Fra en tætpakket kalender til en rejseaktivitet på nul

Simon Faber, tidligere overborgmester i Flensborg og nu projektleder for markeringen af 100-året for Genforeningen, må koncentrere sig om aflysninger og udsættelser i stedet for at tage sig af alskens aktiviteter rundt i landet

Simon Faber, tidligere overborgmester i Flensborg og nu projektleder for markeringen af 100-året for Genforeningen.
Simon Faber, tidligere overborgmester i Flensborg og nu projektleder for markeringen af 100-året for Genforeningen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Hvordan bevarer du livsmodet i denne tid?

Allerede i februar forberedte jeg min familie på, at en krise var på vej, og at vi måtte indstille os på drastiske indgreb. Kinesernes ekstreme tiltag var jo et vink med en vognstang om, hvor farlig den nye virus reelt er, og det har længe foruroliget mig, hvordan risikoen blev forsøgt nedtonet i Europa.

Men når det er sagt, tror jeg, at netop Danmark har gode forudsætninger for at ride stormen af. Regeringen, myndighederne og folkestyret agerer nu forbilledligt, konsekvent og med stor gennemslagskraft, ligesom jeg gennem længere tid har fået indtryk af systematiske forberedelser på kommunalt og regionalt niveau.

Håndteringen i de to nabolande Sverige og Tyskland har desværre været noget fodslæbende. Min kone og jeg kender de to lande indefra, da både hun og jeg har boet begge steder. I de seneste dage er der dog strammet kraftigt op syd for os – men vi føler os i gode hænder i Danmark netop nu.

Hvordan bruger du din tid anderledes nu?

Det er en slående kontrast. Markeringen af 100-året for Genforeningen var kommet godt fra start, og det var fantastisk glædeligt at se programmet og nysgerrigheden folde sig ud i alle dele af landet. Jeg havde en tætpakket kalender med høj rejseaktivitet til møder, foredrag og kulturbegivenheder så forskellige steder som København, Lemvig, Odense og Slesvig.

Nu er rejseaktiviteten nede på nul, og på sekretariatet handler det nu i stedet om aflysninger og udsættelser af mange fine projekter, som foreninger og institutioner har forberedt gennem flere år – og om alternative scenarier for resten af markeringen, der efter planen skal kulminere i juli.

Også på hjemmefronten er kontrasten stor. I stedet for den travle logistik med arbejde, skole, kirke og sport står den nu på hjemmearbejde for alle fire, som vi prøver at fordele i tid og sted ved husets spredte borde.

Hvilke råd til opmuntring vil du give medborgere, der er ramt af krisen?

I korte samtaler – med behørig afstand – på gaden, bilværkstedet eller butikken hører jeg både alvor og tillid til at stå det igennem, og jeg forsøger selv at understrege det. Og så er det måske også mentalt sundt at få visket tavlen ren for nogle af de mere sekundære luksusproblemer, vi ellers har haft overskud til at hænge os i. Det eksistentielle tæller, og alle kan blive ramt. Denne ærlige erkendelse giver også noget robusthed.

Nævn tre håbstegn, der hvor du er.

Trods politiets sms, der advarer mod solskinsvejrets fristelser, vil jeg sige, at det er stærkt opmuntrende at høre forårets fuglesang, mærke solens varme og det tiltrængte tørvejr.

Her i Sønderjylland kan det foreløbige stop for grænsehandlen måske føre til, at man i højere grad påskønner sit lokale handelsliv. Det er godt at se dets tilpasningsevne og opfindsomhed – vi glæder os i hvert fald til at afprøve nogle af nærområdets nye takeaway-tilbud. Og i det politiske rum forventer jeg, at det vil være en positiv øjenåbner at se nationalstaten træde i karakter med sine klassiske dyder – både som værn, som effektiv organisation og som kulturelt fællesskab.

Hvordan vil krisen påvirke dit liv fremover?

Næsten alle områder i mit liv har været påvirket. Det gælder både privat og professionelt, hvor mødeaktivitet, foredrag, kor- og kirkemusik har fyldt mit liv. Så længe virussen er på spil, vil disse former for samvær blive udfordret.

Jeg holder meget af at give hånd, og at undvære det føles som et ægte afsavn. Dertil kommer en vis følelse af sårbarhed, efter at jeg selv for fem år siden oplevede at blive hårdt og uventet ramt af en uidentificeret virus. Også i grænselandet er den nye virkelighed en stor forandring. Møder, familiebesøg og andre ærinder syd for grænsen må vige for en stund.

Så længe der er forskel på Danmarks og Tysklands nedkæmpning af coronasmitten, må vi nok indstille os på et ganske robust grænseregime. Og endelig elsker vi de lange bilture mod syd til for eksempel Østrig og Adriaterhavets kyst. Hvornår mon det kan lade sig gøre igen?