Dæmpede stemmer ekkoer i det minimalistisk indrettede rum med hvide mustensvægge og et stort vinduesparti ud mod en lille sø. I en halvcirkel på gulvet sidder 17 skolebørn fra 7.x. på Herstedlund Skole i den københavnske forstad Albertslund og eksperimenterer med, hvordan en ændret farvesætning kan ændre rummets udtryk. Ved siden af dem står en af verdens dyreste skulpturer til en anslået værdi af en halv milliard kroner.
Vi er på Louisiana, det eksklusive kunstmuseum i nordsjællandske Humlebæk, som gerne vil være lidt mere inkluderende. Sidste år havde museet 700.000 besøgende, hvoraf de 80.000 var børn og unge, men kendsgerningen er, at der findes masser af børn og unge i Danmark, som yderst sjældent eller aldrig kommer på et kunstmuseum som dette. Indtil for en uges tid siden gik nogle af dem i 7.x.
”Det er fedt at være her, fordi det er noget helt andet end vores hverdag. Vores område er en ghettoby, som ikke har noget med kunst at gøre. Der er kun graffiti,” forklarer Jonas Wahab fra 7.x.
Hans klassekammerat Christian Diaz-Lopez tilføjer, at klassen har været på Nationalmuseet engang, men der var de kun et par timer. På Louisiana er de fem timer om dagen i en hel uge.
”Det betyder noget, at vi er her i lang tid. Ved at være her har vi lært, at der er en mening med kunst,” siger Christian, som minder om, at når man går i 7. klasse, har man ikke længere billedkunst på skemaet.
Det, som har bragt den helt gennemsnitlige københavnske vestegnsklasse til Humlebæk, er et helt nyt initiativ fra Louisiana Learning, som er enheden for kunstmuseets kontakt til skoler, gymnasier og andre fora, hvor man når ud til børn og unge. Forud for 7.x’s besøg gik en landsdækkende konkurrence, hvor alle skoleklasser blev opfordret til at skrive en ansøgning om at vinde et gratis kunstlejrskoleophold.
I januar sendte 7.x. så Danmarks bedste ansøgning, som handlede om at være børn af en betonby og have forældre, der kommer fra hele verden, men selv ikke at have set meget andet end Københavns vestegn. Om at være en sammenbragt klasse fra to mindre skoler, der er slået sammen til én stor. Om at bo i det samme kvarter, men alligevel næsten aldrig at lave noget sammen uden for skoletid. Om at have lyst til verden, men alligevel at have brug for hjælp til at komme ud og få nogle gode minder sammen.
”Tænk, hvor meget vi kunne lære vores familier og venner om det at være på kunstmuseum, eller egentlig bare fortælle dem om det at være væk hjemmefra,” skrev eleverne og overbeviste dermed Louisiana Learning om, at de var den helt rette klasse at give denne chance.
”Det er en klasse, hvor et fåtal har været på Lousiana, og et flertal aldrig har været på kunstmuseum. Vi syntes, det kunne være meget spændende at lære dem at kende og prøve at være med til at se på kunst med deres øjne,” forklarer Jeppe Wildt, formidler ved Lousiana Learning, som sammen med kollegaen Hanne Flarup har stået for det forløb, som over fem dage har indført skolebørnene i maleri, skulptur og arkitektur.
Selve lejrskoledelen med aftensmad, sovesale og natteroderi på kant med reglerne er henlagt til Helsingør Vandrehjem, hvorfra klassen dagligt er vandret den lange vej til museet. Kulturelle udflugter til lokaliteter som Kronborg og Fredensborg Slot har der også været tid til, men hovedvægten er lagt på Louisiana.
På museet har klassen især skullet forholde sig til den berømte Giacometti-sal, hvor eleverne den første dag skulle lære om den schweiziske billedhugger Alberto Giacomettis karakteristiske høje, tynde bronzefigurer ”Stående kvinde” og ”Gående mand” fra 1960. I dag er det verdensberømte værker, og en skulptur magen til ”Gående mand” blev i 2010 solgt på auktion for den nette sum af 553 millioner kroner.
Et par dage efter vender de tilbage for denne gang at forholde sig arkitektonisk til det rum, figurerne er anbragt i. Et rum, som med elevernes ord fremstår ”stort” og i forhold til de prangende sale på Kronborg, klassen lige har besøgt, ”simpelt”. Det er godt set, for det er netop meningen, påpeger Jeppe Wildt:
”Mange siger, at det er, som om skulpturerne er lavet til netop dette rum. Faktisk lavede Giacometti dem til, at de skulle stå foran en bank på Manhattan i New York. Men hvad tror I, der sker, hvis man stiller skulpturerne foran en sindssygt høj bygning? Ja, de ser mindre ud. Det kunne Giacometti ikke lide, så han fik dem fjernet, og så endte de her,” fortæller han.
Men klassen skal ikke bare lytte. Kunstlejrskolen bygger på idéen om, at børnene åbner sig for kunsten ved selv at skulle indgå i en skabende proces. Det er derfor, de nu får til opgave at omtænke arkitekturen i rummet og tegne deres idé ind på et foto. De fleste vælger at give væggene lidt kulør, men Emma Oline Jørgensen går uimponeret til værks og planter med sine farvekridt en stribe grønne træer ind mellem Giacometti’erne.
”Jeg synes, der er et meget indelukket rum, som trænger til lidt liv,” forklarer hun.
