømninger, mener lektor i historie, idræt, oldtidskundskab og billedkunst, Johan Bender

Danmark anno 2006: På busser og skilte, i film og reklamer, gennem tøjstilen og ordbrugen. Kroppen fremhæves overalt i samfundet i en grad, så eksperter snakker om pornoficering af det offentlige rum. Stadig yngre piger går stadig mere udfordrende klædt. Den seksuelle debutalder er nede omkring 16 år. Porno er det mest søgte emne på internettet. Kroppen er mere end nogensinde et udstillingsvindue og en forbrugsvare.

Grækenland anno 750 f.Kr.: Idrætsanlægget på byens gymnasion er fyldt med nøgne, glinsende mænd. De træner til de forestående sportskonkurrencer i Olympia og flere andre steder i Grækenland, indsmurt i olie og støv og presset til deres kræfters yderste. De vil vinde. Dels for hæderen til deres by og for at blive foreviget som statue på torvet. Men mest af alt for at vinde gunst hos guderne. For jo smukkere krop og større evner den har, des smukkere og mere værdig er sjælen.

Imellem de to scener har mere end 2750 års kropskultur udspillet sig. Ikke i en lige linie, men med markante sving. Eller som Johan Bender, nu pensioneret lektor i historie, idræt, oldtidskundskab og billedkunst fra Aarhus Katedralskole, forklarer det:

– Synet på kroppen er en integreret del af den europæiske kulturhistorie, som er et spejl på, hvordan livssynet også har udviklet sig. I en linje med flere krumspring, men en linje, der under alle omstændigheder starter hos grækerne i antikken. De er grundlæggerne af hele den kropskultur, vi kender i dag.

Der var naturligvis også andre kropskulturer i verden dengang og endnu tidligere, pointerer han. Men grækerne var de første til at sætte det i system ved at anlægge et såkaldt gymnasion i den græske verdens cirka 1000 selvstændige bystater.

– I dag kalder vi det gymnasium, selvom det direkte oversat betyder "nøgenanstalt". Ordet var mere passende dengang, hvor et gymnasion var både en trænings- og lærdomsinstitution, og hvor træningen altid foregik nøgent og indsmurt i olivenolie. Denne sammenblanding er meget sigende, for i den græske kultur opfattedes mennesket som dobbelt: både krop og sjæl. Sjælen var det vigtigste, fordi den var uforgængelig, men kroppen blev anset som bærer af sjælen og et spejl på de sjælelige rørelser. Var man flot og klarede sig godt, havde man også en ren sjæl. Og med en ren sjæl kom man tættere på guderne. At dyrke kroppen var altså en måde at dyrke guderne, og derfor havde kroppen en altafgørende betydning.

Alle kunne dog ikke være store atleter. Så dyrkelsen af kroppen og "det skønne" i det hele taget fandt også sin vej gennem kunsten og filosofien. Al keramik – selv det mest simple – blev dekoreret. Skulpturerne var idealiserede versioner af den muskuløse mandskrop. Grækerne dyrkede skønheden i alle afskygninger for at skabe harmoni og kosmos i en ellers farlig og kaotisk verden.

– Deres jord var fattig, der var ydre fjender overalt, og derfor stræbte de efter skønhed og orden at stå sammen om. Dette har sammenhæng med, at demokratiet netop opstår i Grækenland, siger Johan Bender.

Sideløbende opstod en romersk kultur i det hastigt voksende romerrige. Den havde også fokus på kroppen, men med et helt andet udgangspunkt. Og det ændrede sig ikke, selv da romerne erobrede Grækenland i år 146 f.Kr.

For romerne var personlig hygiejne afgørende. Noget grækerne ikke i samme grad havde råd til at gå op i. Men hvor grækerne var filosoffer, var romerne praktikere og teknikere. Den ene viadukt skød frem efter den anden og ledte enorme mængder vand ind til metropolen Rom og dens mere end 400 badeanstalter.

– 1000 liter vand pr romer. Om dagen! Det er mere end dobbelt så meget som i nutidens Rom, og det siger alt om romernes kropskultur. Det var en overskuds- og velværekultur, hvor det vigtigste ikke var at øge sin gunst over for guderne, men at skabe respekt om sig via god hygiejne og et godt helbred. På badeanstalterne kunne man således svale sig i både koldt og varmt vand, damprum og saunaer. På den måde var det en mere konkret kropskultur modsat grækernes filosofiske, fortæller Johan Bender.

Denne forskel gik igen i hele den romerske kultur. Meget af den var videreførelser af den græske kultur, men mere teknisk funderet og uden den store originalitet. Skønheden var, som den var.

– På Glyptoteket i København står en skulptur fra denne tid af den romerske kejser Vespasian. Han havde en vorte på næsen, livagtigt gengivet på skulpturen. Det var aldrig sket hos grækerne.

Den romerske kropskultur forgik endeligt, og en ny og diametralt modsat kropskultur opstod. De to afgørende begivenheder skete år 529. Det år lukkede den østromerske kejser alle gymnasier. Og det første kloster i Vesteuropa blev åbnet. At det skete samme år var tilfældigt, men det symbolske i timingen var ikke til at tage fejl af.

– Her går vi direkte fra en sanselig, hedensk oldtidskultur til en kristen kulturopfattelse, hvor det kropslige er syndigt. Alt kød er hø, og kroppen skal skjules af mørke, tunge gevandter. Kloster betyder indelukke på latin, og det er egentlig meget sigende for synet på kroppen på denne tid. Den skal ikke rigtig bruges til noget, men er mest til besvær, så der er virkelig tale om et paradigmeskifte. For grækerne var sjæl og krop uadskillelige. For romerne var kroppen mere konkret og livets omdrejningspunkt. Med kristendommen fik sjælen atter liv, mens der blev slået en 1000 årig parentes om kroppen. En parentes, der reelt først bliver ophævet med renæssancen i 1500-tallet, forklarer Johan Bender.

Renæssance betyder genfødsel, og det, der blev genfødt, var oldtidskulturen. Muslimernes erobring af Konstantinopel i 1453 tvang en mængde flygtninge til Italien. De medbragte skrifter og kunst fra oldtiden og stimulerede dermed interessen for den gamle livsstil. At noget var ved at ændre sig, så man i kunsten og filosofien. Særligt Michelangelos malerier i Det Sixtinske Kapel brød med den middelalderlige kropsopfattelse.

– Da tæppet gik for hans "Dommedagsbillede", og paven skulle se det, måtte de hurtigt dække billedet til igen. For alle figurerne var tegnet meget kraftfulde – og nøgne. Også Jesus. Det var simpelthen for meget, og figurerne fik efterfølgende malet tøj på kroppen. Men billedet er et eksempel på, at nye tanker var på vej.

Den mere kropslige tankegang inden for det religiøse blev særligt grundlæggeren af jesuitterordenen, Ignatius Loyola, repræsentant for. Med sit værk "Åndelige øvelser" fra 1548 gav han anvisninger på, hvordan læseren ved at følge en række øvelser kunne komme tættere på det guddommelige.

I tiden efter blev kunsten langsomt ikke bare mere kropsorienteret, men også overdådig og idealiserende som i den græske kultur. Én af frontfigurerne blev barokkens helt store kunstner, Gian Lorenzo Bernini. Det var en stor frigørelse fra det indelukkede, fortæller Johan Bender.

Med 1800-tallets nyklassisisme var man endegyldigt tilbage til den meget åbenbare kropsdyrkelse. Men atter i ny form. Kroppen blev nu et statussymbol, der skulle pyntes med ordener og medaljer. Men også en krop, der hos den almindelige befolkning i stigende grad skulle bruges og holdes ved lige i form af fysisk aktivitet. Industrialiseringen og urbaniseringen skabte stillesiddende arbejde og dermed behovet for både en fritids- og sportskultur. Organiserede idrætsklubber og turneringer opstod. Spejderbevægelser. Idrætshøjskoler.

Målet var hverken at blive store og stærke eller at søge gudernes gunst, men at opretholde et ordentligt liv i et stadig mere belastende samfund. Sideløbende opstod naturligt et konkurrenceelement, som foreløbigt kulminerede med genoptagelsen af de Olympiske Lege i 1896.

Kroppen skulle dog hurtigt blive genstand for alt andet end ren sportslig begejstring. Som fascismen bølgede hen over et krigshærget Europa, blev kroppen i stigende grad et magtinstrument og symbol på styrke. Den stærke mand var forbilledet og den hårdføre krop idealet. Ikke bare i Italien, men i en række europæiske lande hvor kroppen i stigende grad blev politiseret og nationaliseret ved at dyrke den store, kraftfulde krop som billedet på sammenhold og magt, eksempelvis Nazityskland og Sovjetunionen.

Den naturlige følge var en stærk mistillid til den kraftfulde krop i tiden efter Anden Verdenskrig. Kroppen skulle igen nedtones og afdæmpes både i påklædning og i udfoldelse. Noget der først for alvor ændrede sig med ungdomsoprøret i 1968, der blandt meget andet også blev en modreaktion mod det konservative syn på kroppen. Nu skulle kludene igen af, og kroppen sættes fri.

– Den linje, der blev startet med oprøret, er faktisk fortsat siden, men efterhånden kommet ud i ekstremer, mener Johan Bender.

– I en kompliceret verden er kroppen for mange blevet ét af de få faste holdepunkter, og derfor dyrker de den i en meget ekstrem motionskultur. Eller ved at klæde sig meget udfordrende. Det er en meget græsk kropskultur, egentlig, bare uden at det sjælelige spiller så stor en rolle. På den anden side er der også noget romersk kultur i dagens omgang med kroppen, for det store mantra er jo, at det bedste, man kan gøre for at leve et godt og sundt liv, er at dyrke motion. Det gode liv er i højsædet som aldrig før i form af kropsforkælelse, men også disciplin og velvære. En ekshibitionistisk konkurrencekultur, hvor guleroden ikke er gudernes gunst, men selvaccept. Det er en moderne version af kropskulturen, som den så ud, da den opstod.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk Fakta

Johan Bender

**Født 1931, studielektor og cand.mag. Ansat på Aarhus Katedralskole siden 1958, nu pensioneret. Holder stadig en række foredrag om blandt andet det klassiske Grækenland og Roms historie, er rejseleder på historiske rejser til blandt andet Italien, Grækenland og Tyrkiet. Har desuden skrevet mer end 35 bøger, primært historiske.

Reklamerne i bybilledet bliver mere og mere vovede. Kroppen fremhæves overalt i samfundet i en grad, så eksperter snakker om pornoficering af det offentlige rum. Her er det i København, der reklameres for et tøjmærke. -- Foto: Scanpix.
-- Synet på kroppen er en integreret del af den europæiske kulturhistorie, som er et spejl på, hvordan livssynet også har udviklet sig, forklarer Johan Bender, nu pensioneret lektor i historie, idræt, oldtidskundskab og billedkunst fra Aarhus Katedralskole. -- Foto: Kristian Djurhuus.