Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil i morgen udnytte et privilegium, som ingen andre politikere har. Hvert nytår taler statsministeren direkte til befolkningen. Uden at andre politikere, journalister eller borgere stiller spørgsmål eller modsiger ham. Hvor kommer dette privilegium fra?
Nytårstalen er "opfundet" af statsminister Thorvald Stauning (S), der allerede fra 1926 ofte talte i radioen for at nå ud i alle landets afkroge. Også med partipolitiske budskaber, men ofte forklædt som "folkeoplysende" foredrag.
Han skrev selv sine taler og holdt sig tæt til sit manuskript, som han langsomt foredrog med sin dybe basstemme. Nytår 1940 holdt han sin første egentlige radionytårstale. Først året efter holdt kongen sin første nytårstale i radioen.
Stauning hævdede at være blevet bedt om at holde en nytårstale. Bedt og bedt! Arbejdernes Lytterforening sad stærkt i Radiorådet på den tid. I 1940 var Anden Verdenskrig brudt ud, men Danmark var endnu ikke besat. Stauning var slidt, og han var skuffet over det nazistiske Tyskland, som havde knust det ellers mægtige tyske Socialdemokrati. Han havde et halvt år før talt om at stoppe i politik, men var af sit parti blevet presset til at fortsætte. Der var brug for den alfaderlige Stauning i en truende tid.
Talen var dyster. Stauning forudså Danmarks undergang, hvis Danmark ikke forblev neutralt. Talen var ikke partipolitisk, men indeholdt dog en resigneret konstatering af, at Danmark ikke kunne forsvares militært. Det var kontroversielt, fordi konservative og militære kredse havde kritiseret den socialdemokratisk-radikale regering for i mange år at have undladt at forberede landet på krig. Derfor fulgte en hidsig debat.
Nytår 1941 var Danmark besat, og Stauning talte faderligt til folket om ikke at miste modet og heller ikke ty til ufine metoder eller uærligt arbejde på grund af besættelsen. På intet tidspunkt hævede han sig i talen over befolkningen og talte på regeringens vegne. Han drog ikke politiske skel i befolkningen. Tværtimod forsøgte han at samle danskerne. Langt mere end senere statsministre talte han om den samlede befolkning og ?Danmark".
Nytårstalen var altså mest en landsfaderlig lejlighedstale. Men den forsvandt i slutningen af besættelsen, da ministrene ikke længere fungerede.
Efter krigen fandt talen vej ind igen. Statsminister Knud Kristensen (V) talte nytår 1946, og en socialdemokrat og en professor holdt også nytårstaler. Først da socialdemokraten Hans Hedtoft nytår 1948 var statsminister, blev talen igen forbeholdt statsministeren. Det antyder Socialdemokratiets indflydelse på den daværende monopolradio.
Talen blev fra 1961 sendt i tv. Nu så befolkningen statsministeren direkte i øjnene.
Talen var fortsat ofte ret hævet over den daglige partipolitik. Statsminister Jens Otto Krag (S) ønskede endda i 1972 at tale med Folketingets formand, Karl Skytte (R), om folkestyrets situation. På grund af Skyttes sygdom talte han dog med historikeren Tage Kaarsted, som stod De Radikale nær. Arrangementet var symptomatisk for den tids idealer om et samtalende folkestyre, men måske også udtryk for, at Krag var kørt træt og godt vidste, at han ikke var den store tv-taler.
Anker Jørgensen (S) talte nytår 1973 om demokrati og fred. Talen samlede især op på det forgangne års begivenheder. Men de følgende år tog aktuel politik efterhånden plads fra ?året der gik". Poul Schlüter (K) appellerede således i 1983 direkte til arbejdsgiverne og arbejdstagerne om at vise samfundsøkonomisk ansvar. Schlüter talte godt på tv – man kan på Statsministeriets hjemmeside se, hvor afslappet han var. Nytårstalerne bliver nemlig nu gemt for eftertiden.
Poul Nyrup Rasmussen (S) talte i nytår 1994 om medmenneskelighed, retfærdighed, optimisme over for globaliseringen og om at gøre plads til de arbejdsløse og de svage. I hans tale var der et skel mellem de stærke og de svage i befolkningen. Nyrup fremstod mere partipolitisk end Stauning, men var ikke konfrontatorisk.
Den konfrontatoriske nytårstale blev for alvor skabt af Anders Fogh Rasmussen (V). Han talte nytår 2002 om sikkerhed, frihed og demokrati, men givetvis ikke ud fra samme demokratisyn som Anker Jørgensen. Tyngden lå mere på frihed end lighed.
Han kårede det 21. århundrede til frihedens århundrede. Befolkningen skulle ikke finde sig i eksperter, der optrådte som ?smagsdommere". Der skulle gøres op med råd og nævn med den slags. Og der skulle føres frit valg-politik i forhold til offentlige institutioner og indføres maksimale ventetider på to måneder til sygehusene. Talen var en skarp kritik af den socialdemokratiske velfærdsstat.
Fogh talte ret aggressivt om ?herskesyge tyranner", ?religiøse fanatikere", ?kompromisløs bekæmpelse af terrorisme og det onde", ?opgør med stive systemer", ?ensretning", ?statsautoriserede smagsdommere", ?eksperttyranni" samt ?et ramaskrig fra de berørte". Fogh refererede i 2002 mindre end halvt så hyppigt som Stauning i 1941 til den samlede befolkning.
I modsætning til Stauning fik Fogh i sine regeringsår hjælp til at skrive talerne. Til tider lignede hans enkle slagordsprægede sætninger reklamesprog.
Lars Løkke Rasmussen varslede blandt andet i sin hidtil eneste nytårstale et "360-graders eftersyn" af folkeskolen. Nytårstalen er blevet stærkt partipolitisk. Den giver statsministeren en sjælden god lejlighed til at påvirke samfundsdebatten. For Lars Løkke er nytårstalen 2011 måske sidste chance for at komme i offensiven politisk. Men ville det nu ikke være mere demokratisk, hvis alle partiledere fik taletid?
Tim Knudsen er ansat på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet
