Prøv avisen

Fra forbrugsliv i hovedstaden til dele-underhylere på landet

Beboerne i landkollektivet De Sydvendte Spande købte efter nogen tids søgning en gård 15 kilometer syd for Nyborg for at bryde med nogle af samfundets normer. Foto: Angelina Owino/ritzau

De deler alt. Lige fra underbukser, sokker og seng, til mad, penge og følelser. De syv unge er flyttet ud på landet, væk fra reklamesøjler, forbrug, larm og tempo

Nederst i toiletdøren er der et hul på 30 gange 40 centimeter. Hører man til dem, som besørger bedst bag en hel dør, kan man gå ud i haven, gennem det lange græs, hen til et muldtoilet. Et træskur med en bænk. I bænken er der skåret to numserette huller, under hvert hul står en blå tønde til at gribe efterladenskaberne.

”Her kan man sidde i fred og læse en kærlighedsnovelle, hvis man har brug for det,” siger Lise Maj Brinch Nielsen, en af medstifterne af landkollektivet De Sydvendte Spande.

Hører man til de rigtig sociale toiletgængere, har man mulighed for at invitere en ven med til et spil skak på toiletbænken.

For omkring fire år siden mødtes en flok unge med en trang til at bryde med nogle af samfundets normer i en lejlighed i København. Ét møde blev til mange flere, nogle sprang fra, nye kom til. For dem var det ikke givet, at det at blive voksen er lig med hus med plads til en familie, fast job. Og gæld.

”Jeg ringede til min far og sagde, at vi skulle bruge bilen,” fortæller Lise Maj, som ud over at være 24 år læser på Ollerups frie Lærerskole. Nogle ville kalde hende drenget med kasketten presset ned over det korte, mørke, pjuskede hår.

En høj, slank krop pakket ind i bukser og skjorte, store, brune øjne, høje kindben, en sølvring mellem næseborene, og så uddeler hun kram, der kan mærkes.

”Jeg fik reklamer i hovedet, biler overalt, et tempo, der bare pressede sig ned over mig. Jeg havde svært ved at trække vejret dybt ned i maven,” fortæller Lise Maj om sine år i København.

”Her får jeg ro og en kontakt med naturen. Kan lyde meget hippieagtigt, men det er meget reelt. Når jeg er i kontakt med naturen, er jeg mere i kontakt med mig.”

En kassevogn fuld af udbryderlystne unge kørte land og rige rundt og så det ene bindingsværkhus efter det andet.

”Vi blev ved med at vende tilbage til stedet her. Jorden har været dyrket økologisk i over 20 år, og så er her bare en god energi,” siger hun.

De syv blev enige om at slå til, skrabede sammen, hvad de havde af penge og købte gården 15 kilometer syd for Nyborg kontant for 650.000 kroner. Nogle havde arv eller gode opsparinger at smide i puljen, andre havde knap så meget.

Nogle sover på madrasser i husets to værelser, andre sover i skurvogne i haven.

”Nogle havde meget brug for at kunne sige: Jeg sover derovre. Andre finder bare en ledig madras.”

Midt i rundvisningen kaster Lise Maj sig over en sovende mand i en seng.

”Heeeeej, hvor har jeg savnet dig. Er du her?!”.

Vi befinder os i det kolde rum, fortæller hun, da hun igen har løsrevet sig fra sin ven i sengen. Der er ingen isolering, og der er kun en murstensvæg ind til gederne.

”I gamle dage sov man jo med dyrene for at holde varmen. Det kan være, I skal føre traditionen videre,” foreslår den netop vågnede husgæst.

”Det kan da godt være, man skulle tage ved lære af gamle dage. Men så vil jeg hellere have hest. Jeg stoler ikke på den der hanged.”

Al husets inderbeklædning er pillet af og murstensvæggene blotlagte. Egentlig på grund af fugtproblemer, men de rustikke murstensvægge giver en fornemmelse af moderne Vesterbro-lejlighed, der møder gammel bondegård.

I det andet værelse er der, udover nogle madrasser på gulvet og en ramme uden billede på væggen, et par bugnende fulde tøjskabe.

”Her har vi vores fællestøj. Vi har det meste fælles. Nogle deler underbukser og strømper, andre har også deres eget.”

De deler stort set alt. Mangler de penge i kassen, så har de et fælles deltidsjob, hvor de transskriberer for en dame.

”Man smider i kassen, hvad man har overskud til. Nogle tjener penge og kan bidrage med dem, andre har hænderne godt skruet på og bidrager med det.”

De har et fælles madbudget på et par tusinde om måneden. Resten skralder de. Altså samler kasseret mad fra supermarkedscontainere på et par ugentlige aftenture.

”I starten levede vi for langt mindre. Nu er vi blevet mere magelige,” griner Lise Maj.

Magelighed. En tilstand, som har ramt mangt en idealistisk hippie gennem tiden. Og så sidder man pludselig dér, hvor man havde svoret, man aldrig ville sidde, på murermestervillaens tilstødende terrasse og nyder et glas vin efter en lang arbejdsdag. Hvorfor ikke bare acceptere, at alle veje fører til kreditforeningslån? Og så nyde det komfortable liv?

”En tung trædemølle. At lave penge for at lave penge.”

Pause.

”Man har institutioner, fordi man ikke har tid til at passe sine børn. Man tjener penge for at kunne betale for institutionerne, og man har ikke tid til at passe sine børn, fordi man skal tjene penge.”

Mange ser ikke det liv som et valg, mener Lise Maj. For vi har fået det ind med leverpostejsmadpakken, fra vi var ganske små.

Når vi bliver voksne, har vi lært at passe ind i de rammer, som samfundet tilbyder. Sådan fortsætter trædemøllen, mener hun. Det er dét, de unge fra De Sydvendte Spande vil bryde med. De prøver at viske lystavlen ren, eksperimentere og finde ind til kernen af deres egne behov.

Lige nu er behovet morgenkaffe og fællesmøde med en snak om dagens gøremål. Flere og flere støder til omkring bordet. Et par venner af huset, et par frivillige arbejdere, nogle beboere. Ét kan de blive enige om: I aften er der dansefest i Svendborg.

”Jeg fik reklamer i hovedet, biler overalt, et tempo, der bare pressede sig ned over mig. Jeg havde svært ved at trække vejret dybt ned i maven,” fortæller Lise Maj Brinch Nielsen om sine år i København. Foto: Angelina Owino/ritzau