Fra ministre til kongelige: De varmeste tanker til Christian Eriksen

Verden over har markante personligheder udtrykt deres dybeste medfølelse til landsholdsspiller Christian Eriksen

Christian Eriksens kollaps har vakt international opmærksomhed. Før EM-kampen mellem England og Kroatien på Wembley Stadion i London i går sendte en engelsk dreng sine hilsner til den danske spiller, som tidligere spillede for London-klubben Tottenham.
Christian Eriksens kollaps har vakt international opmærksomhed. Før EM-kampen mellem England og Kroatien på Wembley Stadion i London i går sendte en engelsk dreng sine hilsner til den danske spiller, som tidligere spillede for London-klubben Tottenham. Foto: Catherine Ivill/Reuters/Ritzau Scanpix.

Statsledere, kongelige og sportsstjerner. Det er nogle af afsenderne bag de mange sympatierklæringer fra ind- og udland, der er sendt til Christian Eriksen og hans familie, efter at landsholdsspilleren lørdag aften faldt om med hjerteproblemer under EM-slutrundekampen mellem Danmark og Finland.

I en pressemeddelelse via kongehusets profil på det sociale medie Instagram skriver kronprinsesse Mary og kronprins Frederik, som begge var til stede blandt publikum lørdag, at ”det vigtigste i aften (lørdag, red.) er, at Christian Eriksen efter omstændighederne har det godt. Det var rørende at opleve den fantastiske holdånd og opbakning fra spillere og fans, efter den store forskrækkelse vi alle fik.”

Også det britiske kongehus med prins William og hertuginde Kate i spidsen har kommenteret lørdagens alvorlige hændelse. På Twitter skriver de: ”Opmuntrende nyheder om Christian Eriksen. Vi tænker alle på ham og hans familie. Godt klaret til det sundhedsfaglige hold og Anthony Taylor (kampens dommer, red.) for deres rolige og hurtige ageren”.

På Facebook sendte statsminister, Mette Frederiksen (S), ”på hele Danmarks vegne” lørdag ”De varmeste tanker til Christian Eriksen, hans hustru, børn og nære familie med de bedste ønsker om god bedring. Sjældent har det været så lidt vigtigt, om en fodboldkamp bliver vundet eller tabt”.

Og nuancer af samme passus kunne man desuden læse fra blandt andet den finske statsminister, Sanna Marin, og Englands kulturminister, Oliver Dowden.

Også blandt nuværende og tidligere fodboldspillere strømmede sympatien mod Eriksen. I den tyske landholdslejr poserede mandskabet foran et stort portræt af den danske fodboldspiller. Den belgiske stjerneangriber, Romelu Lukaku, der til dagligt er holdkammerat med Christian Eriksen i Milano-klubben Inter, dedikerede sit slutrundemål mod Rusland til danskeren med ordene: ”Chris, I love you”, ligesom den engelske landholdsanfører og mangeårige holdkammerat i London-klubben Tottenham, Harry Kane, via Twitter sendte al sin ”kærlighed til dig og familien. Forbliv stærk, kammerat.”

Også EM-slutrundens måske største spiller, portugiseren Christiano Ronaldo, sendte sin varmeste medfølelse i retning af den danske landsholdsspiller:

”Vores tanker og bønner går til Christian Eriksen og hans familie. Fodboldverdenen står samlet i håbet om gode nyheder. Jeg regner med at finde dig på banen snart, Chris! Forbliv stærk,” skrev han.

Blandt de tidligere fodboldspillere, der har sendt kærlige tanker til Christian Eriksen, var blandt andre Norges landstræner, Ståle Solbakken, der i 2001 selv faldt om med hjertestop under en fodboldtræning, samt engelske Fabrice Muamba, der oplevede et hjertestop i en kamp mellem Bolton og Tottenham i 2012, hvor han blev genoplivet efter mere end en time. Begge spillere endte efterfølgende med at indstille deres fodboldkarrierer.

29-årige Christian Eriksen er fortsat indlagt på Rigshospitalet. Hans tilstand er stabil.

Det britiske kongehus med prins William og hertuginde Kate i spidsen kommenterede lørdagens alvorlige hændelse på Twitter.
Det britiske kongehus med prins William og hertuginde Kate i spidsen kommenterede lørdagens alvorlige hændelse på Twitter. Foto: Catherine Ivill/Reuters/Ritzau Scanpix