Fra mild marts til maj med regn og nattefrost

Det lovede godt efter en mild marts og solrekord i april. Men sommeren lader stadig vente på sig

Maj bød ikke på ret meget sommervejr. I begyndelsen af måneden så det dog tåleligt ud i Tølløse på Sjælland. –
Maj bød ikke på ret meget sommervejr. I begyndelsen af måneden så det dog tåleligt ud i Tølløse på Sjælland. – . Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix.

Der er ikke noget at sige til, at mange danskere spejder forgæves efter sommervejret.

Sidste år ved denne tid var havvandet så småt ved at være varmt nok til en badetur for selv de kuldskære, flere dage havde allerede budt på is-spisning og shorts, og femdøgnsprognosen lovede fortsat sol og varme.

Sidste års ekstreme varme i maj var da også usædvanlig. Men dette års udgave af maj har også været atypisk, oplyser Thyge Rasmussen, vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Marts tegnede ellers godt med få frostdøgn og meget varme. Og også april virkede lovende for resten af sommeren. Her blev rekorden i antal soltimer for april slået. Den nye solrekord i april var 274 timer, hvilket er to timer mere end den hidtidige rekord.

Konklusionen for dette forår må derfor være, at det har været varmt og solrigt, men at maj trak ned, siger Thyge Rasmussen.

”April var varmere end normalt og med flere soltimer. Middeltemperaturen var 8,1 grader i år mod gennemsnittet på 5,7. Den højeste temperatur i april var over 24 grader, og det er varmere, end det har været i maj. Marts var også en del varmere end normalt, så konklusionen kommer nok til at være, at foråret samlet set var varmere end normalt, men at maj var kold,” siger Thyge Rasmussen.

I år var maj en grad koldere end middeltemperaturen på 9,8. Og der er faldet 64 millimeter nedbør i år mod gennemsnittet på 48 millimeter, oplyser Thyge Rasmussen.

”Så det er rigtigt nok, hvis man har en følelse af, at det har været koldere, end det plejer at være i maj måned. Og ikke kun sammenlignet med sidste år,” siger han.

Han henviser også til, at der endnu ikke har været en sommerdag i år. Sommerdage er kendetegnet ved, at temperaturen når over 25 grader. Sidste år var der 15 af dem i maj. I år var den højeste temperatur i maj 23 grader, og der har tilmed været flere dage med nattefrost, hvilket ellers er usædvanligt.

“Så vidt jeg kan se, har der været 10 dage med nattefrost i maj. Det er væsentligt flere end normalt,” siger Thyge Rasmussen, som understreger, at maj trods gode intentioner kan byde på lidt af hvert og ofte lidt af det hele.

”Det er en omskiftelig måned, hvor vejret kan svinge fra koldt og blæsende til dejligt varmt. Men generelt er det en forholdsvis tør og solrig måned,” siger han.

I år har der indtil videre været 209 timer med sol, men det tal bliver lidt højere, når gårsdagens soltimer er talt med og sender det samlede antal soltimer over gennemsnittet.

Et hurtigt kig i DMI’s oversigt over det danske vejr siden 1874 viser, at maj ofte er en solrig og varm måned. I 2018, 2017 og 2016 var middeltemperaturerne henholdsvis 15, 12 og 12,9 grader. De højeste temperaturer var alle tre år over 26 grader. I 2016 var der 271 timers sol i maj og i 2018 hele 363 timers sol.

At forårsvejret har været vekslende i år, skyldes ifølge Thyge Rasmussen, at vi ligger midt i nogle store strømningsmønstre i atmosfæren, som hele tiden tipper temperaturen frem og tilbage. Det gør det ekstra svært at forudsige temperaturerne længere ud i fremtiden, siger Thyge Rasmussen, der ikke vil forsøge sig med en langsigtet prognose, selvom han får chancen.

”Nej tak,” griner han.

En ting er sikker. Vejret herhjemme kan byde på lidt af hvert, og ifølge DMI’s prog-noser står vi i den allernærmeste fremtid foran en varm og solrig weekend.