Fra hetero- til homoseksuel

Det var svært for Torben Lund at erkende, at han var homoseksuel. To ægteskaber med kvinder skulle der til, før han sprang ud som bøsse

Den tidligere socialdemokratiske sundhedsminister Torben Lund har været gift med sociolog Claus Lautrup siden 1999. Men han har også to ægteskaber med kvinder bag sig.  -- Foto: Scanpix.
Den tidligere socialdemokratiske sundhedsminister Torben Lund har været gift med sociolog Claus Lautrup siden 1999. Men han har også to ægteskaber med kvinder bag sig. -- Foto: Scanpix.

– Er du bøsse?

Spørgsmålet blev råbt nede fra den propfulde sal på Pan i København, hvor danske homoseksuelle var samlet for at overrække en særlig pris til folketingsmedlem Torben Lund. Det var i juni 1984, hvor socialdemokraten fik den såkaldte Positivpris for sit arbejde med at sikre ligestilling for homoseksuelle.

– Jeg er i hvert fald socialdemokrat, replicerede Torben Lund fra talerstolen.

Den 55-årige eks-politiker sidder på en café og genfortæller historien med smil på læben. I de seneste 10 år har han været åben om sin homoseksualitet, og i dag er han gift med sociolog Claus Lautrup. Men det var svært at nå så langt, og det blev heller ikke ham selv, men tidligere medicinaldirektør Palle Juul-Jensen, der i en bog afslørede, at den kendte politiker var til mænd.

– For mit vedkommende har det været en langstrakt proces. Allerede som teenager fornemmede jeg, at jeg kunne se på en fyr og synes, at han så lækker ud. Men samtidig var jeg helt sikker på, at jeg skulle giftes med en kvinde, have børn og leve et normalt familieliv, forklarer Torben Lund, der i dag ikke længere er aktiv i dansk politik, men programredaktør på tv-kanalen dk4.

Han er vokset op i en arbejderfamilie i Vejle, og i den by var der ikke et homoseksuelt miljø i 1960'erne, hvor man kunne møde ligesindede. Der gik da også rigtig mange år, før Torben Lund satte etiketten bøsse på sig selv til trods for, at han følte sig tiltrukket af mænd.

– Jeg tror, at jeg var bange for det, og så fortrængte jeg det. Jeg kan huske, at jeg i gymnasiet så en 1.g'er, der havde en T-shirt på, hvor der stod: "Bøsser boller bedst", og jeg tænkte, at det var modigt, men samtidig kunne jeg slet ikke forstå, at han gjorde det, siger Torben Lund.

Han blev gift med en kvinde og fik en datter, der i dag er voksen. Samtidig gjorde han politisk karriere i byrådet i Vejle, og på et tidspunkt blev han opfordret til at gå efter borgmesterposten. Men han afstod – blandt andet på grund af sin seksualitet.

– Det var en vældig barriere for mig og var næsten uoverskueligt. Det ville måske ikke have haft afgørende indflydelse på det politiske resultat, men det ville have krævet et særligt overskud, som jeg ikke havde, siger Torben Lund.

I 1981 blev han valgt til Folketinget, og senere mødte han sin anden kone, blev gift og fik endnu en datter. Livet som landspolitiker betød, at han kom en del til København, hvor der var et egentligt homoseksuelt miljø, og samtidig stiftede han bekendtskab med Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske via sit arbejde i Retsudvalget.

– Jeg fortryder ikke mine ægteskaber og ville ikke have undværet mit liv med kvinderne og da slet ikke mine to døtre. Men de følelser, jeg havde for mænd og hidtil havde fortrængt, blev stærkere og stærkere, og til sidst tog jeg konsekvensen, siger Torben Lund.

Han sad i Folketinget i 1980'erne og 1990'erne, hvor der skete en lang række ting vedrørende homoseksuelle. Homoseksualitet og siden transvestisme blev fjernet fra Sundhedsstyrelsens liste over psykiske lidelser, det blev forbudt at diskriminere på grund af seksualitet, og endelig blev der indført registreret partnerskab, som gav bøsser og lesbiske mulighed for at gifte sig. Samtidig fyldte debatten om hiv og aids meget. og det var netop det, der udløste, at Torben Lunds seksualitet kom på forsiden af aviserne i 1996. Det skete, da den tidligere medicinaldirektør i en bog beskyldte blandt andre Torben Lund for at have drevet politik ud fra sin seksualitet.

– Jeg var på ferie på Kreta med Claus, da det kom ud. Vi havde lige mødt hinanden og var nyforelskede. Det var stærkt ubehageligt. Der kommer jo også danske aviser til Kreta, og vi fornemmede, at folk lå på stranden og kiggede på os.

På det tidspunkt havde Torben Lund længe levet som homoseksuel, og venner og kolleger vidste det. Alligevel havde han valgt at gå stille med dørene ikke mindst af hensyn til sine døtre. Den ældste var informeret, men den yngste, der på det tidspunkt var 11 år, fik at vide, at hendes far var bøsse ved at læse formiddagsavisernes spisesedler.

– Det var frygteligt for hende, men vi fik det repareret, så godt vi kunne, og samme efterår kom hendes klasse på besøg i Folketinget, hvor jeg viste rundt. Så kunne kammeraterne jo selv se, at jeg var helt almindelig, siger Torben Lund.

Også for ham selv var det en ny virkelighed at skulle forholde sig til, at alle nu vidste, at han var homoseksuel. I begyndelsen var det svært, og han brød sig ikke om at gå på gaden af frygt for, hvad folk tænkte om ham. Det krævede også overvindelse, første gang han skulle til møde med en gruppe tillidsfolk fra SiD.

– Men der er aldrig nogen, der har sagt noget negativt til mig om min seksualitet, og da det først var ude, var det en meget stor lettelse. Jeg behøver ikke længere at smålyve og forstille mig, men kan leve frit, som den jeg er, siger Torben Lund.

Han glæder sig over, at homoseksuelle i dag på mange områder er ligestillet med heteroseksuelle og peger på, at det nu kun er adoption og kirkelig vielse, der mangler for at gøre ligestillingen fuldendt.

– Det kommer også på et tidspunkt, det er jeg helt sikker på. Det er kun et spørgsmål om tid. Der kommer en vielsesmulighed i kirken, selvom det godt kan være, at det ikke kommer til at hedde vielse.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk

Fakta

Torben Lund

**Født 1950 i Vejle. Cand.jur. 1976, advokatfuldmægtig 1976-1979 og advokat i Vejle 1979-1982. Medlem af Vejle Byråd for Socialdemokratiet 1978-1981, og medlem af Folketinget fra 1981-1998. Fra 1993 til 1994 sundhedsminister i Poul Nyrup Rasmussens regering. Fra 1999 til 2004 var Torben Lund medlem af Europa-Parlamentet, og siden 2004 har han været programredaktør på tv-kanalen dk4. Gift med sociolog Claus Lautrup.