Ikke siden Sovjetunionen slog den ungarske opstand ned i 1956, og ”Danicaekspressen” bragte godt 1000 ungarere hertil, har danskerne vist så massiv en vilje til at hjælpe og huse flygtninge som nu, hvor Ukraines befolkning er ofre for en russisk invasion.
Over hele landet indsamles der tøj, tæpper, sko, dyner, puder og meget andet, som skal til Ukraine. Alene på Sjælland har Facebooknetværket "Hjælp Ukraine" 200 indsamlingssteder hos private borgere. Et af dem ligger på Herredsvej i Gentofte, hvor Lars Groth siden lørdag har modtaget tøj, tæpper og sovegrej. På bare to døgn har han måtte udvide sin indsamlingsplads, så den nu også tæller naboens indkørsel. Heldigvis har naboen til den anden side også tilbudt sin carport, og lastbilerne, der skal transportere klæderne ned til de ukrainske flygtninge, er på vej. Lars Groth har besøgt andre tidligere sovjetrepublikker i sin ungdom, og han har siden annekteringen af Krim i 2014 hjulpet ukrainere så godt han kunne fra sit hjem i Gentofte.
“Jeg har ikke været derovre. Jeg kan bare se, at der er mennesker, der er i nød. Man kan jo selv prøve at tage en nat uden madras og dyne og se, hvordan det går. For mange er det blevet hverdag nu. Hvis det her er det lille offer, jeg skal gøre for at kunne hjælpe, så gør jeg det rigtig gerne,” siger Lars Groth.
61-årige Anne Nørgaard, der bor i Orehoved på Falster, er en af dem, der er klar til at åbne sit hjem for ukrainske flygtninge.
”Vi kan sagtens have en voksen med et barn boende. Vi indretter et værelse til dem privat, og så kan de selvfølgelig også bruge resten af huset. Det er fuldkommen vanvittigt, det der sker i Ukraine nu. Tænk hvis det var os selv,” siger Anne Nørgaard, som ikke tidligere har hjulpet flygtninge.
Netop det med, at Danmark føler sig som nærområde, betyder meget for offerviljen og hjælpelysten, siger europahistoriker professor emeritus Uffe Østergaard
”Vi har nemt ved at sætte os i ukrainernes sted. Ukraine er et moderne land, lidt fattigere måske, man kan sige, at det er som at se os selv i 1970’erne. Identifikationen er stor: Det kunne være os,” siger Uffe Østergaard, som også mener, at ukrainerne for mange er er en mere nærliggende ”næste”, selvom man ”ikke siger det højt”, som han formulerer det.
Historikeren, der har været flere gange i Ukraine, sammenligner den nuværende velvilje overfor ukrainske flygtninge med den i 1956, hvor Sovjetunionen knuste den ungarske opstand og sendte 200.000 ungarere på flugt. Heraf kom 1000 til Danmark med tog, den såkaldte ”Danicaekspressen”, og blev ret hurtigt integreret her.
Det har at gøre med, at ukrainerne er europæere, at de er kristne, og at de er ofre for en konflikt, som vi føler, vi er en del af, fordi den er en udløber af den kolde krig. Ukraine er så at sige frontlinjen i en krig, som også er vores.
”Ikke siden Ungarn har danskerne mobiliseret en indsats, som den vi ser nu, og når vi her igen oplever kvinder, børn og familier på flugt i Europa, gør det et stort indtryk,” siger Uffe Østergaard.
Den sammenligning er lektor i nyere tids historie ved Syddansk Universitet Rasmus Glenthøj enig i.
”Det er jo ikke fordi, Danmark har kippet med flaget for at få flere flygtninge, men nu ser vi en stor velvilje til at tage imod dem, der måtte komme fra Ukraine, også fra partier, som ellers slår sig op på en stram flygtningepolitik. Det har at gøre med, at ukrainerne er europæere, at de er kristne, og at de er ofre for en konflikt, som vi føler, vi er en del af, fordi den er en udløber af den kolde krig. Ukraine er så at sige frontlinjen i en krig, som også er vores. Og så er der også masser af kontakter mellem Danmark og Ukraine gennem især it-industrien og landbruget,” siger Rasmus Glenthøj, der som endnu et parameter for lysten til at hjælpe nævner, at det er tydeligt, at Ukraine ”vil os”.
”Konflikten handler netop om, at Ukraine ønsker at blive en del af EU og NATO. De vil i vores retning – hen imod det, vi mener, er det rigtige.”
Også danske virksomheder har de seneste dage sendt humanitær hjælp til Ukraine. Lige fra de helt små aktører - som garnforretningen Knitting på Frederiksberg i København, der donerer lørdagens indtjening til Ukraine - til de helt store som for eksempel Novo Nordisk Fonden, der har bevilget fem millioner kroner til ”livreddende beskyttelse og nødhjælp” via FN’s flygtningeorganisation UNHCR.
Og søndag aften sendte Coop, efter forespørgsel fra den ukrainske ambassadør i Danmark, Mykhailo Vydoinyk, fem lastbiler, kørt af transportfirmaet DSV, med madvarer, bleer og tæpper fra Albertslund mod Lublin i Polen. Herfra sørger lokale kræfter for den videre transport mod Ukraine, fortæller Lars Aarup, der er Kommunikations- og Analysechef i Coop.
”Ud over akuthjælpen, starter vi en indsamling for Ukraine, som vi kanaliserer ind gennem Røde Kors. Endvidere har vi talt med fagforeningerne HK og 3F, og vi er klar til at kunne give ukrainere, der kommer herop, et arbejde hos os, så de kan få fodfæste. Det kan både blive på lagrene og i butikkerne, og selvfølgelig vil der komme sproglige udfordringer, men det skal nok gå, for jeg tror, forståelsen for situationen er der. Ukraine skriver sig ind i en historie, som er en del af Europa og Danmarks historie,” siger han.
Heller ikke Anne Nørgaard i Orehoved er så bekymret for de sproglige udfordringer.
”Tegnsprog og fagter kan man altid bruge, og så kan de måske lidt engelsk og vi kan lidt engelsk,” siger hun.
For øjeblikket er der altså stor aktiv vilje til at hjælpe og huse ukrainske flygtninge, vurderer Rasmus Glenthøj.
”Men nu må vi lige se, hvor mange der dukker op, hvis der pludselig står 200.000 er jeg ret sikker på, at der er nogen, der begynder at mene noget andet," siger han.