Medlem af Borgerrepræsentationen i København, Laura Rosenvinge (S), har i anledning af diskussionen om seksualundervisningen i skolen udtalt, at denne er for vigtig til at blive overladt til forældrene. I det konkrete tilfælde handler det om, at det undervisningsmateriale, der anvendes til den undervisning, som Rosenvinge taler om, er blevet holdt hemmeligt, så hverken offentligheden eller forældrene har haft mulighed for at få indblik i, hvad børnene undervises i.
For at forstå skolernes nuværende forpligtelser, når det handler om børnenes opdragelse, kan det lønne sig af kaste et historisk blik på opdragelsens historie og dermed også på forholdet mellem opdragelse og undervisning. I den enevældige danske stat gjaldt det som hovedprincip, at dåb og oplæring i den luthersk-evangeliske tro var forudsætning for at kunne regnes som myndig. I 1736 blev der indført en obligatorisk eksamen for ”den tilvoxende Ungdom”, der skulle sikre, at de havde forstået et vist minimum af, hvad det ville sige at være rettroende kristen og dermed et ordentligt menneske, nemlig konfirmationen. Ved skolelovene i 1814 blev skolevæsenets ordning og finansiering sat noget bedre i system, men i princippet var det stadig skolens opgave ”ved Børnenes Underviisning … at danne dem til gode og retskafne Mennesker i Overensstemmelse med den evangelisk-christelige Lære”, og den syvårige skolegang afsluttedes stadig med konfirmationen, ved hvilken barnet ophørte med at være ”uopdraget”.
Det ændrede sig med Grundloven af 5. juni 1849. Trosfriheden betød, at staten ikke længere kunne opretholde et religiøst defineret opdragelsesmonopol. Det kunne man have løst ved at gøre almueskolen konfessionsløs, men den mulighed kom slet ikke på tale. Samtidig blev det i Junigrundloven fastslået som en af de borgerlige rettigheder, at de ”Børn, hvis Forældre ikke have Evne til at sørge for deres Oplærelse, ville erholde fri Underviisning i Almueskolen.”. Børnenes undervisning og opdragelse i udgangspunktet er altså i udgangspunktet forældrenes ansvar, et ansvar som kan delegeres til den offentlige skole. Dette princip er i en revideret form optaget i den nugældende grundlov som paragraf 76.
Problemet med de anderledes troendes børns opdragelse blev løst med den såkaldte friskolelov af 1855, der gjorde det muligt at oprette skoler med et andet bekendelsesgrundlag end folkekirkens. Denne mulighed førte i første omgang til oprettelsen af katolske skoler. Siden blev muligheden især benyttet af grundtvigianere og i de seneste årtier også af blandt andet muslimer. Det vil altså sige, at selvom religionsfriheden i princippet satte skel mellem undervisning og opdragelse, forblev skolerne konfessionelle og dermed både oplysende og religiøst opdragende. Den religiøst forkyndende undervisning i Folkeskolen blev først afskaffet i 1975, men det betød ikke, at skolen ophørte med at være normativt defineret.
Skolepolitik er også i dag en kamp om de værdier, der skal gælde for det samfund, som børnene skal overtage en dag. Derfor vil både Folkeskolen og friskolerne altid have de politikeres opmærksomhed, som ønsker at forme fremtiden. I den aktuelle situation er det en interesseorganisation, Normstormerne, som søger indflydelse på seksualundervisningen i Folkeskolen, men i lang tid uden at forældrene kunne få indsigt i, hvad de lærer børnene. Nu er materialet blevet offentliggjort - dog ikke med Normstormernes hjælp - og det konkrete problem om aktindsigt kunne man nok overlade til juristerne at løse, men man kan da pege på, at alle folkeskoler i overensstemmelse med princippet om forældres ansvar for børnenes opdragelse og undervisning har bestyrelser med forældrerepræsentation. Til disse bestyrelsers ansvar hører ifølge Undervisningsministeriet at godkende – og dermed få indsigt i – skolens undervisningsmidler.
Jes Fabricius Møller er lektor i historie ved Københavns Universitet.