Regeringens forslag om, at skattemyndighederne ikke længere skal have lov til at trænge ind på privat grund og heller ikke skal have mulighed for at afkræve personer deres cpr-nummer, har vakt en del debat.
Der er to elementer i forslaget. For det første er der spørgsmålet, som berører den rettighed, der er sikret af Grundlovens bestemmelse i paragraf 72 om boligens ukrænkelighed. Samme paragraf giver imidlertid også lovgiverne ret til at gøre undtagelser for denne ukrænkelighed, og denne ret har Folketinget gjort rigelig brug af gennem tiden. Denne udvikling søges nu rullet tilbage.
For det andet berører det myndighedernes ret til at identificere borgerne eller borgernes pligt til at identificere sig over for myndighederne. Den står ikke nævnt i Grundloven, men den er helt central for en moderne retsstat. Staten skal kunne identificere sine borgere entydigt for at kunne indkalde de værnepligtige til militærtjeneste, for at straffe de skyldige og for at kunne beskatte de skattepligtige.
Det velkendte middel til dette formål er folketællinger. Da Augustus i sin tid skrev hele Romerriget i mandtal, var det netop, fordi enhver borger skulle give kejseren, hvad kejserens var, altså betale skat. Danmark har siden enevælden været førende i Europa, når det handler om at tælle, registrere og beskatte borgerne. I 1903 blev der indført statslig formue- og indkomstskat med sognekommunerne som den inddrivende myndighed. Det var den kommunale ligningskommission, der satte folk i skat, og det skete, samtidig med at lønindkomst oversteg ejendomsbesiddelse i betydning som beskatningsobjekt.
Da elektronisk registrering blev teknisk eller i hvert fald teoretisk muligt i 1950'erne, er det ikke overraskende, at det var daværende finansminister Viggo Kampmann (S), der plejede idéen om at skabe et centralt register af skatteydere, for det ville gøre beskatningen meget mere pålidelig.
Det elektronisk baserede centrale personregister blev vedtaget i 1968 af et enigt folketing. Indtil da var personbeskatning baseret på selvangivelser, hvilket ville sige, at kommunerne måtte lide på borgernes egne udsagn om, hvad de havde tjent. Cpr-registeret dannede det tekniske grundlag for kildeskatten i 1970, altså en beskatning af lønindkomst baseret på arbejdsgivernes indberetning af, hvad medarbejderne havde tjent. Uanset om Jens Hansen havde to job i hver sin kommune og boede i en tredje, ville han kunne adskilles fra alle de andre Jens Hansen'er og sættes i skat derefter.
Det er ikke overraskende, at dette nye instrument gjorde det muligt at øge indkomstskatterne meget betydeligt i årene omkring 1970 under både socialdemokratiske og borgerlige regeringer. Modstandere af høj beskatning vil kalde det et middel til skatteplyndring. Det er mere præcist sagt et instrument, der sætter skattemyndighederne i stand til med langt større præcision at opkræve den skat, som lovgiverne kræver.
Uanset om en regering går ind for højere eller lavere skatter, er det formålet at inddrive skatter i overensstemmelse med loven. Selv hvis Folketinget i morgen vedtog en halvering af alle indkomstskatter, ville cpr-systemet stadig være det mest effektive instrument til at implementere denne lov.
Når Skat derfor går ind i en kiosk (og her lader vi ude af betragtning, hvorvidt en kiosk er en bolig i Grundlovens forstand) og beder de tilstedeværende medarbejdere identificere sig med det specifikke nummer, som de er blevet tildelt af staten, anvender Skat blot et meget effektivt redskab til lovmedholdelig personbeskatning. Uden cpr-registeret ville skatten ikke være lavere, blot mere vilkårlig.