Fra kupforsøg til valglussinger: Her er de ni vildeste historier fra valgnatten

Historiske valgsejre, desperate kupforsøg og rædselsfulde valgresultater med potentielt formandsskifte til følge. Årets kommunal- og regionsrådsvalg er ikke gået stille for sig

Thulesen Dahl (DF) er klar til at trække sig efter katastrofalt valg, Søren Pape Poulsen (K) må se sit parti miste en borgmesterpost efter 112 år, Enhedslisten bliver størst flere steder, og en uventet vinder har meldt sig i Tønder.
Thulesen Dahl (DF) er klar til at trække sig efter katastrofalt valg, Søren Pape Poulsen (K) må se sit parti miste en borgmesterpost efter 112 år, Enhedslisten bliver størst flere steder, og en uventet vinder har meldt sig i Tønder. . Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau Scanpix, Philip Davali/Ritzau Scanpix, Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix. Grafik: Simone Nilsson.

Valgnatten har budt på overraskende vindere, uforstående tabere og resultater, der kommer til at have betydning for mere end blot de enkelte byers kommunalpolitik. 

Kristeligt Dagblad har samlet et overblik. 

Kupforsøg i Esbjerg i 11. time

Klokken 02:13 natten til onsdag kom den socialdemokratiske borgmesterkandidat, Jakob Lykke, med et sidste desperat forsøg på at vriste borgmesterkæden ud af hænderne på partiet Venstre i Esbjerg. Venstre har ellers haft et godt tag i den i de seneste 28 år. 

"Hvis nogle af dem, der sidder ovenpå og forhandler, kommer ned nu, er vi klar til at tilbyde dem borgmesterposten," lød det fra Socialdemokratiet til De Konservative, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, som i to timer havde forhandlet med den siddende Venstre-borgmester. Der var dog ingen, der tog imod tilbuddet, og Jesper Frost Rasmussen (V) kunne tre minutter senere bekræfte, at han fik lov at fortsætte Venstre-styret i kommunen med en samlet blå blok bag sig. 

Konservative må vinke farvel til 112 år gammelt styre

I Frederiksberg Kommune havde udfordrerne meget mere held med at vippe det siddende parti af borgmestersædet. Siden år 1909 har Det Konservative Folkeparti haft magten, senest med Simon Aggesen (K) ved roret. Men nu er det altså slut. Partiets formand, Søren Pape Poulsen (K), sagde allerede tirsdag aften, at han "har mest ondt af borgerne på Frederiksberg, der nu ser ud til at skulle have københavnske tilstande".

Socialdemokratiets Michael Vindfeldt (S) er nu den nye borgmester i Frederiksberg Kommune, efter han blev konstitueret med hjælp fra De Radikale, SF og Enhedslisten. 

En glad Michael Vindfeldt (S) kan nu overtage borgmesterkæden i Frederiksberg Kommune.
En glad Michael Vindfeldt (S) kan nu overtage borgmesterkæden i Frederiksberg Kommune. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Forfærdeligt valg for DF: Thulesen Dahl klar til at trække sig

Selvom tabet af Frederiksberg har været et hårdt slag for De Konservative, er de langt fra valgets store taber. Dén titel går i stedet til Dansk Folkeparti, der mister hele 60 procent af sine byrådsmedlemmer og går tilbage i alle landets 98 kommuner. 

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), har onsdag formiddag sagt, at han er klar til at trække sig som formand. 

Allerede tirsdag aften sagde Kristian Thulesen Dahl (DF), at hans formandspost er til diskussion efter et rædselsfuldt valgresultat.
Allerede tirsdag aften sagde Kristian Thulesen Dahl (DF), at hans formandspost er til diskussion efter et rædselsfuldt valgresultat. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Enhedslisten vinder i København

Nogle, der til gengæld kan kalde sig vindere, er Enhedslisten.

Partiet har fået en historisk valgsejr i Københavns kommune, hvor det har overhalet Socialdemokratiet. Det er første gang i 112 år, at Socialdemokratiet ikke får flest stemmer i hovedstaden. Også på Bornholm bliver Enhedslisten det suverænt største parti. Der er dog ingen borgmesterposter i sigte, hverken her eller i andre kommuner.

Line Barfod fra Enhedslisten hilser på glade vælgere. Enhedslisten er det blevet det største parti i Københavns Kommune, men får ingen overborgmester-post.
Line Barfod fra Enhedslisten hilser på glade vælgere. Enhedslisten er det blevet det største parti i Københavns Kommune, men får ingen overborgmester-post. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Tysk mindretalsparti snupper overraskende sejr i Tønder

En af de helst store overraskelser landede lige nord for den tyske grænse, da Jørgen Popp Petersen fra Slesvigsk Parti pludselig stod som byens borgmester konstitueret med hjælp fra Venstre, Socialdemokraterne, De Konservative, Borgerlisten og Nye Borgerlige. Det er første gang, partiet har en borgmesterpost, siden år 1946. Venstre har ellers haft borgmesterposten siden år 2001, men et internt opgør tidligere på året, hvor borgmesteren forlod partiet, efterlod åbenbart borgmestersædet tilgængeligt for andre. 

Henrik Frandsen, den forhenværende Venstreborgmester, blev trods en jordskredssejr med 3761 personlige stemmer og ni mandater slet ikke inviteret med ind til forhandlingsbordet ifølge JydskeVestkysten.

Længe så det ud til, at Tønder Listen med nuværende borgmester Henrik Frandsen i spidsen, ville blive valgets helt store vinder. Alligevel var det spidskandidaten fra Slesvigsk Parti, Jørgen Popp Petersen, der repræsenterer det tyske mindretal, der lidt i fire om natten kunne præsentere sig selv som kommunens nye borgmester.
Længe så det ud til, at Tønder Listen med nuværende borgmester Henrik Frandsen i spidsen, ville blive valgets helt store vinder. Alligevel var det spidskandidaten fra Slesvigsk Parti, Jørgen Popp Petersen, der repræsenterer det tyske mindretal, der lidt i fire om natten kunne præsentere sig selv som kommunens nye borgmester. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix.

Hovedpersonerne overhalet indenom i Kolding

I Kolding var der også mange overraskede ansigter, da valgresultaterne kom på plads. Der var egentlig lagt op til, at Villy Søvndal (SF) skulle slås om valget med den tidligere minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Eva Kjer Hansen (V), men sådan skulle det ikke gå. I stedet endte Knud Erik Langhoff fra De Konservative med at løbe med borgmesterposten. Det kom som et chok for både vinder og tabere. Især Eva Kjer Hansen kunne ikke holde sin vrede og skuffelse tilbage, da hun fandt ud af, at den nye konservative borgmester har slået sig sammen med SF, Socialdemokratiet og Radikale Venstre.

"Knud Erik Langhoff bryder alle traditioner og laver en smal konstituering. Jeg kan kun tilskrive det her én ting, og det er, at det her handler om Knud Erik Langhoff og ingen andre," sagde hun til JydskeVestkysten. 

Landets yngste borgmester sikrer partiet 60 procent af stemmerne

På den anden side af Storebælt er det landets yngste borgmester, der er hovedpersonen. I Holbæk blev Christina Krzyrosiak Hansen (S) allerede i 2017 valgt som 24-årig. Mere end halvdelen af byens borgere må synes, at hun har gjort det godt i sin tid som borgmester, for hele 58,9 procent valgte i år at sætte deres kryds ved hendes parti. Det giver Socialdemokratiet 19 mandater og et suverænt flertal. 

"Jeg er så utrolig glad, stolt og rørt. Det er helt vildt," siger hun til TV 2 Øst. 

Valglussing til bornholmske socialdemokrater

Knap så godt gik det hendes partifæller på Bornholm. Her blev Socialdemokratiet i stedet halveret og har nu kun fire mandater i kommunalbestyrelsen og ingen borgmesterpost. I stedet har en broget og umage flok bestående af både De Konservative, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne konstitueret Jacob Trøst fra De Konservative som øens borgmester. Det er 11 år siden, at Bornholm har haft andet end en socialdemokratisk borgmester. Hele den periode har borgmestersædet været besat af den populære Winni Grosbøll (S), men hun trådte tilbage i januar, og hendes efterfølger har altså ikke formået at holde på vælgerne. 

"Det er en kæmpe tillid, der er blevet vist mig," sagde Jacob Trøst (K) til Bornholms Tidende, da han kunne afsløre, at han var blevet borgmester.
"Det er en kæmpe tillid, der er blevet vist mig," sagde Jacob Trøst (K) til Bornholms Tidende, da han kunne afsløre, at han var blevet borgmester. Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix

Valggyser i Rudersdal

Et af de steder, hvor det gik galt for Venstre, var i Rudersdal. Siden kommunen blev dannet i 2007, har Venstre haft borgmesterkæden. Men nu må Venstres Jens Ive (V) give den videre. Det skete efter et valg, hvor partiet blev blæst bagover af De Konservative, som er gået massivt frem og nu er det største parti i kommunen. Derfor kunne De Konservatives Ann Sofie Orth overtage borgmesterkontoret.

"Jeg har været med i det Konservative Folkeparti i medgang og modgang i så mange år, så jeg bliver rørt over, at vi har genvundet vælgernes tillid," siger hun tl Sjællandske medier.

De Konservative fik 32,9 procent af stemmerne i forhold til 16,9 procent ved kommunalvalget i 2017. Venstre gik fra 30,6 af stemmerne dengang til 23,1 procent af stemmerne ved dette valg.