Fra Mygdal til Nexø: EM-fodbold kan genskabe fællesskabet

Fredag begynder EM-slutrunden i fodbold, og for første gang i turneringens historie spiller landsholdet på hjemmebane. Afviklingen er den foreløbige kulmination på et år, hvor fællesskabet var sat på vågeblus, og hvor national eufori var erstattet af alvor

”Fodboldlandsholdet er i dag den vigtigste nationale cement, vi har. Det er vigtigere end Kongehuset, for intet andet får os i samme emotionelle grad til at føle os som danskere." 
På billedet ses fodboldfans før EM-kvalifikationskampen mellem Danmark - Schweiz i Parken lørdag den 12. oktober tilbage i 2019.
”Fodboldlandsholdet er i dag den vigtigste nationale cement, vi har. Det er vigtigere end Kongehuset, for intet andet får os i samme emotionelle grad til at føle os som danskere." På billedet ses fodboldfans før EM-kvalifikationskampen mellem Danmark - Schweiz i Parken lørdag den 12. oktober tilbage i 2019. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Lidt nord for Hjørring. I den lille, omend stolte idrætsforening Bjergby-Mygdal, er formand Martin Lilholt Thomsen gammel nok til at huske de øjeblikke, legenden om dansk fodbold er gjort af. Han husker tydeligt Allan Simonsens legendariske straffespark i 1-0-sejren over England på Wembley i 1983. Han kan stadig se John Faxe Jensens uvirkelige lykketræf i EM-finalen i 1992 for sig, og så husker han selvfølgelig Brian Laudrups ikoniske jubelscene i 3-2-kampen mod Brasilien under VM i 1998.

”Jeg kan huske det hele, men alligevel tror jeg, det bliver noget helt særligt i år. Først og fremmest har vi et godt landshold, men slutrunden er også kærkommen på en anden måde. Coronarestriktionerne er blevet lempet, og for et lokalsamfund som vores betyder det meget, at vi kan mødes og se EM og blive en del af et fællesskab og et sammenhold igen – om man så interesserer sig for selve spillet eller ej,” siger han.

Ja, EM-feberen er kommet til Bjergby, og idrætsforeningen er klar. Klubbens stadion – en velholdt græsplæne i udkanten landsbyen – skal udgøre rammen om Danmarks kampe. Her kan de lokale komme til storskærmsarrangementer, hvor borgerforeningen byder på gratis pølser og fadøl, så længe lager haves.

Det eneste, man skal medbringe, er rød/hvid entusiasme og så en klapstol.

Det er i aften, fredag, at EM-slutrunden i fodbold begynder. Turneringen er allerede historisk. For at markere slutrundens 60-årsjubilæum er der for første gang ikke udpeget regulære værtsnationer, men derimod en række værtsbyer fordelt over hele kontinentet. En af disse er København, hvor Danmarks nationalarena, Parken, danner rammen om landsholdet tre indledende puljekampe samt en ottendedelsfinale. Ikke nok med det, så begynder turneringen i lyset af genåbningen af landet. Efter et år med lukkede kirker, museer og biografer kan op mod 25.000 tilskuere nu samles for at støtte landsholdet, ligesom kongeriget i øvrigt kan se frem til at blive tilplastret med storskærme.

Da en af de større begivenheder, den såkaldte Football Village på Ofelia Beach i København, åbnede for billetsalget i denne uge, stod flere end 22.000 mennesker på rekordtid i onlinekø for at sikre sig adgang. Stanis Elsborg, senioranalytiker ved Idrættens Analyseinstitut og stifter af formidlingsplatformen idrætshistorie.dk, er da heller ikke i tvivl om, hvor han skal rangere den forestående slutrunde, når det kommer til Danmarks sportshistoriske bevidsthed. EM 2021 bliver ”den hidtil største sportsbegivenhed, vi har set på dansk grund”, siger han:

”Og ikke nok med, at fodbold er den ubestridt største sportsgren i Danmark, så bliver denne slutrunde især særlig, da den afholdes i lyset af coronaepidemien. EM bliver første gang, man for alvor kan blive en del af et samlende fællesskab igen. Et fællesskab, hvor alle – uanset hvor man kommer fra, social status, religiøs eller politisk overbevisning – kan mødes. Og skaber landsholdet nogle gode resultater i Parken, så tror jeg, vi i de kommende uger vil opleve et land, der bryder ud i ekstase. Simpelthen,” siger Stanis Elsborg.

Det er lige før, man bare kan lukke øjnene og sætte sin finger på en tilfældig by på landkortet for at konstatere, at der måske er noget om snakken. I Bryrup, der ligger i ”guldkantsdanmark lidt syd for Silkeborg”, hersker EM-stemningen ifølge den lokale ildsjæl Anette Gjurup ligeledes. Her skal byens unge mødes i morgen formiddag, hvor frivillige kører dem syd for grænsen for at fylde slik- og sodavandsdepoterne op, hvorefter de på storskærm om aftenen skal se, om Danmark kan overvinde de finske EM-debutanter. I Skærbæk har en mand ved navn Jan bebudet, at han vil køre rundt i sin minibus og banke på døren ved sine ”sårbare venner”, så de sammen kan se nogle af landsholdets kampe på en mobil storskærm. På villavejen Rørholm i Himmelev ved Roskilde inviteres naboer og andet godtfolk til fodbold på storskærm, og ifølge arrangør Charlotte Sandager Aggestrup har de endnu ikke opgivet også at få byens plejehjemsbeboerne derhen. På Café Svend i Svendborg er der inviteret til EM for børn. I Silkeborg er det foreningen Mænds Mødesteder, der byder byens enlige herrer til storskærmarrangement og fællesskab. Og i Nexø på Bornholm er det Anders Solgaard, præst ved byens lutherskmissionske frimenighed, der ”tænder op for grillen, sørger for ansigtsmaling til børn og voksne”.

”Helt grundlæggende er jeg vild med fodbold, og som kirke vil vi gerne være med til at skabe en ramme for et fællesskab for alle byens borgere. Jeg tror ikke på, at kirke er noget, man går til. Det er noget, man er: Som kristne er vi en del af et fællesskab i Nexø, og det fællesskab forsøger vi at bidrage til, hvad enten det er i kirken eller som nu, hvor vi inviterer til storskærmsarrangementer. EM er anden måde for vores kirke at tilbyde mennesker et fællesskab, de måske har savnet,” siger Anders Solgaard.

Netop savnet efter fællesskabet bliver slutrundens katalysator, vurderer Hans Bonde, professor i idrætshistorie ved institut for idræt og ernæring på Københavns Universitet.

”Fodboldlandsholdet er i dag den vigtigste nationale cement, vi har. Det er vigtigere end kongehuset, for intet andet får os i samme emotionelle grad til at føle os som danskere. Landsholdet tilbyder noget andet end et rationelt fællesskab og gør nationalfølelsen sanselig og nærværende. Landsholdet er på den måde den mest dramatiske italesættelse af det nationale, som vi tilgår gennem helt simple ritualer som de rød/hvide-farver, nationalmelodien og det faktum at modstanderen er et andet land,” siger han.

Ligesom alle andre, Kristeligt Dagblad har talt med, tror Hans Bonde også, at Danmark når langt ved slutrunden. Kvartfinalen, semifinalen og sågar finalen lyder budene. Og selvom det kunne lyde som ønsketænkning, så minder professoren om, at vi med præstationerne op gennem 1980’erne og 1990’erne har opbygget et episk, ja nærmest eventyrligt narrativ om dansk landholdsfodbold og det mulige mirakel. Det er narrativet, hjemmebanen og savnet efter et fællesskab, som gør denne slutrunde til noget helt særligt:

”Efter askese kommer ekstasen. Vi kommer fra et år uden sanseindtryk, og når vi så pludselig bliver konfronteret med den fællesskabsfølelse, som fodbold kan skabe, så kan det blive overvældende. EM-slutrunden kan blive det store emotionelle gennembrud ovenpå den belejring af vores hverdag og kultur, som vi har oplevet det seneste år. Hvis vores landshold får nogle sejre, så kan det bringe os hurtigere ud af pandemiens skygge,” siger han.