Det er 13 år siden, at Kristendemokraterne - der dengang hed Kristeligt Folkeparti - sidst fik stemmer nok til at komme over spærregrænsen og få valgt fire medlemmer ind i Folketinget. Dengang lå partiet lige i hælene på Enhedslisten med 2,3 procent af stemmerne mod Enhedslistens 2,4 procent.
Det gør Kristendemokraterne ikke længere.
Enhedslisten er for længst spurtet fra det parti, der ellers formåede at komme i Folketinget med syv mandater i 1973 på mærkesager som modstand mod fri abort og pornografi og har siddet med i tre regeringer. To i firkløverregeringernes tid under Poul Schlüter (K) 1982-1988 og en under Poul Nyrup Rasmussen (S) 1993-1994. Nu giver onsdagens meningsmåling fra Voxmeter Kristendemokraterne 0,8 procent af stemmerne, hvilket er på niveau med de 0,8 procent, partiet opnåede i 2011, og stadig langt fra spærregrænsen på to procent.
”Kristendemokraterne er historisk set et protestparti, og det baserer sig stadig fortrinsvis på enkeltsager. Den slags partier har svært ved at klare sig politisk. De er i konkurrence med partier, der har en meget længere historie og en bredere profil,” siger Klaus Petersen, professor ved Center for Velfærdsstatforskning, hvor han blandt andet forsker i partiernes historie.
Han peger på, at udfordringen for Kristendemokraterne er at finde ledige standpunkter, der harmonerer med partiets værdier og er tilstrækkeligt væsentlige for mange mennesker. Det er jo ikke nok, at vælgerne er enige i partiets mærkesager. For eksempel familiepolitikken. De pågældende mærkesager skal også betyde så meget for vælgerne, at de vil sætte andre politiske hensyn til side,” siger han.
Så sent som i april fik den lurende desperation over manglende vælgertække Kristendemokraternes bestyrelse i Københavns storkreds til at tilbyde den tidligere Venstre-politiker og bedrageridømte erhvervsmand Klaus Riskær Pedersen at blive folketingskandidat i kredsen. Partiets ledelse tog dog straks afstand fra idéen, og Klaus Riskær takkede nej.
Kristendemokraterne bygger på den kristendemokratiske ideologi, som fik stor indflydelse i Europa efter Anden Verdenskrig. De vigtigste elementer er det kristne livs- og menneskesyn, næstekærligheden og forvalteransvaret for kloden.
I partiets principprogram fra 2008 står der, at ”Kristendemokraterne er et politisk parti, der ønsker at præge samfundet ud fra det kristne livs- og menneskesyn”. Det er ikke ensbetydende med, at kristendommen gøres til en politisk ideologi, men den udtrykker værdier og normer, der er inspirationskilde for Kristendemokraternes politik.
”Vi kan som mennesker ikke undvære de kristne værdier. De er vores grundlæggende pejlemærker. Hvis vi ikke har dem, ender vi med at blive spist op af den rå materialisme og statssystemet,” siger Stig Grenov, landsformand og folketingskandidat for Kristendemokraterne.
Direkte adspurgt er hans højeste ønske for Kristendemokraterne, at partiet igen bliver opfattet som et folkeligt parti - men det skal ske uden at gå på kompromis med det, han ser som partiets eksistensberettigelse. Efter flere perioder med landsformænd, der nedtonede nogle af partiets klassiske mærkesager og forsøgte at give partiet en mere klassisk borgerlig fremtoning, har Stig Grenov blandt andet gjort sig bemærket ved at tone rent flag med sin skepsis over for fri abort og homoseksuelles ret til at få børn.
”Vi må ikke nedtone vores kristne værdier. Vores politik udspringer jo af vores kristne livssyn. Vores familiepolitik. Vores natursyn. Vi skal stå ved vores værdier. Det er jo netop dem, der kan bibringe dansk politik noget andet og mere end den materialisme og det statssystem, der dominerer hele den traditionelle politiske tænkning,” siger Stig Grenov.
Han er sikker på, at mange danskere er enige med partiet på en række punkter, men tøver med at stemme på det, fordi der er en udbredt berøringsangst over for kristendom og religion i Danmark.
”Danskerne er meget reserverede. Det er ikke som i Norge eller Sverige, hvor der er en meget større folkelig forståelse for de kristne værdier.”
Selvom de danske kristendemokrater bygger på samme tankegods som de store europæiske kristendemokratiske partier, har de aldrig opnået samme opbakning eller udbredelse som for eksempel Tysklands Kristeligt-Demokratiske Union, CDU. Det har sin historiske forklaring, siger Jonas Norgaard Mortensen, forfatter til bogen ”Kristendemokrati - idé og bevægelse” og blandt andet tidligere regional direktør for Danmission i Mellemøsten.
”I Centraleuropa blev de kristendemokratiske partier grundlagt efter Anden Verdenskrig, hvor der var et enormt behov for partier, der ikke bekendte sig til nogle af fløjene, men kunne definere en ny moralsk, politisk linje. Europa var i en moralsk og kulturel krise efter krigen, som de kristelige partier var gode til at give deres bud på. De blev helhedspartier, og det var i vid udstrækning også dem, der stod bag det europæiske projekt. Det er tankevækkende, at det er EPP, den kristendemokratiske gruppe, der er den største gruppe i EU-Parlamentet i dag,” siger han.
Jonas Norgaard Mortensen peger på, at den politiske situation i Danmark efter krigen var helt anderledes, og derfor opstod tanken om en Kristendemokrati slet ikke. Ikke før 1970, hvor Kristeligt Folkeparti kom til. Men nu ikke som et bredt favnende parti, men derimod som et moralsk protestparti. Og det har hængt ved partiet lige siden, mener han:
”Det er aldrig kommet ud af sin selvforståelse som et protestparti. Det baserer sig grundlæggende på forfaldanalyse. Verden er af lave, og opgaven er at være moralens vogter.”
Jonas Norgaard Mortensen peger på, at det også er sådan, vælgerne opfatter partiet.
”Selv i de perioder, hvor partiet har forsøgt at frigøre sig fra sit protestimage, er det ikke lykkedes. Det er, som om at det er den samme fortælling, der bliver genfortalt,” siger han.
