Fra "Røde Anders" til velfærdsstatens væbner

30 ÅRS TALER: Statsministerens syn på liberalisme har ændret sig en del gennem de seneste 30 år, viser en samling af hans taler

Anders Fogh Rasmussens (V) syn på liberalisme har ændret sig en del fra hans tale i 1976 til Venstres Ungdom, og frem til hans åbningstale i 2006.<br>Foto: arkiv

"Socialdemokratiet har travlt med at luge ordet socialisme ud af deres partiprogram. Venstre kan med stolthed stå ved ordet liberalisme".

Sådan faldt ordene, da Anders Fogh Rasmussen (V) for 11 år siden præsenterede Venstres landsmøde for et nyt principprogram.

Siden blev han partiformand og statsminister, og i dag bryster han sig af at lede et land, der bruger flere penge på offentlig service og har flere offentligt ansatte end nogensinde før.

Det er bare stadig ikke nok, mener en enig opposition, inklusive Dansk Folkeparti, der i dagens åbningsdebat i Folketinget vil bombardere regeringen med krav om, at kommunerne skal have endnu flere penge.

Men hvor er det gået til, at forfatteren til den berømte minimalstatsbog endte med at forsvare socialstaten med næb og kløer? Hvad er der sket med Anders Fogh Rasmussens syn på liberalisme?

Det får man et godt indblik i en ny bog, "30 taler – 30 år", som for nylig blev udgivet i anledning af, at Fogh har været den længst siddende Venstre-statsminister. De 30 taler afslører, at hans synspunkter på liberalismen har ændret sig en del gennem årene. Det fremgår for eksempel af en tale til Venstres Ungdom fra 1976, som han dengang var formand for.

– Vi opstod som, og skal stedse være, den lille mands parti, sagde Anders Fogh Rasmussen som 23-årig. Han argumenterede for, at Venstre skulle støtte Økonomisk Demokrati, ØD, som ellers var en mærkesag for Socialdemokratiet og fagbevægelsen. I Venstres udgave skulle det ganske vist være en decentral model, måske i stil med de senere pensionsfonde på arbejdsmarkedet.

Tankerne om at støtte ØD var imidlertid helt uantagelige for det borgerlige parti, og den unge politiker fik tilnavnet "Røde Anders" og blev ikke levnet mange chancer for en politisk karriere.

Alligevel kom han i Folketinget i 1978, og under 1980'ernes Schlüter-regeringer markerede han jævnligt liberalismen som en "tredje vej" mellem konservatisme og socialisme. Man kan godt være i regering og opposition på samme tid, mente Anders Fogh Rasmussen til De Konservatives store fortrydelse.

I denne periode sammenlignede han flere gange socialismen med konservatismen. I 1986 sagde han for eksempel på et møde på Færøerne, at de konservative "indgår i en åndelig alliance med kommunismen. Også kommunisterne tror på den stærke statsmagt. Men de har et ganske andet syn på dens funktion!"

Anders Fogh Rasmussen understregede stadig stærkere, at liberalismen indebærer decentralisme, fri konkurrence og personlig ejendomsret. I en grundlovstale i 1986 fremsatte han tanken om, at samfundet kun kan ændres via en kulturel oprustning.

Den ide udviklede han sidenhen, og i en langt senere nytårstale formuleres behovet for en egentlig kulturkamp og et opgør med "smagsdommerne". Det var i øvrigt også i grundlovstalen fra 1986, at Anders Fogh Rasmussen lancerede ideen om en eller flere liberale tænketanke – det der er blevet virkeliggjort med Cepos. Den mener for øvrigt paradoksalt nok, at den nuværende VK-regering slet ikke er liberal nok.

I slutningen af 1980'erne faldt jerntæppet, og en bølge af "nyliberalisme" spredte sig, især i USA. Det påvirkede også Anders Fogh Rasmussen, som i 1993 skrev bogen "Fra socialstat til minimalstat". Formålet var at begrunde liberalismen etisk. At understrege, at vi som mennesker kun kan bevare værdigheden, hvis vi i højere grad tager hånd om vores eget liv. Socialstaten giver os en falsk tryghed, hvor "vi som hunden kan ligge og lune os foran kaminilden", hed det blandt andet.

Som statsminister har Anders Fogh Rasmussen siden lagt luft til bogen, ligesom han har gjort det til selve liberalismen, i hvert fald i den gammeldags ideologiske forstand. Liberalisme er et menneskesyn, forklarede han på Venstre landsmøde sidste år. "Mennesket først", sagde han og udlagde det i lyset af sin personlige historie som en kamp for større tryghed og lige vilkår. Og mod ulighed.

Danmark var ikke længere "en socialstat" men et velfærdssamfund, hvor vi er fælles om at løse en række områder, men hvor borgerne har udstrakt frihed til at vælge mellem forskellige løsninger. Ord om skattelettelser og minimalstat var erstattet af et langt mere positivt syn på staten. At tale om skattelettelser har han for nylig kaldt "ryggesløst", og i den åbningsredegørelse, han holdt i tirsdags, blev ordet skattestop endda kun nævnt i en enkelt sætning.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk