Mennesker, der har været mindst 42 år på arbejdsmarkedet skal have mulighed for at få en tidlig folkepension. Regeringen præsenterede onsdag sit udspil Ny ret til tidlig pension - værdig tilbagetrækning for alle.
Det skal nu forhandles med Folketingets partier. Umiddelbart tog fagbevægelsen og partierne til venstre for regeringen positivt imod det, mens der var kritik fra de borgerlige og erhvervslivet.
Udspillet rejser imidlertid mindst fem dilemmaer, som både kan vokse og skrumpe under de næste ugers politiske forhandlinger.
1. Hjælper man Arne?
Antallet af år på arbejdsmarkedet afgør, hvornår man får ret til den tidlige folkepension, som regeringen foreslår. Allerede på et pressemøde på slagteriet Danish Crown i Horsens tirsdag blev der spurgt tæt ind til, hvad der blev af Socialdemokratiets oprindelige valgløfte om at hjælpe de nedslidte på arbejdsmarkedet - personificeret i den nedslidte bryggeriarbejder Arne Juhl.
Det er ikke en naturlov, at mange år på arbejdsmarkedet fører til nedslidning. Faktisk tyder meget på, at mennesker med få år på arbejdsmarkedet har de største helbredsproblemer. Det peger i hvert fald Gigtforeningens direktør Mette Bryde Lind på. Hun havde gerne set, at regeringen i stedet kastede en redningskrans ud til de 50-60-årige, der døjer med langt de fleste og sværeste arbejdsrelaterede smerter.
Regeringens egne tal viser, at en tredjedel af de ufaglærte og ufaglærte mellem 55 og 64 år føler sig begrænset i arbejdet på grund af smerter, men så mange får under ingen omstændigheder adgang til den nye pension.
Statsminister Mette Frederiksen (S) understregede, at de, der har været længst på arbejdsmarkedet, skal kunne trække sig værdigt tilbage, før smerterne melder sig. Så sagt med et glimt i øjet tilbyder regeringen nu snarere Arne en flidspræmie end en nedslidningspræmie.
2. Hvordan bevise sine 42 år i job?
Føler man sig som 61-årig nedslidt og har arbejdet 41 år og seks måneder er det bare ærgerligt. Så kan man ikke gå på pension før tid. En kollega på samme alder, der har arbejdet syv måneder længere vil til gengæld få muligheden, uanset om han eller hun føler sig nedslidt eller ej.
Hvis ellers hans eller hendes arbejdstid kan dokumenteres. Ifølge regeringens udspil skal man som udgangspunkt selv kunne bevise, at man har arbejdet, været på dagpenge eller barsel i sammenlagt mindst 42 år. Det offentlige har en del af oplysningerne via ATP, men om man for eksempel har fået dagpenge eller kontanthjælp i 1970’erne fremgår ikke her.
Det kan være afgørende, for kontanthjælp, integrationsydelse og ressourceforløb kan ikke tælles med i arbejdsperioden. Så der må man kigge dybt i skrivebordsskuffen for at finde for eksempel gamle kvitteringer for arbejdsløshedsdagpenge frem.
Det samme gælder deltidsarbejde, der også kan tælle med, forudsat at man har arbejdet mere end 18 timer om ugen.
Selvstændige kan få den tidlige pension, men her afhænger af, hvordan man har drevet sin virksomhed. Også her venter et vist bureaukrati.
3. Hvad med arbejdskraft til virksomhederne?
Regeringen erkender åbent, at flere på tidlig pension vil trække arbejdskraft ud af arbejdsmarkedet. I første omgang mindskes arbejdsudbuddet med 5000 personer i 2021 og det stiger til 8000 personer, når reformen er fuldt indfaset.
Finansminister Nicolai Wammen (S) pegede dog på, at takket være de mange tidligere reformer vil udbuddet af arbejdskraft i forvejen stige med 60.000 personer de kommende år, så der er noget at tage af.
Netop det faldende udbud af arbejdskraft, har affødt kritik fra erhvervslivets organisationer og de borgerlige partier.
Politisk har De Radikale krævet, at der bliver tilført mere arbejdskraft ad anden vej for at kompensere for de ældre, der vil gå på pension. Det kunne for eksempel være ved øget indvandring. Dansk Folkeparti vil tilsvarende gerne forhandle regeringens forslag, men herfra lyder det modsatte krav, nemlig at indvandringen skal bremses yderligere.
Selv om mange vil komme på tidlig pension fra arbejdsmarkedet, viser regeringens egne tal, at de fleste vil komme fra andre offentlige forsørgelsesordninger, først og fremmest fra efterlønsordningen, der reelt nu får det endelige dødsstød.
4. Hvor skal pengene komme fra?
Det klassiske journalistspørgsmål har fået et meget socialdemokratisk svar. De tre milliarder kroner vil regeringen skaffe med ekstra skatter til ”de rige” og til bankerne, der alene skal yde et samfundsbidrag på halvdelen af beløbet, 1,5 milliarder kroner. Udlejere af ejendomme skal beskattes hårdere, og i alt vil regeringen opkræve 3,1 milliarder kroner ekstra, når forslaget er fuldt indfaset i 2025.
Den finansiering huer ikke de borgerlige partier. Både Venstre og De Konservative afviser at øge skatterne og peger på, at regningen til for eksempel bankerne hurtigt vil ende hos bankkunderne i form af højere gebyrer.
Partierne til venstre for regeringen vil ligesom Dansk Folkeparti gerne have en mere ambitiøs ordning, men foreløbig har de ikke anvist finansiering. Lægger man for eksempel et loft over den stigende pensionsalder ved 70 år, som både Dansk Folkeparti og Enhedslisten ønsker, vil det dog kræve penge af en helt anden kaliber. Som statsminister Mette Frederiksen (S) gjorde opmærksom på, koster det i runde tal ti milliarder kroner for samfundet for hvert år, levealderen vokser, uden at pensionsalderen følger med.
5. Hvad med ligestillingen?
Ligestillingen mellem mænd og kvinder er umiddelbart udfordret, når man som regeringen gør, lader anciennitet afgøre, om man kan få tidlig pension. Mænd kommer tidligere på arbejdsmarkedet end kvinder, og har mindre deltid og mindre barsel end kvinder. Det har regeringen forsøgt at kompensere for, blandt andet ved, at barsel og arbejdsløshedsperioder på dagpenge kan tælle med som anciennitet.
Ligestilling kan dog også handle om andet end køn. Som Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl nævnte i TV2, vil en ældre på seniorførtidspension få omkring 19000 kroner om måneder, mens en anden på samme alder, der kommer på tidlig pension som foreslået af regeringen kun vil få 13.500 kroner, svarende til folkepension. Den ulighed ønsker DF at rette op på ved at beløbet til den tidligere pension sættes op. Det vil til gæld kræve yderligere finansiering. Dansk Folkeparti var i 2011 selv med til at beskære efterlønsordningen sammen med den daværende VK-regering. Det er grundlæggende det indgreb, den socialdemokratiske regering nu forsøger at rette op på. Muligvis med assistance fra netop Dansk Folkeparti.