Fra det botaniske skatkammer

Den vilde danske planteverden omfatter over 1000 arter. Dertil kommer et utal af underarter, småarter og varianter

Om foråret eksploderer mælkebøtteblomsterne i et hav af gult. Klik på pilene i billedet for at se flere billeder.
Om foråret eksploderer mælkebøtteblomsterne i et hav af gult. Klik på pilene i billedet for at se flere billeder.

Enhver kender en mælkebøtte.

Om foråret eksploderer mælkebøtteblomsterne i et hav af gult, som forbavsende hurtigt bliver forvandlet til et hav af lette kloder af kuglerunde frøstande i græsset. Kloder, som indbyder til leg og pust, der sender mylderet af faldskærmsfrø ud i verden. Og ellers skal vinden nok gøre det.

Mælkebøtten stortrives, hvor der er forstyrrelser og mange næringsstoffer. Derfor har den det godt i Danmark. Den formerer sig uden bestøvning, så de små, piggede frø, faldskærmene bærer på deres stilke, er i virkeligheden ikke rigtige frø, men kloner, som spirer frem og bliver identiske med moderplanten.

En gang imellem går det galt med genetikken, fordi en celles dna bliver ændret af tilfældige ydre årsager. Det resulterer i ”kloner”, der ikke er identiske med moderplanten. Hvis de overhoveder spirer, er der som regel tale om mutanter, der klarer sig dårligt. Langt de fleste dør, men nogle klarer sig akkurat, og enkelte klarer sig godt. På den måde kan der pludselig opstå nye, påfaldende kloner eller småarter, som de kaldes. De kan være meget påfaldende og livskraftige. Alene i Danmark er der beskrevet omkring 400 småarter af mælkebøtte.

Hvis mælkebøtten havde været sjælden, ville den nok blive betragtet som en kostelig juvel i botanikkens rige. Nu er den så almindelig og besværlig i haverne, at den gennem lange tider er blevet kaldt fandens mælkebøtte.

Den danske natur rummer godt 1000 arter af oprindeligt vilde danske planter. En del af arterne er svære at kende fra hinanden. Det kræver lup og et godt kendskab til de små forskelle, der adskiller nærtstående arter af for eksempel ærenpris, græs og star. Men omkring en tredjedel af de danske plantearter er så karakteristiske, at de er til at genkende og huske, når man først har fået styr på deres habitus og navne. De har dejlige navne, former og farver og udgør tilsammen et sandt skatkammer af naturlig variation.

Der er skrevet mange værker om den danske og nordiske flora. Min egen favorit er Skytte Christiansen og Henning Anthons uhyre smukke og velskrevne ”Danmarks vilde planter”. Den er en fryd for øjet og en drøm at læse. Den kan man så supplere med de 710 siders koncentreret botanik i Bo Mossbergs og Lennart Steenbergs ”Den store nordiske flora” med tegninger, korte tekster og udbredelseskort for næsten 3000 vilde og forvildede plantearter i Norden.

Blåhat var en af de første blomster, jeg fik et fortroligt forhold til. Jeg tror ikke, jeg var mere end fire år, da min mor fortalte mig, hvad den hed. Det var et fantasifremkaldende navn, og vi børn undrede os over, hvem der kunne bære så små hatte. Nisser, måske? Blåhatten voksede talrigt i vejrabatten langs den stenede vej, der slyngede sig over dalen ned til vores hus. Her traf vi som børn på dyngvåde blåhatte i øjenhøjde, når vi gik regnvejrsture. Vi syntes, det var lidt synd for hattene, der så lidt traurige ud med deres tunge last af klart regnvand. Men der var også en sådan sommerlig friskhed og frodighed over de lysviolette blåhatte.

Efterhånden fandt jeg ud af, at blåhattens mylder af honningfyldte blomster virker som magneter på sommerfugle, bier og alskens små biller. Så hvis man er til sommerfugle og vild poesi (og hvem er ikke det?), er blåhatten ren magi i enhver have.

Ude i bakker og grøftekanter står blåhatten tit sammen med gul snerre. Snerrens myriader ar florlette, gule blomster dufter sødt og intenst af sol og sommerland. Derfor kaldes den også Jomfru Marias sengehalm. Vellugten følger med ind i stuerne, når man bruger den i markbuketter, og det er dejligt, selvom de bittesmå blomsterkroner hurtigt begynder at drysse.

Ude i landskabet er snerreplanter føde for øjeplettede snerresværmerlarver, der virker grotesk store, når de kravler omkring i plantens fine nåleløv. Visse år, er der masser af larver.

Gul snerre er i slægt med bøgeskovens skovmærke med fine bladkranse og snehvide blomster, som lyser op i skovbunden i maj. Når man tørrer den, dufter skovmærke fint af stoffet cumarin. Og så er den i familie med selveste kaffebusken.

Alle kender orkidéer, som man i dag kan købe i ethvert supermarked. Færre ved, at orkidéer er den største af alle plantefamilier med omkring 30.000 arter på Jorden, og at der findes omkring 40 vildtvoksende i Danmark. Ingen orkidéer er buske og træer, men ellers optræder de i de mest bizarre former og farver.

Orkidéerne har udviklet sig i et tæt samspil med insekter, der bestøver dem på forskellige mere eller mindre besynderlige måder. I Danmark er den mest berømte nok flueblomsten, hvor blomsterne ligner og dufter som hunner af en bestemt lille vild bi. Det gør de så godt, at hanbierne bliver opstemt til at parre sig med blomsterne igen og igen. Og sådan bliver flueblomsterne bestøvet. Den mærkelige orkidé er kun fundet i Allindelille Fredskov på Sjælland, hvor den var på nippet til at uddø af glemsel indtil en ung biolog, Axel Frederik Møller, satte sig for at redde dens voksested. Det lykkedes, og nu er bestanden i fremgang. Den og alle andre orkidéer er fredede.

Stor gøgeurt er Danmarks mest statelige orkidé. Den er sjælden, men findes blandt andet i Klinteskoven på Møn og ved Vejle Fjord, hvor planterne kan blive over en halv meter høje med op til tyve centimeter lange blomsteraks. Blomsterne er af variabel farve, men ligner altid små hætteklædte mennesker. Jeg glemmer aldrig mit første møde med de store gøgeurter i Stagsrode Skov ved Vejle Fjord i 1995, hvor min ældste søn på seks år satte sig i græsset og så op på de eventyrlige aks af menneskeblomster.

Geranium er både navn på en kendt restaurant og planteslægten storkenæb. Ud over stuernes velkendte rosengeranium sælger planteskolerne et utal af forskellige arter og sorter af storkenæb til haver. Men den vilde danske natur er også et skatkammer af storkenæb. Der er de prangende arter skovstorkenæb i lyse skove, engstorkenæb i enge og den blodrøde storkenæb ved kysterne.

I frodig jord og fugtig jord, navnlig mellem sten, findes stinkende storkenæb. Navnet er meget sigende. Den har kirtelhår og stinker, når man dasker til den. Nogle synes dog, at den dufter behageligt. Når man luger have, fortæller næsen altid, når man har strejfet en stinkende storkenæb. Man kan lade den stå, for den er fin med sine lysende blomster, elegante bygning og bregneagtige blade. Og den stinker kun, når man rører den.

På dansk kaldes planteslægten Primula for kodriver. Det tre hyppigste danske arter er gule, men ude i verden findes et utal af kodrivere i andre farver. Og så er der en meget sjælden lysviolet kodriver i Danmark. Det er melet kodriver, som har de fineste blomster, der består af fem hjerteformede kronblade, der er vokset sammen i en krans.

Den femhjertede skønhed vokser på solrige steder i rene, kalkrige enge. Dem er der ikke mange af, og da den melede kodriver oven i købet er uhyre kræsen, findes den kun på en håndfuld lokaliteter i Danmark. Blandt andet på Bornholm, hvor den vokser side om side med kantbælg, vibefedt, mosetroldurt og andre notabiliteter.Sammen medkornblomster og andet godt var den røde arve en af de første af markens blomster, jeg lærte at kende som lille. De spæde røde blomster folder sig kun ud i stærk sol midt på dagen, så planten har fået det aparte, men meget sigende navn ”grine til middag”. Sådan et navn glemmer man aldrig, når man som barn har fået det at vide af sin far og mor.Og så er der agersnerlerne, der som højsommertegn kryber frem fra vejrabatter og folder deres mylder af lyse, duftende blomstertragte ud selv i den stærkeste tørke. De har nemlig tykke, hvide rødder meterdybt nede i jorden, og er et besværligt ukrudt i havernes staudebede, hvor de dukker op igen og igen, uanset hvor tit man nakker dem. Snerlens naturlige voksested er solbagte lerklinter, hvor den blomstrer intenst og farverigt hele sommeren.

Da jeg var på skolerejse i Jylland i 7. klasse, kom vi til en mose, hvor vores lærer sagde, at vi skulle passe meget på, hvor vi satte vores fødder, for der var kødædende planter.

Det kunne vi ikke se, men så pegede læreren pludselig ned i mosset og sagde ”Her er de!”, hvorefter han med et brøl tak hånden væk fra rovplanten, der havde angrebet ham.

Det hele var en joke, men vores opmærksomhed var vakt, og vi fik hele historien om den spæde soldug, der fanger og nedbryder små insekter på sine blade, som er forsynet med fine hår med forræderiske limdråber, der ligner dug i solen. De døde insekter er fulde af næring, som solduggen nyder godt af i mosen, hvor der ikke er meget at hente i den sure jord.

Jeg kunne nævne mange, mange flere klenodier fra naturens botaniske skatkammer. Det er ofte småplanter, der bliver de rene eventyr, når man nærstuderer dem.

En af de arter, der breder sig på tørre vejskrænter med råjord, er kurveplanten bitter bakkestjerne. Man overser den let, for den ligner ingenting på afstand. Man skal ned på knæ og tage den i øjesyn. Så er den et underværk.

Det samme er den temmelig sjældne store kambregne, som den eminente naturhistoriker Finn Hansen viste frem et sted nær Rytterknægten i november og med ualmindelig begejstring kaldte et vidunder i ”naturens katedral”.

Han har ret. Midt i den blomsterløse tid præsenterede den stedsegrønne kambregne sig prægtigt midt i mosset som en kronjuvel fra botanikkens skatkammer.

Nu elsker jeg det sted.

Stor gøgeurt er Danmarks mest statelige orkidé. Den er sjælden, men findes blandt andet i Klinteskoven på Møn og ved Vejle Fjord.
Stor gøgeurt er Danmarks mest statelige orkidé. Den er sjælden, men findes blandt andet i Klinteskoven på Møn og ved Vejle Fjord. Foto: Michael Stoltze.
Foto: Michael Stoltze.
Foto: Michael Stoltze.